Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, har med rette rettet en skarp kritik mod Altinget, efter mediet tidligere på måneden præsenterede en meningsmåling, som angiveligt viser, at 79 procent af os i Danmark støtter aktiv dødshjælp.

Men denne måling baserer sig på en alt for overfladisk forståelse af, hvad aktiv dødshjælp indebærer – og det er dybt problematisk i en debat, der handler om liv og død.

Camilla Rathcke peger på, at en seriøs og ansvarlig debat om aktiv dødshjælp forudsætter, at vi som befolkning ved, hvad begrebet faktisk dækker over. Erfaringen viser desværre, at det langt fra er tilfældet.

En tidligere undersøgelse fra Lægeforeningen viste, at kun 17 procent af danskerne korrekt kunne definere aktiv dødshjælp, mens hele 83 procent forvekslede det med palliativ behandling – altså smertelindring og omsorg ved livets afslutning, som allerede er en del af det danske sundhedsvæsen.

Denne grundlæggende misforståelse betyder, at meningsmålinger som Altingets ikke blot er misvisende – de kan ligefrem være skadelige for den offentlige debat. Når medier fremlægger resultater uden at forklare begreberne ordentligt, bliver det til vildledende journalistik, der reducerer en kompleks etisk debat til et spørgsmål om populær opbakning.

Mange af os ved åbenbart ikke, at det allerede er muligt at afslutte livsforlængende behandling, hvis en alvorligt syg patient ønsker det. Ligeledes må vi formode at de færreste kender til den mulighed for smertelindring, der findes for uafvendeligt døende – også selvom denne lindring indirekte kan fremskynde døden. Det er netop det, som palliativ behandling handler om. Ikke at forkorte livet med vilje, men at sikre værdighed, lindring og tryghed i livets sidste fase.

Det bør i brede kredse simpelt hen vække til bekymring, at den offentlige debat bliver præget af meningsmålinger, som bygger på manglende oplysning og forståelse. Debatten risikerer ganske enkelt at glide over i følelsesladede reaktioner på enkeltstående tilfælde, frem for at være baseret på faglighed, etik og den virkelighed, som patienter, pårørende og sundhedspersonale står i vel nærmest hver eneste dag.

Det er ikke nok at måle opbakning. Vi må sikre, at vi hver især og som samfund er reelt informeret. Og det ansvar ligger både hos medier, politikere og fagfolk. Medierne skal ikke blot gengive tal, men stille kritiske spørgsmål: Ved vi som samfund, hvad aktiv dødshjælp egentlig er? Hvilke alternativer findes der? Hvilke erfaringer har andre lande gjort?

I lande som Holland og Belgien, hvor aktiv dødshjælp er blevet legaliseret, har udviklingen vist, at der er tale om en reel glidebane. Det, der startede som et tilbud til terminalt syge patienter, har gradvist udviklet sig til at inkludere patienter med psykiske lidelser, demens og endda børn. Når først man går i gang med at udvide grænserne for, hvem der kan få aktiv dødshjælp, bliver det svært at sætte dem igen.

Dette er ikke bare hypotetiske bekymringer. Det er veldokumenterede konsekvenser, som blandt andre Tænketanken Prospekt og Det Etiske Råd også har peget på. Advarslen mod at legalisere aktiv dødshjælp er blandt andet at en legalisering kan føre til et pres på sårbare mennesker – ældre, kronisk syge, handicappede – der måske føler, at de er en byrde for deres familie og samfundet. Når døden bliver en “løsning”, risikerer vi, at nogle vælger den, ikke fordi de reelt ønsker det, men fordi de føler, de burde.

Det er ikke værdigt. Det er ikke omsorg.

Som medmennesker og som medborgere bør vi ikke være i tvivl om at alle i det danske sundhedsvæsen stræber efter at de alle dagligt arbejder for at sikre den bedst mulige behandling – også når helbredelse ikke længere er mulig.

Vejen frem er derfor ikke at gøre det lettere at dø, men at sikre langt bedre palliativ behandling i hele landet. Nogle steder halter adgangen til specialiseret lindring og støtte, og det er her, der bør sættes ind politisk.

Det bør derfor være et fælles mål som samfund at give mennesker en tryg og værdig afslutning på livet – uden at de skal frygte smerte, lidelse eller ensomhed. Det kræver investeringer i kompetencer, ressourcer og viden om den lindrende behandling, der allerede findes, men som nogle ikke får gavn af i tide.

Vi må turde tage debatten om døden. Men det skal ske med respekt for både fakta og etik. Det kræver, at vi ikke lader os styre af overfladiske målinger eller populistiske argumenter. Det kræver, at vi tør stå fast på, at livets ukrænkelighed og menneskets værdighed ikke må blive ofret for kortsigtet bekvemmelighed. Den skæbnesvanger effekt er langsigtet og dybdegående.

I sidste ende handler det ikke kun om den enkeltes ret til at dø. Det handler også om vores fælles ansvar for at passe på de svageste – og om ikke at gøre døden til en løsning, når det i virkeligheden er omsorg, støtte og nærvær, der er brug for.