Grådighedens modpol er ikke blot økonomisk retfærdighed, men mellemmenneskelig gavmildhed

Hver måned får jeg en løn der, relativt til mange andre, er rimeligt høj. Er jeg grådig, hvis jeg beholder hele min løn? Bør jeg give noget af den væk, eller bruge den til at understøtte uselviske formål? Eller er det samfundet, der er grådigt, når det kræver, at jeg betaler en betydelig andel af min løn i skat?

Jeg kan let få dårlig samvittighed, når jeg overvejer sådanne spørgsmål. Hvis jeg vil lette trykket på min samvittighed, så kunne jeg lytte til nogle af vores filosoffer. For eksempel kunne jeg lytte til Bernard Mandeville, der med Fabelen om bierne fra 1724 indledte diskussionen om, hvorvidt grådighed overhovedet er en last.

Mandeville fortæller om et bistade, der trives godt, indtil bierne beslutter sig for, at de skal være dydige. Dyden gør dem mådeholdne. Dette får deres bistadeøkonomi til at kollapse, så de ender med at leve i asketisk fattigdom. Formuleret økonomisk postulerer Mandeville, at grådighed er grundlaget for økonomisk efterspørgsel og således for samfundets velstand. Det er derfor ikke blot acceptabelt, at jeg er grådig, det er endda vigtigt, at jeg er det, og Mandeville var således sin tids Gordon Gekko.

Mandevilles fabel var et idéhistorisk vendepunkt. På det tidspunkt hvor Mandeville skrev, havde grådighed været kategoriseret som en last i to tusind år, først af antikkens græske filosofi, og senere af kristendommen. Mandevilles tekst var et angreb mod den kristne dydsforståelse og skabte stor furore. Men hans pointe indeholdt tilstrækkelig substans til, at den ikke kunne pure afvises, og et halvt århundrede senere fortsatte økonomen Adam Smith i Mandevilles spor.

Kronik
Information
15/04/2025
Link