Lovgivningen om abort har i Danmark stort set ikke ændret sig, siden den frie abort blev indført i 1973. Det er værd at reflektere over særligt når man ser på, hvordan samfundet omkring os har forandret sig – ikke mindst når det gælder kvinders rettigheder, medicinske muligheder og de værdier, vi som fællesskab navigerer efter.

I dag har kvinder selvbestemmelse og handlefrihed på tværs af livets områder. Samtidig har de teknologiske fremskridt på det fosterdiagnostiske område skabt en virkelighed, hvor information om det ufødte barn er langt mere tilgængelig – og dermed også har ændret de valg, man som kommende forældre kan og skal træffe.

Men midt i denne udvikling er det vigtigt, at vi ikke mister blikket for det fælles og de værdier, der binder os sammen som samfund. For selvom abort umiddelbart handler om individuelle valg, handler det også om noget større: vores forståelse af livets begyndelse, af ansvar og af hvordan vi som fællesskab ønsker at beskytte både frihed og sårbarhed.

I 1930’erne var begrundelserne for legal abort delvist præget af eugeniske hensyn. I 1973 var det omsorgen for kvinden og barnet i en velfærdsstat, der dominerede.

I dag dominerer ofte individets rettigheder og frihed til at vælge – og det er i sig selv en vigtig værdi.

Men spørgsmålet er, om vi som samfund ikke bør insistere på, at friheden altid må balanceres med omtanke for de fælles normer og principper, vi lever efter. For når teknologien gør det muligt at udvælge eller fravælge på baggrund af karaktertræk, diagnoser eller sandsynligheder – hvem skal så sætte grænsen?

Er det et udtryk for reel selvbestemmelse – eller er det et spejl af en kultur, hvor vi begynder at måle menneskeliv på egnethed og potentiale? Vi risikerer at bevæge os i retning af en praksis, hvor det ønskværdige barn er det fejlfri barn, og hvor fællesskabets stemme om omsorg, rummelighed og ansvar svækkes.

Derfor bør en debat om abort ikke kun have fokus på teknologi og jura, men også have blik for, hvilke værdier vi vil lade være styrende. Hvilken rolle spiller ansvar over for det ufødte liv – og over for hinanden? Hvordan sikrer vi, at det sårbare ikke forstummer i en debat, hvor kun valgfrihed tæller?

Det er et emne, der rører dybt – og det skal det også. For abort handler om skabelse og afbrydelse af liv, og derfor har vi pligt til at diskutere det med respekt og omtanke. Det gælder ikke mindst det sprog, vi bruger. Hver betegnelse bærer holdninger og værdier med sig, og derfor skal vi være bevidste om hvordan virkeligheden formes af vores ord.

Lovgivning er aldrig blot en teknisk ramme – den udtrykker, hvad vi som samfund finder rigtigt og forkert. Derfor er spørgsmålet ikke kun, om lovgivningen beskytter den enkeltes rettigheder. Spørgsmålet er, om den afspejler de værdier, vi vil kendes ved – og om den i tilstrækkelig grad tager højde for, at ethvert valg om liv også angår os alle.
—
Kilder:

Abort og fosterdiagnostik | Etisk Råd
Udtalelse om provokeret abort | Etisk Råd