Det er i år 1700 år siden at kirkesynoden i Nikæa (år 325) skulle løse den tids store problem. Samtidig havde synoden, der endte som et diplomatisk kunststykke, en række politiske undertoner.

For set med historiske øjne har politik og tro ofte været i et gensidigt afhængighedsforhold.

Sådan er det også i en forstand i dagens Danmark.

I Grundloven § 4 (1849) hedder det som bekendt: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Jeg skal ikke komme nærmere ind på hvad der menes med statens understøttelse, men jeg vil dog gerne fremføre at folkekirken af gode grunde ofte opfattes som en institution, der skaber sammenhængskraft.

For da den romerske kejser Konstantin den Store (ca. 285-337) indkaldte til kirkesynoden i Nikæa i 325 var det med det formål at få en kirke, der kunne skabe sammenhængskraft i hele riget.

Kejseren skulle bruge kristendommen i sit politiske projekt.

For kirken havde synoden samtidig det væsentlige mål at få løst de uoverensstemmelser, der var opstået om forståelsen af Jesu Kristi natur.

Politisk var det lykkedes Konstantin både at underlægge sig den østlige og vestlige del af Romerriget, der en tid havde haft forskellige kejsere. Ligesom riget igen var en samlet enhed, ønskede han, at kirken skulle være det.

Kejseren kunne se en idé i at gøre kristendommen til den samlende og fælles tro. Det var der flere grunde til. Først og fremmest ser kejseren ud til at have troet, at han selv blev belønnet af Gud med sejr og succes, når han støttede de kristne.

Derudover fremhævede teologer for Konstantin, at den kristne monoteisme, altså troen på kun én Gud, støttede kejserens eneherredømme. Dyrkelsen af flere guder passede i virkeligheden dårligt sammen med, at der kun var én kejser. Ligesom der er én sand Gud i himlen, hævdede visse teologer, at der kun måtte være én kejser på jorden.

Men for at kristendommen kunne fungere som rigets fælles tro, skulle der være intern ro.

Det var der ikke.

Der var opstået en hård og ubarmhjertig strid om, hvordan man skulle forstå kirkens herre, Jesus Kristus.

Problemet opstod på grund af de bibelske teksters utydelighed omkring Jesu Kristi væsen.

Nogle steder kaldes Jesus Kristus for Gud, men der står også, at der kun er én Gud.

Hvordan kunne der kun være én Gud, når både Jesus Kristus og hans fader kaldtes Gud?

Det skabte basis for intern splittelse.

Der er imidlertid ikke tvivl om, at forståelsen af Jesus Kristus har været flertydig, også før Konstantin. En flertydighed, som gennem længere tid havde skabt kirkelig uro.

Der var dog ganske få, der blot betragtede Jesus Kristus som en dødelig profet.

Spørgsmålet var i stedet, om han var en “halvgud” eller i en evig enhed med Gud Fader.

Splidens hovedfigur var presbyteren Arios (ca. 250-336) fra Alexandria. Han satte ord på det, der siden kirkens tilblivelse havde været uafklaret i kristendommen.

Arios erklærede, at Jesus Kristus var en mindre Gud, et mellemvæsen i forhold til Gud Fader den Almægtige. For Arios var det vigtigt at fastslå, at Gud var hinsides, en magt uden for verden. Guds søn derimod var via sin inkarnation i verden.

Arios blev ekskommunikeret fra kirken i 319, men hans tanker vandt efterfølgende sympati i dele af det romerske rige. Det gjorde, at kirken nu bestod af to fløje. Den ene fløj bestod af Arios og hans tilhængere, arianerne. Den anden fløj fastholdt, at Gud Fader og Jesus Kristus var ligestillede. Jesus Kristus var for dem fuldt og helt Gud.

Set med nutidens øjne kan det måske være vanskeligt at begribe, at en sådan forskel i forståelsen af Gud og hans søn kunne true med at vælte kirken. Men for den tidlige kristendom var det trosbekendelsens kerne, der var på spil.

Heller ikke Konstantin forstod situationens alvor. I et brev til Arios og hans biskop opfordrede han til at få striden bilagt. En strid, der set med hans øjne forekom triviel og blot bestod af bagateller. Om synspunktet skyldtes kejserens manglende teologiske dannelse, eller han blot ønskede intern ro til sit politiske projekt kan ikke afgøres.

Kejseren måtte imidlertid sande, at den kirkelige uro var så stor, at det truede enheden.

Derfor indkaldte han til det, der skulle blive den første synode for hele kirken.

Byen Nikæa i det nuværende Tyrkiet blev valgt på grund af dens centrale placering i riget.

Den kristne historieskriver Euseb beretter om Konstantins storslåede åbning af synoden i maj 325. Den kom til at vare til slutningen af juli samme år.

Det menes, at mere end 300 kirkelige repræsentanter fra hele riget deltog. Kirkerne fra den vestlige og latin talende del af riget var svagt repræsenterede. Stridens alvor var nok ikke nået til den del af riget.

Mødets vigtigste stridspunkt var den omtalte kristologi, altså læren om hvem Jesus Kristus var og er.

Kristendommen har fra begyndelsen i Jesus Kristus haft en spænding mellem det guddommelige og det menneskelige.

Han var og er både Gud og menneske.

Derfor var det også en genistreg, at mødet resulterede i en bekendelse, der gav plads til begge Jesu Kristi naturer.

I bekendelsen kan vi læse, at Jesus Kristus på en og samme tid beskrives som “Guds søn” og “menneske” og samtidig som “Gud af Gud” og “af samme væsen som Faderen”.

Arianerne måtte se sig afvist med bekendelsen.

Den slutter af med en række fordømmelser, der var rettet direkte mod arianerne.

Her lyder det blandt andet: “Den almindelige kirke fordømmer dem, der siger, at han er af et andet væsen eller væren (end Faderen)”.

På den måde sikrede kirken sig, at der både blev plads til Jesu Kristi guddommelige og menneskelige natur.

Med den nikænske trosbekendelse (Nicænum) opnåede kejseren sit politiske mål. Han sikrede sig en samlet enhed til gavn for sit rige. Men den interne ro omkring det kristologiske varede kun kort.

Striden brød ud igen, fordi mange af de arianske tilhængere havde følt sig ydmyget oven på Nikæa. Først i 381 blev striden bilagt på en ny synode i Konstantinopel (Istanbul).

Her blev den nikænske trosbekendelse ændret og udvidet til den såkaldte Nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, der almindeligvis også kaldes Nicænum.

Men det viste sig snart, at Nicænum tilhængere var uenige om andre ting i forholdet mellem Jesu Kristi guddommelighed og menneskelighed.

Derfor kom 400-tallet og det følgende århundrede til at byde på nye stridigheder, og her blev der aldrig enighed. Den kirkelige opdeling var uundgåelig.

Ikke desto mindre er den nikænske trosbekendelse fra 325 meget central i kirkens historie.

Nicænum er i sin udvidede form fra 381 den bekendelse, der globalt set har tilslutning af flest kirkesamfund.

Modsat den apostolske trosbekendelse anerkender stort set alle kirker i dag Nicænum.

—

Den nikænske trosbekendelse (325)

Bekendelsen inklusive de afsluttede fordømmelser lyder i dansk oversættelse som følger:

Vi tror på én Gud, den almægtige Fader, alle synlige og usynlige tings skaber. Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds Søn, født af Faderen, enbåren og det vil sige: af Faderens væsen, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, samme væsen som Faderen, ved hvem alt blev til, både i himlen og på jorden, som for os mennesker og for vores frelses skyld steg ned og blev kød og blev menneske, led og opstod på den tredje dag, og opfor til himlen, hvorfra han kommer for at dømme levende og døde. Og på Helligånden.

Men de, der siger: ‘Der var en tid, hvor han ikke var’ og ‘Han var ikke, før han blev skabt’ og ‘Han blev skabt ud af ingenting’, eller ‘Han er af en anden hypostase’ eller ‘væsen’, eller ‘Guds søn er skabt’ eller ‘omskiftelig’ eller ‘foranderlig’ – de fordømmes af den hellige katolske og apostolske kirke.

—

Kilder:

den nikænske trosbekendelse – Lex

den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse – Lex