Familiedannelse med donorbørn er et dilemmafyldt område. Det virker desuden som om der hele tiden sker nyt. Det gælder teknologisk, retspolitisk og endda på et internationalt niveau, som også må få betydning for, hvordan vi indretter os.

Etisk set er der flere forhold, der trænger til en stillingtagen.   

Fertilitet er på den politiske dagsorden, men det skal lysten til at få børn også. Det er på tide, at vi taler om, hvilke rammer, der bør være i vort samfund, som skaber mulighed og lyst til at få børn (jf. Fertilitet er på den politiske dagsorden, men det skal lysten til at få børn også – Tænketanken Prospekt).

Ganske vist forholder det sig sådan, at Danmark er et af de lande, der har sat fertilitet på den politiske dagsorden, for eksempel ved at tilbyde gratis fertilitetsbehandling til at få barn nummer to.

Det var næsten hovedbudskabet i statsministerens nytårstale 2024.

Dertil kan vi tilføje, at ikke kun Danmark men hele Norden gennemgår demografiske forandringer, som omformer den socioøkonomiske virkelighed på tværs af og inden for regionerne.

Langsigtede udfordringer stammer i hele Norden fra rekordlave fødselstal og en aldrende befolkning.

Derfor kan det virke modsatrettet, når de etiske råd i Danmark, Norge, Sverige og Finland efterlyser en international grænse for, hvor mange børn en enkelt donor kan være genetisk ophav til.

Men dette sker på baggrund af en stigende efterspørgsel på sæd- og ægdonation på tværs af landegrænser i Europa, der rejser flere etiske og regulatoriske bekymringer.

For i takt med at flere europæiske lande har udvidet adgangen til assisteret reproduktion (kunstig befrugtning) til blandt andet enlige kvinder og homoseksuelle kvindelige par, er efterspørgslen på æg og sæddonorer steget markant.

Samtidig har flere lande haft udfordringer med at finde nok donorer lokalt, hvilket har ført til en øget afhængighed af kommercielle cryobanker, der opererer internationalt.

I denne sammenhæng må vi sige at Danmark er i centrum. For Danmark er hjemsted for nogle af verdens største cryobanker, der leverer sæd og æg til hele verden.

Tænketanken Prospekt er enig med de fire nordiske etiske råd i at der er behov for international regulering. Der skal være grænser for antallet af donorbørn. Men hvor grænsen går, fordrer en faglig og etisk diskussion, førend den kan fastsættes. Ganske givet i de enkelte lande og siden i fællesskab på det europæiske kontinent.  

De fleste lande har nationale love, der begrænser antallet af børn, som en enkelt donor kan være genetisk ophav til, men på internationalt plan findes der ingen regulering.

Udfordringen og dermed det grænseoverskridende er bogstavelig forstand, at sæd eller æg fra én donor kan anvendes i flere lande, hvilket reelt set omgår de nationale regler.

I yderste konsekvens kan et donorbarn ende med at have flere hundrede genetiske halvsøskende spredt over hele verden.

De fire nordiske etiske råd er nu gået sammen om det budskab at den nuværende praksis skaber usikkerhed for både de, der donerer, de der modtager, og de børn, der bliver resultatet heraf.

Flere donorbørn benytter i dag genetiske tests og sociale medier for at finde deres halvsøskende, hvilket i flere tilfælde har ført til, at de har fundet et stort antal halvsøskende, de ikke vidste, de havde.

Dette kan ganske givet medføre både psykologiske og sociale udfordringer for de involverede parter.

De fire nordiske etiske råd opfordrer i en fælles udtalelse, at der fastsættes en international grænse for antallet af børn pr donor.

Man opfordrer ligeledes til, at de nordiske lande tager politisk initiativ til at fremme en sådan regulering på EU-niveau.

Indtil en international regulering er på plads, opfordrer rådene cryobankerne til at fastsætte egne grænser for antallet af børn per donor.

Desuden understreges vigtigheden af gennemsigtighed, så både donorer og modtagere er fuldt informerede om, hvor mange børn der potentielt kan blive undfanget fra en enkelt donor.

Et helt centralt forhold i forbindelse med assisteret reproduktion (kunstig befrugtning) er slet ikke taget op til diskussion.

Det er det ellers enkle spørgsmål:

Er det en etisk ret at kende sit biologiske ophav?

Umiddelbart bør svaret være et ja.

Det er dog op til donorerne at afgøre, hvilke oplysninger de ønsker at videregive til deres donorbørn. Herefter er det de kommende forældre, der vælger, hvilken information der passer bedst med de ønsker og behov, de har for at kende til deres kommende barns genetiske far – eller mor, hvis der er tale om ægdonation. 

Den eneste, der ikke har noget valg, er donorbarnet.

Alle bør vel have adgang til at kende sine biologiske rødder.

—

Politiske forslag:

• At etablere en international grænse for, hvor mange børn der kan blive undfanget fra en enkelt æg- eller sæddonor.
• At den grænseoverskridende brug af gameter (kønsceller) bør tages op gennem en aftale på europæisk niveau.
• At opfordre de nordiske lande til i fællesskab at få denne diskussion på dagsordenen i Den Europæiske Union og Europarådet.
  
  

Kilder:

Fire etiske råd efterlyser grænser for antallet af donorbørn | Etisk Råd

Call for international limits on the number of children per sperm or egg donor (1) (1) 4