Værdighed og tid til socialpolitisk eftertanke
Af Søren Peter Hansen, direktør, Tænketanken Prospekt
Hverdagen er præget af krav og opgaver, der kalder på konstant handling. I denne travlhed bliver det desto vigtigere at finde rum til eftertanke. Jens Aage Bjørkøes bog ’Værdighed i tiden’ (2011) tager netop dette rum alvorligt og sætter fokus på et fundamentalt begreb: værdighed – et begreb der på det seneste har fået fornyet opmærksomhed i politiske og etiske sammenhænge, bl.a. i forbindelse med den såkaldte værdighedsreform.
Et etisk set godt sted at begynde er at tage udgangspunkt i den umiddelbare, levede erfaring. Værdighed er i denne forstand ikke blot et abstrakt ideal eller en retorisk form, men en erfaret kvalitet i det mellemmenneskelige møde. Vi mærker værdighed – og krænkelser af den – i konkrete situationer: i blikket, i stemmen, i fraværet af respekt. Værdighed viser sig, når vi bliver mødt som mennesker og ikke som sager, symptomer eller byrder.
Denne erfaringsnære tilgang afslører, at værdighed ikke kan reduceres til ydre rammer eller standarder. Den skal erfares, mærkes og anerkendes i relationen. Derfor må alle politiske og sociale initiativer, der har værdighed som mål, tage afsæt i, hvordan mennesker oplever deres egen situation – især når de er afhængige af andres hjælp.
Værdighedsreformen blev lanceret med det erklærede mål at sikre ældre og sårbare borgere en behandling præget af respekt og omsorg. Men flere kritikere og praktikere har påpeget, at reformens udmøntning ofte sker i form af skemaer, tilsyn og målbare standarder. Her kolliderer intentionerne med erfaringens indsigt: Værdighed opstår ikke i skemaer, men i møder.
Hvis værdighed skal være andet end en politisk parole, må reformarbejdet tage afsæt i de erfarede behov og situationer, som mennesker i udsatte positioner faktisk lever i. Det kræver dialog, lydhørhed og fleksibilitet – ikke kun dokumentation og struktur.
Værdighed er som bekendt ikke noget, der tildeles – den er iboende i ethvert menneske. Også når værdigheden tilsyneladende bliver trampet på, forsvinder den ikke. Det menneskelige værd er urokkeligt og uerstatteligt. Dette er et etisk og eksistentielt udgangspunkt, men også en konkret social og politisk forpligtelse.
At sikre menneskers værdighed kræver derfor mere end velmenende erklæringer. Det kræver, at vi i praksis møder hinanden med respekt – også når det er krævende, også når den anden er svækket, afhængig eller døende.
I en kompleks virkelighed må værdighedsetikken udvides. Den klassiske etik tager udgangspunkt i det nære møde – ansigt til ansigt. Men i dag handler mange af vores valg om mennesker, som vi aldrig ser: i den globale økonomi, i miljøspørgsmål, i migrationspolitik. Derfor må vi bruge vores empati og forestillingsevne til at forstå det levede liv hos andre – også dem vi aldrig møder – som værdifuldt og sårbart.
Værdighed må ses i lyset af et helhedsorienteret syn på mennesket: som krop, sjæl, ånd; som biologisk, psykisk og socialt væsen. Når én del lider, påvirkes helheden. Det gælder også i ældreplejen, i sundhedsvæsenet og i mødet med marginaliserede mennesker. Et menneskes værdighed må ikke reduceres til dets funktionsevne eller produktivitet. Værdighed er en grundværdi, også når mennesket er svækket.
Umiddelbart vil jeg pege på et grundlag med tre elementer der kan bære et værdigt liv:
Relationer: Mennesket er skabt til fællesskab og afhængighed. Vi har brug for hinandens omsorg – fra vugge til grav.
Mangfoldighed: Forskellighed er ikke en trussel, men en gave. Et værdigt samfund rummer og respekterer diversitet.
Opgaver: Vi har hver især noget at bidrage med. Et liv med ansvar og mening er med til at bekræfte vores værd.
Et realistisk menneskesyn ser, at livet ikke altid er smukt. Mennesket er udsat for lidelse, uret og død. Men værdigheden forsvinder ikke med skrøbeligheden. Tværtimod er det i disse situationer, at menneskets storhed skal holdes højt. Omsorg, protest mod uret og respekt for det enkelte menneske er ikke blot gode handlinger – de er proklamationer af menneskeværd.
Værdighed er ikke en politisk teknik. Det er en kulturel og eksistentiel forpligtelse. Derfor må vi sikre, at både reformer og praksis er forankret i menneskets erfaringsverden – og i en forståelse af mennesket som relationelt, mangfoldigt og værdifuldt. Kun da giver værdighedsarbejdet mening. Og kun da bliver værdighed ikke bare et ord – men en virkelighed.
–
Reference: