En undersøgelse af folkekirkens betydning i lyset af grundlovens intention

Store Bededag, hvis officielle navn er Bededag, blev afskaffet som helligdag i Danmark ved en kongelig resolution af 6. marts 2023, der bekendtgjordes af kirkeministeren dagen efter. Det tog politisk set blot to måneder og 21 dage at afskaffe Bededag.

I forlængelse heraf er det værd at stille spørgsmålet om den evangelisk-lutherske kirke og dens rolle som folkekirke i forhold til ændringer som afskaffelsen af Store Bededag.

Det er dog nødvendigt i at kunne svare på spørgsmålet at gøre sig klart, hvordan man kan nærme sig Grundlovens bestemmelser ikke blot som juridisk tekst, men som et udtryk for en bestemt måde at forstå forholdet mellem stat og kirke – en måde, der stadig er virkningsfuld i dag.

Det følgende står i gæld til en større artikel af professor emeritus Svend Andersen om Grundlovens intention med folkekirken (2024).

Når man betragter de historiske omstændigheder omkring Grundlovens tilblivelse, især i 1848 og 1849, fremstår det slående, at arbejdet med forfatningen blev indledt med forbøn og andagt – ikke blot som ceremoni, men som en handling, der sætter tonen for det, der er på spil: en søgen efter retning og en forpligtelse på noget større end magt eller strategi. Den grundlovgivende forsamling samledes i en situation præget af politisk uro og krig, men netop i dette blev der udtrykt et ønske om at finde et nyt samspil mellem det folkelige og det kirkelige, uden at det ene helt skulle opsluge det andet.

Centralt i denne søgen står § 4 i Grundloven, hvor det slås fast, at “den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”

Dette tilsyneladende enkle udsagn rummer en række spændinger og overgange, som det er nødvendigt at dvæle ved. For det første sætter formuleringen to størrelser i forhold til hinanden: en teologisk defineret kirke og et institutionelt begreb, der implicerer folkelig forankring. Der er ikke blot tale om en identifikation, men om en bevægelse fra én forståelseshorisont til en anden.

Den evangelisk-lutherske kirke havde tidligere status som statskirke, og den var underlagt statens fulde myndighed, også i sine indre forhold. Den var ikke en selvstændig størrelse, men den var integreret i statsapparatet, en del af dets struktur. Præsternes ansættelse, bekendelsesskrifterne og kirkens ydre og indre anliggender var styret af monarken og embedsværket.

Med Grundlovens vedtagelse i 1849 markeres en overgang. Den evangelisk-lutherske kirke fremstår ikke længere blot som en forlængelse af staten, men som en kirke med en særlig stilling hos folket. Dette skifte kommer til udtryk i overgangen fra statskirke til folkekirke. Man bevarer det teologiske grundlag – nemlig bekendelsen, særligt Den Augsburgske Bekendelse – men man ændrer kirkens forhold til magten.

Folkekirken fremstår i denne sammenhæng ikke som en lukket institution, men som en åben ramme, hvor folkelig forankring og kristen tradition mødes. Det betyder ikke, at folkekirken nødvendigvis er demokratisk organiseret, men at den, i modsætning til statskirken, ikke længere skal være et redskab for statslig ensretning. Det var netop dette, flere af medlemmerne i Den Grundlovgivende Rigsforsamling opponerede imod: en kirke, der var underlagt tvang og ikke tillod fri udmeldelse eller forskellighed i tro.

Folkekirken skulle – som det blev drøftet – få sin egen ordning, en forfatning, udarbejdet i fællesskab, med både statslig og kirkelig deltagelse. Denne ordning, som endnu ikke er fuldt realiseret, var tænkt som rammen om folkekirkens liv: hvordan den træffer beslutninger, hvordan den organiserer sig, og hvordan den lever i samspil med et samfund, der på sin vis både er pluralistisk og sekulært.

I denne sammenhæng bliver afskaffelsen af en helligdag som Store Bededag ikke blot et spørgsmål om politisk prioritering, men det rører ved en dybere betydning: Hvem har myndighed over folkekirken og dens traditioner?

Når en politisk beslutning ændrer på noget, der i kirkelig sammenhæng er udtryk for århundreders praksis og trosliv, viser det, at spørgsmålet om folkekirkens frihed stadig er åbent.

Hvad sker der, når en kirke, der ikke længere er statskirke, alligevel bliver behandlet som en sådan i politisk praksis?

Grundlovens intention var at skabe en ny ramme, hvor folkets kirke kunne udfolde sig frit og i samspil med statens værdier, men uden at være underlagt den. At denne intention endnu ikke er fuldt udfoldet, bliver tydeligt, når kirken ikke er blevet givet den forfatning, der blev lovet i § 66.

Denne ufuldstændighed kalder på eftertanke.

Ikke juridisk, men menneskeligt og samfundsmæssigt.

Hvilket rum giver vi for det, som ikke kan reduceres til nytte og regnskab – men som hører til det mere stille, det kontemplative, det som helligdage, bekendelser og trospraksis forsøger at bære frem?

I lyset af det hele er det måske ikke muligt at forstå folkekirken alene som en organisation eller en politisk enhed.

Folkekirken må forstås som det sted, hvor en lang række erfaringer – historiske, kirkelige, trosmæssige og eksistentielle – samles i en fælles ordning eller ’form’.

At værne om den ordning er ikke kun en sag for troende, men for et folk, der i sin Grundlov har sat ord på en særlig relation mellem det folkelige/almene og det evangelisk-lutherske/det hellige.