Jeg giver, for at du skal give og omvendt. Hvormed der er balance i regnskabet. Og orden i tingene. Vi skal altså helst give lige meget. Hverken mere eller mindre. Øvelsen i en gaveudveksling eller et byttegilde går således ud på at ramme et fælles niveau.

Udvekslingen af gaver bekræfter os i, at vi hører sammen. Giver vi for store gaver, kan vi skabe en forlegenhed hos den anden eller de andre, der er med i byttegildet, hvis det da ikke ligefrem er en demonstration af, at jeg har bedre råd end I andre.

Giver vi derimod for små gaver, bliver det pinligt mest for en selv.

Gaveudvekslingen har sin egen ræson. Og den går ud på, at vi gennem gaver bekræfter hinanden i vores indbyrdes gode relationer: familie, venner eller forretningsforbindelse. Der skal ikke herske nogen tvivl om at efter en gaveudveksling har fundet sted, nyder vi godt af den gode stemning.

Derfor: sig det med gaver!

I dag kan vi sende en tanke på få sekunder. I den fagre nye elektroniske verden kan vi med den smarte telefon, tavlen eller computeren sende en tanke eller en gave via alskens applikationer. Vi kan sågar sende blomster elektronisk. Det bliver ikke nemmere.

Hvordan blomster folder sig ud på modtagers smarte telefon nede i lommen, skal jeg ikke redegøre for.

Og det behøver såmænd ikke kun være blomster, det kan også være chokolade eller vin eller noget helt fjerde eller femte. At give en gave er godt for sammenholdet.

Men det er jo undertiden svært at modtage gaver.

»Det kan jeg ikke tage imod!«

Hvem kender ikke den sætning?

Er der tale om ydmyghed eller hovmod?

Det er klart, at forskellen farver holdningen til en selv og til andre mennesker. Følelsen af at være likvid i alle livets forhold kan meget let medføre selvtilstrækkelighed og overlegenhed over for medmennesker, der er på den ene eller den anden måde er mindre bemidlede.

Mens omvendt den, som erkender at befinde sig i skyldnerens position, har større forståelse for og solidaritet med andre skyldnere. Der er en menneskelig såvel som samfundsmæssig spænding mellem disse positioner.

Tid og opmærksomhed

Hvad er da den bedste gave, vi kan give hinanden? Ja, det er tid og atter tid, mere end nogen kan forlange, for når vi giver en anden vores tid, giver vi os selv fuldt ud.

Dette kan således udfoldes på flere måder dvs. såvel forstås som leves ud på forskellig vis.

En livspraktisk tilgang er bl.a. evnen til at forholde sig til andre, at have indlevelsesevne, at forstå og at lytte.

Vi siger ofte om mennesker, som er i stand til at udtrykke empati, at de har gode medmenneskelige evner. Det er sådanne mennesker vi henvender os til, når vi trænger til at tale med nogen om vores personlige forhold. Disse mennesker er lydhøre og tager os som regel alvorligt uden at være fordømmende.

Opmærksomhed spiller en væsentlig rolle i vores tilværelse med hinanden. Og det er vel at mærke mere og andet end almindelig nysgerrighed.

Opmærksomhed gør os i stand til at påvirke andre ved at forstå deres tankegang. Og når vi ikke har den, mister vi ganske enkelt evnen til at eksistere i en social sammenhæng, dvs. at have samfund med hinanden.

Opmærksomhed gør os også i stand til at samarbejde såvel som at samtale med andre mennesker.

Og videre kan den opmærksomme medmenneskelighed bogstaveligt talt sætte os i et andet menneskes sted – og det er ikke at tage den andens plads, men derimod afgive vores egen plads – og dermed ‘aflæse’ den andens intentioner og ønsker.

Hvis vi er opmærksomme, så er vi i stand til at opfatte andres følelser, frygt, forventninger og overbevisninger. Ligesom vi tager del i det, vi ser, og vi gør det med liv og sjæl. Vi berøres og bevæges. Vi bliver part i sagen.

Nu har alle medmenneskelige evner – til en vis grad.

Nogle har helt naturligt et større talent end andre, og hos mange er disse evner til stede, uden at de er bevidst om det, og derfor udnyttes de ikke.

Vi må dog alle prøve at udvikle eller rettere lære opmærksomhedens kunst så godt som muligt, dvs. lære at se det andet menneske som den, han er, og ikke bare som vi gerne vil have ham til at se ud.

For at lytte med ægte interesse til, hvad et andet menneske mener, er ikke nødvendigvis det samme som at vi behøver at være enige i den andens synspunkter, men det betyder, at vi i det mindste lytter omhyggeligt, før vi dømmer.

Fordomme

De fleste af os er alligevel fordømmende.

Vi fuldender ofte andre menneskers sætninger enten højt eller i vore tanker, før vi har tilladt dem udførligt at forklare os, hvad de mener.

Vore bevidste svar er kun den halve sandhed. Uanset hvor åbne, tolerante eller politisk korrekte vi synes at være på overfladen, har dette ingen relation til, hvor fordomsfulde vi er på det ubevidste plan.

For vi er og bliver langt bedre til at se splinten i vores næstes øje end til at se bjælken i vores eget.

Umiddelbart forholder det sig sådan, at en generalisering øjeblikkeligt bliver fulgt af en bevidst ‘censor’, som afvejer uacceptable tanker – i det mindste hos os, som mener, at vi ikke har nogen fordomme. Fordomsfulde reaktioner tilbageholdes, men der er alligevel fare for revner i lakken, som ofte viser sig i vores adfærd.

Når vi konfronteres med vores fordom, kan vi nemt komme til at afsløre vores ubevidste holdning ved ansigtsudtryk, kropssprog, den afstand vi indtager, hvor stor øjenkontakt vi giver osv.

Meget af det, der fylder vores bevidsthed, kommer fra vores kulturelle og social bagage.

Fasttømrede synspunkter og generaliseringer om en række forskellige emner.

Ambivalente holdninger til andre, som er anderledes.

Stereotype opfattelser om hvem der ‘in’ eller ‘out’.

Behovet for at høre til

Under alle omstændigheder har vi alle behov for at høre til. Det er udgangspunktet for enhver af os. At høre til kommer i første række.

Men da mange af de traditionelle fællesskaber stort set ikke eksisterer mere, knytter vi måske vores identitet til nogle mere tvetydige klassifikationer.

Ligeledes har vi behov for at føle os godt tilpas i den ene eller den anden sammenhæng, vi tilhører – og en måde at opnå dette på er at distancere sig til dem, som ikke er med.

Og vi er vidne til denne form for adfærd mange steder: i skolen, på arbejdspladsen, i familien osv.

Hvis vi seriøst ønsker at udvikle vores opmærksomhedsevner, så må vi være klar over, at vi sandsynligvis har nogle ubevidste fordomme mod dem, som ikke er som os selv.

Opmærksomheden på disse tvetydigheder er afgørende samtidig med identifikationen af vort egentlige tilhørsforhold, at vi allerede er der, hvor vi skal være, så snart vi vel at mærke stopper med at tænke over det.

Det er derfor et vældigt godt udgangspunkt, hvis vi til trods herfor behandler andre mennesker på samme måde, som vi gerne selv vil behandles.

Det er lige til, når forventning følges af opmærksomhed.

–
Link:

Forventningens glæde – opmærksomhedens gave | stiften.dk