Optakten var om jeg så må sige anderledes i år. Kjolen og kraven var fundet frem. En kirkelig handling. Og trods alt en (fysisk, psykisk og social) stemthed, der er god at få med tilbage til kirkebænken. Også til en refleksion over påsken.

Stemtheden var med ved frokosten påskedag med hustru, børn, svigerbørn og børnebørn – måske lidt senere end andre år.

Vi spiste, drak og sang. I håbets lys og modets lys. I de lys vi ikke selv kan tænde – det må den korsfæstede og opstandne gøre, han der sagde: der blive lys.

Han alene kan sprænge vores hjerters kolde og lukkede klippegrav, så det, vi kan – og det er at høre og lade os sige – kan blive kildevældet til evig glæde. Også i den hverdag, vi deler med hinanden, hvor vi er på vej mod graven, de andres og vores egen. Stående over for døden, den store sten, som intet menneske selv kan vælte fra.

Vi kan hverken se, forstå, sanse eller erfare at dødens magt er brudt. Det magter ingen.

Digteren og teologen K. L. Aastrup skriver: ’for det, som aldrig kunne ske / det skulle intet øje se’.

At alt er nyt. At Gud har gjort det, som vi ikke kan.

At der ingen død er mere, ingen sorg, ingen skrig, ingen pine. Alt det som var, det er nu ikke.

Nogle af disse ord minder om den sidste del af den gode bog (bibelen). Men de kunne lige så godt være fra begyndelsen. ’Gud så, at det var godt’.

Menneskelivet, vores liv her og nu, det befinder sig midt imellem to ’skabelser’. Den første og den sidste hvor Gud gør det, intet menneske kan.

Mellem skabelsen og opstandelsen er det onde kommet ind. Døden, skriget, pinen og stenen, som vi ikke kan vælte fra. Det er gåden.

Men der skete noget andet, da det onde kom ind. Fra da blev Gud afsløret som den der ikke trættes, og som den der ikke helmer, før skabelsen er genoprettet. Som den der er på vej mod os, som den der længes efter os og som den der er gået forud for os.

Mange af os kan ikke begribe, at Gud kan tillade så meget ondt. Skrig, pine og gru.

Så se på korset.

Der stiger han selv ned i vores. Han mærker selv gruen og pinen. Og af hans mund udgår skriget. Dermed stiller han sig ind i vores virkelighed. Her og nu. Spændt ud mellem skabelsen og fuldendelsen. Han kender selv længslen efter befrielsen. Længslen i alle dens former. Befrielsen, opstandelsen, Jesu Kristi opstandelse, kødets opstandelse.

Hvordan skal det dog gå til?

Vores forestillingsevne kommer på overarbejde, når vi skal forestille os noget i den retning.

Glimtvis lader Gud os se den i lyset af Jesu Kristi opstandelse. Når andres tro, håb og kærlighed tør vores frosne hjerter op. Når morgenlyset rammer vores øjne og vækker vores kræfter til en ny dag, en dag hvor det kan nytte, fordi Gud arbejder med, hver gang vi om end i det små overvinder den stump af død, der gnaver i vores hjerter.

’Skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået … se, han går i forvejen for jer…’.

Det skal siges. Vi skal også sige det med den måde, vi lever på.

Gud er på vores side mod dødens og ondskabens mangfoldige former. Han har befriet os for det uoverkommelige. Han er gået forud for os.

Vi lever med andre ord med Jesu Kristi opstandelse i ryggen og med hans løfte foran os.

Tænk at have Guds fuldkomne fremtid forude.

Det handler om håbets liv og modets liv, hvor vi skal gøre det, vi kan, og Gud gør det, vi ikke kan.

Det handler om mod til det stykkevise, om håb til det ufuldkomment gode, det som ser uanseligt forsvindende ud.

Men netop disse små stumper af det, vi kan, de er led i det fuldkomne værk, der genoprettes når tiden er inde, fordi Jesus Kristus led, døde og opstod i vores kød. Det er at have hjemme i den verden, Gud har skabt, hvor opstandelsens kræfter arbejder. En verden som han ikke slipper, før alting er godt.

Det var småt og uanseligt. Det så nytteløst ud. Det kvinderne kunne gøre ved graven. Men det Gud gjorde!

I lyset fra opstandelsen gik de eller rettere de løb hen til de andre disciple, fordi Jesu Kristus selv var gået den vej forud.

Og så blev det påske.

GLÆDELIG PÅSKE