Donorbørn har ret til at kende deres ophav – det er på tide, vi tager dem alvorligt

Af Søren Peter Hansen, direktør, Tænketanken Prospekt

Fertilitet fylder mere og mere i den politiske debat, og det er positivt, at Danmark – og resten af Norden – begynder at tage de faldende fødselstal alvorligt. Men midt i snakken om muligheder og incitamenter til at få børn, glemmer vi en vigtig gruppe: donorbørnene.

Vi befinder os i en virkelighed, hvor assisteret reproduktion, sæd- og ægdonation og fertilitetsbehandling er blevet hverdag. Teknologien og lovgivningen udvikler sig hastigt – ofte hurtigere end de etiske overvejelser kan følge med. For hvem sætter egentlig grænserne for, hvor mange børn én donor må være genetisk ophav til? Og hvem tænker på barnets ret til at kende sit ophav?

I dag kan en enkelt donor – især gennem internationale cryobanker, hvor Danmark er blandt de største aktører – være genetisk ophav til hundredvis af børn. De fire nordiske etiske råd har derfor med rette opfordret til en international grænse for antallet af børn per donor. Det handler ikke kun om regulering. Det handler om mennesker.

Donorbørn over hele verden begynder nu at tage sagen i egen hånd. Gennem DNA-tests og sociale medier finder de deres genetiske halvsøskende – og opdager ofte, at de har langt flere, end de havde forestillet sig. Det er et møde med deres ophav, som i nogle tilfælde kan være berigende – men som også kan være både psykologisk overvældende og identitetsforstyrrende.

Det etiske kernepunkt er enkelt, men ofte overset: Har et menneske ikke ret til at kende sit biologiske ophav? I dag er det donorens og forældrenes valg, hvilke oplysninger barnet får. Men barnet har intet valg. Den praksis er urimelig. Alle mennesker bør have adgang til deres egne rødder.

Vi har brug for et politisk kursskifte. De nordiske lande bør gå forrest i EU og Europarådet og sikre en fælles regulering, der sætter grænser for, hvor mange børn en donor må have – og som garanterer gennemsigtighed og rettigheder for de børn, det hele i sidste ende handler om.

Donorbørn skal ikke være et biprodukt af markedets eller samfundets behov for fertilitet. De er mennesker – og de har krav på vores respekt og ansvarlighed.

Vær på forkant med Danmarks nye værdipolitiske tænketank.

Cookie information

Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside.

3rd Party Cookies

This website uses Google Analytics to collect anonymous information such as the number of visitors to the site, and the most popular pages.

Keeping this cookie enabled helps us to improve our website.