Jeg er næppe den eneste voksne kvinde i 30erne, som har svært ved at bede om hjælp. Vi er mange, som krampagtigt forsøger at klare alting selv. Personligt må jeg også indrømme, at jeg ser det som et lille nederlag, når der er noget, jeg skal bruge andres hjælp til.

Men hvorfor?

Hvorfor er vi en hel generation af kvinder, som har internaliseret ensomheden så meget, at det føles som et nederlag, når bedsteforældre henter ens børn, så hverdagen hænger sammen? Hvorfor giver det dårlig samvittighed hos os? Barnebarnet hygger sig, bedsteforældrene hygger sig. Vi får mere ro. Alle vinder. Bortset fra trolden inde i hovedet, som fortæller os, at vi fejler, hvis vi har brug for andre.

Jeg ved ikke, hvor den kultur er kommet fra. Vi prædiker glad og gerne, at »it takes a village to raise a child« , mens vi ikke tør række ud til landsbyen omkring os. Måske er det individualismens tidsalder, som er blevet dyster for familierne?

Kommentar
Berlingske
13/04/2025
Link

Vær på forkant med Danmarks nye værdipolitiske tænketank.

Cookie information

Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside.

3rd Party Cookies

This website uses Google Analytics to collect anonymous information such as the number of visitors to the site, and the most popular pages.

Keeping this cookie enabled helps us to improve our website.