Hvordan finder vi ud af, hvad det gode liv er? Del 5

Af Søren Peter Hansen

Det gode liv er i dets praktiske handlingsliv der, vi er, når vi bevæger os fra teori til praksis. Og det er en væsentlig overgang, når holdning og handling går hånd i hånd og hvor det netop handler om at omsætte teori til praksis. Kort sagt at omsætte til handling.

I praksis er der regler. Forskellige regler. Regler der påvirker eller støtter nogle værdier frem for andre. Og nogle af disse kan nemt blive til en form for regel-etik. Men det kan også handle om såkaldte uudtalte regler.

Men lige meget hvilke regler, der er tale om, er det væsentlige det, som reglerne er til for: det gode liv.

Det begynder ved spørgsmålet om det gode liv. Også selv om vi måtte mene at vi ikke kan blive enige om hvad det gode liv er.

Fra tid til anden kan det derfor også virke som om, at vores fokus i tilværelsen er på et minimum af fælles regler om hvad der er det rigtige, som så må gøre det ud for det fælles liv.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at bestemmer vi os for at enes om det rigtige frem for det gode, så gør vi etik til færdselsregler.

I trafikken slår en færdselsregel til, ikke i livet.

Etikken tømmes for indhold, når vi blot handler efter fælles accepterede regulativer. Enighed om en regel gør ikke sagen bedre. Regler bør dømmes på det gode liv. Det kunne jo være, vi forsvarede det glade vanvid med vores regel.

Vi bør forsøge at skelne mellem regler, alt efter hvor tæt vi kommer på det håndterbare, det forhåndenværende.

På den ene side kan vi have regler for god opførsel i dagligheden, konventionen, vi kan følge uden større eftertanke, da den sandsynligvis sidder på rygmarven. De konventionelle former letter vores omgang med hinanden, gør den gnidningsløs og ubesværet. Samtidig er det dog sådan, at vi kan anvende de selvsamme konventionelle former til at holde os på afstand af hinanden.

På den anden side kan vi have regler, der udspringer af grundfortællingen om det gode liv i sundhedsvæsenet. Og grundfortællingen er naturligvis historien om den barmhjertige samaritaner. Kort sagt handler det om at vi ikke kun tager os af vores nærmeste, vores familie, men at vi også tager os af den fremmede, at vi udviser ’værtskab’ for ethvert menneske.

Det er dog helt andre regler, om jeg så må sige, etikken overvejende domineres af.

Den ene er den konsekvensetiske eller nytteetiske regel om, at det gode er det, som tjener flest mulige mest muligt. Det er superlativerne der er i front. Kvantitet. Flest og mest. Til nød kan det være komparativerne flere og mere. Kvantitets-gradbøjning under alle omstændigheder.

Det betyder at vi med konsekvensetikken eller nytteetikken kvantificerer og sætter tal på det gode. Vi sætter pris på hinanden.

Inden for sundhedsetikken bliver konsekvensetikken og nytteetikken fortællingen om det gode liv uden lidelse og med nydelse. Men hvem bestemmer hvad der er det ene og det andet. Immervæk er det en problemfyldt historie.

Alt afhængig hvem vi står over for, kan det skifte fra det ene menneske til det andet med hensyn til såvel holdning som handling. Og hvem skal bestemme?

Den anden regel er den pligtetiske. Og med den pligtetiske regel skal vi simpelthen følge de foreskrevne regler, fx inden for givne professioner. En række fag har efterhånden erhvervet sig regelsæt, der umiddelbart har mere at gøre med den enkelte professions image end med et alment begreb om det gode liv. Til tider kan det måske være en samlet branche-etik. Det hedder på nudansk for den enkelte virksomhed ’compliance’, der er et samlebegreb, som dækker over hele processen for, hvordan den enkelte virksomhed håndterer de regler, der gælder for lige netop den.

Vi har alle brug for legitimation af vores handlinger.

Bag pligtetikken er en historie om at det gode liv består i at handle til alles ve og vel, således at alle behandles ikke kun som midler, men primært som mål, det vil sige med respekt for deres menneske-værd.

De to etikker – konsekvens og pligt – er reelt tomme. Overalt kan de anvendes. I mange sammenhæng, netop fordi de foreskriver et bestemt indhold. Dette skal vi derimod hente fra fortælling og billede, fra det gode liv. Herfra skal vi også hente den energi, der gør, at vi overhovedet følger en handlings-regel.

Vi gør det, ikke kun for at være konsekvente og pligtopfyldende, men fordi fortællingen og billedet har magt til at rive os med, så vi går i gang med at handle.

Regler rummer ingen selvstændig energi. De regulerer handlinger, som er der i forvejen.

En fortælling om det gode liv, som kunne være bedre, appellerer til vores initiativer. Vi fyldes af historien eller synet, så vi går i gang med at ændre livet til det bedre. Historier har slagkraft. Og billeder slipper energien løs.

Vær på forkant med Danmarks nye værdipolitiske tænketank.