I den fortsatte opgave ’hvordan vi finder ud af, hvad det gode liv er’, er spørgsmålet om vi grundlæggende kan vi blive enige om hvilke erfaringer det gode liv helst skal indeholde.
Nogle vil ganske givet beskriver det gode liv med ordet ’lykke’ eller ligefrem ’et vellykket liv’. Det er måske heller ikke helt ved siden af eller uden interesse.
I en amerikansk kontekst optræder ’lykke’ ligefrem som en rettighed. Og dele af vores kultur er, om vi kan lide det eller ej, amerikansk præget. Andre dele af vores kultur er (stadig) præget af såvel bibelsk som græsk etik. Den etiske kombinatorik er interessant og spændende samt ikke mindst udfordrende. For hin-enkelte som for hinanden.
I et forsøg på at indkredse ordet og begrebet ’lykke’ vil jeg således forsøge at beskrive lykke-møntens to sider – hver for sig:
Der er på den ene side af ’mønten’ en lykke, der består i at nyde, i at give sig hen til passiv nydelse, ’livsnydelse’. Det nydende individ slutter sig gerne om sig selv og sin nydelse. Nydelse er i denne sammenhæng meget tæt på selvkredsen. Denne lykke ytrer sig i forbrug, jo mere des bedre. Kvantitet er måske nærmest et bevis på lykke. Og alt kan konsumeres lige fra mad og klæder til kendisser og populister.
Der er penge i lykke. Det forbrugende menneske forsvinder sporløst i mængden af forbrug. Støjfrit dør det enkelte menneske i statistikken over gode købere.
Nydelse og forbrug er lykken for den, der hader udsigten til at kunne komme til at lide. Selv den mindste smerte er for meget, en ulykke som standser livsudfoldelsen. Præcist her viser lykken at den ikke kan hamle op med livets genvordigheder, modgang, mangler, fejl og fiasko, slet ikke med fysisk elendighed. Derfor er sundhedsvæsenets kasser bundløse. Vi er parate til at gøre alt for at holde os pinen fra livet. Et lidelsesfrit liv er den højeste lykke. Alt andet er ’uværdigt’. Dermed definerer vi lykke med et negativt ved fravær af lidelse, fravær af smerte, kort sagt det fraværende.
På den anden side af ’mønten’ er der en lykke, der består i en glæde, som kommer til os udefra, en aktiverende glæde. Måske det der kan være med til at give ’et vellykket liv’.
I glæden er vi åbne for omverdenen, glædeligt sårbare vil jeg endda kalde det, og dermed modtagelige for alt, hvad der kan bevæge. Denne lykke kan forbindes med mod på livet, et livsmod, som fører til optagethed af verden. At have mod er at have trang til at tage skæbnen i egen hånd, at skabe sig en historie.
At tage livtag med tilværelsen. Det kommer således ud på et – både i medgang og modgang. Blot jeg kan sige, at jeg har levet – levet en dag.
Levet som et engageret menneske, der gav og tog imod, hvad livet måtte byde én. Det var omkostningerne værd, for ’lykke’ er at være i kontakt med det allermest levende i livet, koste hvad det vil.
Strid om det gode liv vil der nok altid være.
Alligevel er spørgsmålet om vi ikke kan blive enige om det grundlæggende.
Det er min påstand, at det er muligt. Og den påstand vil jeg gerne efterprøve med to forskellige situationer.
Den ene situation er et grædende barn, overladt til sig selv, som ingen tager sig af.
Hvad gør jeg?
Fra barnets gråd udgår der en appel om omsorg. Hvor hjælpeløst barnet end er, så er der kraft i dets røst, stærk nok til at vække min samvittighed. Jeg vil indrømme, at der uimodsigeligt rettes et etisk krav til mig fra barnet. Men dermed er kravet langt fra uimodståeligt. Jeg kan godt sætte mig ind i den person, som måske hastigt vender ryggen til det grædende barn. Han kunne være kynisk, men også afstumpet, drevet på flugt af sin egen afmagt, en mand med tyndslidte nerver.
Hvad får alligevel de fleste af os til at reagere med hjælp? At være imødekommende?
Den anden situation er hvor jeg pludselig står ansigt til ansigt med en fremmed.
Hvad gør jeg?
Hans ansigt forekommer nøgent, afvæbnet. Hans blik retter en appel om hjælp.
Jeg føler mig gået på, udsat for en fordring om at vise medmenneskelighed. Utvivlsomt er der et krav i mandens sårbarhed, men jeg kan slå blikket ned, vende ansigtet bort og vise hans appel fra mig. Måske er der al mulig grund dertil. Jeg magter det ikke. Jeg er på grænsen af overanstrengelse, tåler ikke mere, men har snarere selv behov for hjælp.
Hvad er det, der ikke bare får mig, men får de fleste af os til at føle, at vi skylder manden med det nøgne ansigt noget. I det mindste vores medfølelse.
De to situationer med det grædende barn og det nøgne ansigt afslører en magt i afmagten. En appel om at komme til hjælp.
Imidlertid er det gådefulde, at appellen preller af på mange mennesker.
Vi møder grusomheder – i medierne – konstant. Fra tid til anden kan det, vi konfronteres med, se ud som om, at alle etiske bremser svigter og med døden til følge for den svage.
Det er altså ikke tilstrækkeligt at blive konfronteret med svaghed, gråd eller et nøgent ansigt, det tyder meget i hvert fald på.
Er vi immune for appellen i afmagten?
Er vi livsfarligt immune?