Siden reformationen i 1536 har vi haft en evangelisk-luthersk kirke i Danmark. Og dette ændrede sig ikke med Grundloven i 1849.

Grundloven fastslår i § 4, at ’den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke’.

Hvad det væsentlige angår nemlig kirkens konfessionelle indhold er der intet, der er ændret.

I sine ydre forhold skifter den evangelisk-lutherske kirke i Danmark derimod status i 1849, så den ikke længere er statskirke men folkekirke. Ansvaret for kirken bliver et folkeligt anliggende. Og det er det stadig den dag i dag.

Hvad angår debatten om folkekirken, så er den kontinuerligt til debat. I alle fald er der ikke langt imellem, at et eller andet emne får opmærksomhed i medierne.

I debatten om folkekirken hæfter man sig fra tid til anden ved dens privilegerede stilling. Den understøttes af staten.

Folkekirken har i sammenligning med de øvrige trossamfund en privilegeret status. Men ingen rettigheder uden pligter.

På baggrund af sin særlige status har folkekirken også en særlig forpligtelse som den officielle, grundlovsfæstede kirke i Danmark.

Den omstændighed gør ganske enkelt folkekirken til noget andet og mere omfattende end et trossamfund.

Vi kunne også udtrykke det på den måde, at det i Grundloven ikke blot er staten, der definerer folkekirken, men det er også folkekirken, der definerer staten.

Dette kommer i øvrigt til udtryk i Grundloven § 6, som siger at ’kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke’.

Staten defineres faktisk med disse bestemmelser som en evangelisk-luthersk stat. Og dermed har folkekirken en særlig forpligtelse, som går ud på, at den som evangelisk-luthersk kirke repræsenterer staten.

Folkekirken repræsenterer med andre ord staten i den forstand, at den evangelisk-lutherske kirke, som Grundloven forudsætter, er den danske folkekirke. Og som sådan er den netop forpligtet til at have en særlig opmærksomhed og omsorg for statens borgere.

Det betyder altså, at som grundlovsfæstet, officiel kirke er folkekirken evangelisk-luthersk kirke for landets borgere. Hvilket er udtryk for en forventning, som mennesker i almindelighed har til kirken som en offentlig institution i samfundet, og som kirken derfor også bør have til sig selv netop som grundlovsfæstet kirke. Videre omfatter folkekirkens forpligtelse også de borgere i landet, der er af en anden, udenlandsk herkomst.

Sådan som folkekirken tænkes i Grundlovens forståelse af den, er den funderet i en sammenhæng mellem et kirkeligt folk og en folkelig kirke.

Endelig viser sammenhængen mellem folk og kirke hvad meningen med kirken er. Og den er, at vi der i fællesskab og på tværs af de skel, der i øvrigt præger vores tilværelse, har et sted, hvor vi kan høre evangeliet, og hvor vi kan synge den sang, som vi skylder Gud.

Opgaven for den evangelisk-lutherske kirke i Danmark er og bliver at være den folkelige institution, som den er i Grundlovens brug af ordet ’folkekirke’, hvorved den har et særligt privilegium som landets officielle kirke.

Videre er opgaven ud over at kende sine privilegier at stå ved forpligtelsen at være opmærksom på dem, der er inden for og dem der er uden for, og at have omsorg for såvel de kirkelige som ukirkelige som for dem, der slet ingen kirke har, men som alligevel ikke kan undvære Gud.