Dette er første indlæg af en række omhandlende det gode liv

I et tidligere indlæg har jeg i forhold til hvordan vi finder ud af hvad det gode liv er kort skitseret to forudsætninger – magt og ansvar. Og som bekendt kan enhver som har magt drages til ansvar. Af magten følger ansvaret. Eller sagt med andre ord er det ansvaret, der sætter etikken – ud fra den måde, hvorpå vores tilværelse er indrettet, nemlig i relationer. Og de fleste deler umiddelbart gerne deres tilværelse med andre.

Et fællesskab, en tilværelse med andre, fordrer en gensidighedens etik. Derfor: Hvad jeg vil, andre skal gøre mod mig, det skal jeg gøre mod dem. Det er den positive, gyldne regel. Og det er en forestilling om, hvordan jeg skal forvalte ansvaret for den magt, som jeg har over andres ve og vel.

Et muligt svar på spørgsmålet om hvordan vi – hver for sig og sammen – finder ud af, hvad det gode liv er, er i fortællingen. Begyndende med fortællingen om ens eget liv, ens livshistorie. Der i fortællingen er erfaringerne af godt og ondt. Fra dag et til den sidste griber fortællingen om sig. Den indkredser det gode og det onde. Hvormed det etiske identificeres. Også i en mere omfattende forstand, da vi egentlig først får besked om hvem det enkelte menneske er, dets identitet, når vi hører dets livshistorie.

Vi går gennem dagen, kommer ud for det ene og det andet, og ved hjemkomst om aften fortæller vi om, hvad vi har oplevet. Mens vi fortæller, bliver vi klar over, hvad vi har været ude for og hvad vi har været ude i. Hvilket viser at det at fortælle er at tolke. Ja, det er at blive opmærksom på betydningen af det fortalte. Og det er således fortællingen, der forvandler oplevelsen til en erfaring, hvoraf jeg kan drage lære.

Erfaringer foreligger ikke umiddelbart, de bringes frem i lyset, når jeg fortæller om mine oplevelser og tænker over mine oplevelser.
Vi nøjes som bekendt ikke med at fortælle. Vi danner os også billeder af det gode liv. Og begge disse ’kilder’ er væsentlige. For ved hjælp af fortællingen identificerer jeg noget, i billedet er der snarere en klar erkendelse. Billeder lærer os at se klart, enten i forlængelse af en fortælling eller som modbilleder. Det vil sige en fantasi over hvordan det kunne være, hvis alt var godt eller meget værre.

Det gode liv har vi i fortællinger, som giver os tid til eftertanke. Og det gode liv er i billeder, som giver os rum til at se. Sådan set er det gode liv noget enhver kan indse og fortælle om. Et fælles gode.
Hvis det gode liv er kernen i etik, må der også råde en vis enighed herom. Etik angår jo det fælles.
Måske kan vi forestille os to mennesker, der har hver deres forestilling om det gode liv.

Det ene menneske forbinder det gode liv med hjælpsomhed og omsorg. Det andet menneske mener at det gode liv består i selvbestemmelse og selvudfoldelse. Trods denne situation hvor et fællesskab umiddelbart synes umuligt, er der dog et fælles areal (en fælled) for det gode liv. Det vil sige at selv med en mangfoldighed i splid med sig selv er der en vej til det fælles.
For at komme tættere på indholdet af det gode liv bør vi se nærmere på to fællesskaber.

Det første, nærmeste og allervigtigste fællesskab er familien (oikos) . Etisk er der ganske vist behov for en sammenhængende fortælling om familien. Men i denne sammenhæng må vi i første omgang begrænse os.

Udspørger vi forældre om hvad de ønsker for deres børn, er der snart enighed om at der skal kærlighed til. At livet visner uden evnen til eller muligheden for at komme videre. At vi ikke må blive stående i stampe, samt at arbejde, som sætter vores evner på prøve, det er godt. Videre at vi kan handle ud fra fantasi, som er evnen til at se alt i nyt lys, helt anderledes.

Visionen af det gode liv omfatter således kærlighed, fantasi og måske lidelse. For den, der ikke kender til lidelse på egne vegne, vil ofte blive brutal over for andres lidelser, altså et socialt handicappet individ. Social inkompetence kaldes det i visse sammenhænge vist nok også.

Et andet fællesskab er samfunds-fællesskabet (polis) , hvor den store fælles husholdning (makroøkonomien) og dens årlige husholdningsbudget (finansloven) viser det fælles gode liv. Husholdningen rummer få store poster, hvorefter pengene bliver fordelt. Budgettet viser hvad vi sætter pris på i et godt liv. De enkelte ministre (tjenere) investerer i sider af det gode liv. Undervisningsministeren i uddannelse, sundhedsministeren i forebyggelse samt i at helbrede, lindre og trøste, miljøministeren i rent vand etc.

Der danner sig snart et billede af, hvad vi lægger vægt på i livet. Og da finansloven som regel vedtages enstemmig eller i hvert fald af et stort flertal, er dens billede af det gode liv meget dækkende. Umiddelbart er vi, vil jeg mene, langt mere enige end vi vil være ved.