I Danmark bryster vi os af vores høje uddannelsesniveau. Samtidig går der ikke en dag, uden at vi hører om skolens problemer. Skolen er altid i et politisk stormvejr. Alt efter hvem man spørger, er det hele lærernes, forældrenes eller elevernes skyld. Men måske handler det også om, at vi har glemt, hvad dannelse handler om?

I denne serie af foredrag sætter en af landets største kapaciteter inden for uddannelse og pædagogik, Thomas Aastrup Rømer, fokus på skolen, dens idéer, rødder, nutid og fremtid.

Onsdag d. 25/9: Hvorfor har vi en skole?
I Danmark fik vi almen skolegang i 1814, og allerede fra begyndelsen gjorde man sig tanker om skolen. Tankerne samlede man i en formålsparagraf, som skolen har haft lige siden. I dette foredrag dykker vi ned i selve formålet med at holde skole og ser på, hvordan paragraffens ord slynger sig omkring de forskellige tiders begivenheder og idéer.

Mandag d. 7/10: Harmoniske, lykkelige og gode mennesker
De to verdenskrige 1914-1918 og 1939-1945 satte ramme for store debatter og en spændende pædagogisk udvikling. I 1960’erne blev det skolens opgave at skabe ”gode mennesker”. I dette foredrag skal det handle om de store skolepolitiske begivenheder fra omkring 1900 til 1990.

Onsdag d. 9/10: Hvordan læring ødelagde undervisning
Meget er forandret i dagens pædagogiske debat. I dag dominerer idealer om ”læring” og ”evaluering”. Det har rødder i debatter fra 1990’erne og frem til den store skolereform i 2013. Hvor skal skolen hen i fremtiden, og har (folke)skolen overhovedet en fremtid?

Arrangementet er arrangeret af Tænketanken Prospekt og støttet af Grundtvigsk Forum.

Tid: 25/9, 7/10, 9/10 2024 kl. 19
Sted: Vartov, Farvergade 27, 1463 København K, i lokalet “Kredsen”
Pris: 195 for alle tre arrangementer.

Link til tilmelding

Vær på forkant med Danmarks nye værdipolitiske tænketank.