KANT CCC

Af Søren Peter Hansen

Immanuel Kant blev født i Königsberg den 22. april 1724. Altså for 300 år siden. Og han tilbragt langt den største del af sit liv i Königsberg. Her voksede han op, her studerede han, var senere privatdocent og professor ved universitetet, og døde i samme by den 12. februar 1804, næsten 80 år gammel.

Kant kom aldrig uden for Østpreussen. Hans livs data er snart fortalte. Faderen var sadelmager, og hjemmet, især moderen, præget af pietistisk fromhed. Der var ikke store midler, og som studerende var han henvist til at klare sig ved privatundervisning.

Under universitetsstudiet gjaldt hans interesser i første række Christian Wolffs filosofi og Isaac Newtons fysik. Efter at have fuldendt sine studier var han 7 år huslærer ved forskellige adelige familier i Østpreussen, og det gav ham en verdenserfaring, han næppe ellers havde erhvervet sig. Han benyttede i øvrigt årene som lærer til at fortsætte studierne og vendte 31 år gammel tilbage til universitetet som privatdocent, indtil han 15 år senere blev professor i filosofi.

Immanuel Kant fik på sine gamle dage den oplysningsfjendtlige politik at mærke, der i disse år satte ind i forskellige tyske lande, deriblandt også i Preussen. Mens Frederik den Stores kultusminister von Zedlitz (hvem ’Kritik der reinen Vernunft’ er dediceret) i høj grad værdsatte og beundrede Kant, blev forholdet et ganske andet, da Frederik Wilhelm den 2. kom på tronen og von Wöllner blev kultusminister. De støttede begge den pietistiske og ortodokse modstand mod oplysningstidens teologi og filosofi. Det sket ikke mindst ved religionsediktet af 1788, der forlangte, at præsterne, uanset deres egen overbevisning, i deres prædikener skulle afholde sig fra alle udtalelser, der ikke stemte overens med kirkelæren.

Der blev også indført skærpet censur. Og den blev Kant genstand for, da han udgav ’Religion innerhalb der Grenzen der blossen Vernunft’ (1794). Uanset at han forinden havde sikret sig ved at indhente det teologiske fakultets erklæring om, at skriftet ikke faldt ind under den teologiske censur, meddelte kongen ham dog – på von Wöllners foranledning – en alvorlig misbilligelse, der yderligere indeholdt en trussel om de ubehageligheder, han havde i vente, hvis han fortsatte sit religionsfilosofiske forfatterskab på den linje, han var slået ind på.

I sit svar til kongen forsvarede Kant sig, genkaldt intet af hvad han havde skrevet, og kendte ikke til at have forset sig, men erklærede, at han, da han nu engang var kongens undersåt, ville afstå fra at udgive andre værker med religionsfilosofiske emner.

Efter kongens død få år efter følte Kant sig ikke længere bundet, men genoptog sit religionsfilosofiske forfatterskab og offentliggjorde sagens dokumenter i fortalen til ’Streiten der Facultäten’ (1798).

Kants sidste år var triste og pinefulde. En langt hentrukken alderdomssvækkelse opløste hans tankekraft og hindrede ham for det meste i at arbejde, og når engang imellem var i stand dertil, blev det kun til gentagelser.

Der er i Kants liv ingen uforudsete begivenheder, der bryder ind og forandrer dets bane, ingen voldsomme oplevelser, der mere eller mindre pludseligt giver det et nyt indhold og en ny skikkelse, men det lykkedes Kant uhindret at bestemme sit livs vej. Fra første færd havde han stillet det i forskningens og tænkningens tjeneste, lige indtil dets daglige regelmæssighed, der med årene fik et noget pedantisk præg.

Det begivenhedsrige i Kants liv er skredene i hans filosofiske udviklingsgang, det er hans opdagelser i tankens verden, men de er til gengæld også skelsættende i filosofiens historie.

Det betyder ikke, at Kant var en eneboer, der så vidt muligt lukkede sig ude fra verden, for hvem undervisning var en byrde, selskabelighed en pestilens og politik uvedkommende. Tværtimod.

En universitetslærer, hvis undervisning skildres med den begejstring, som Herder, der nogle år var hans tilhører, har gjort det, må have haft sin store glæde ved at undervise.

Kant var heller ikke nogen uselskabelig natur. Det er der vidnesbyrd nok om. Hans interesse for, hvad der skete ude omkring i verden, var levende. Den nordamerikanske uafhængighedskrig og senere den franske revolution fulgte han med spænding og den største sympati. Og det er bekendt nok, hvordan et samtidigt forfatterskab som Rousseaus optog ham og i øvrigt fik en ikke ringe betydning for udviklingen af hans egne tanker.

Upåagtet eller upåskønnet levede Kant heller ikke. Som allerede nævnt satte von Zedlitz stor pris på ham og forsøgte – forgæves – at bevæge ham til at blive professor i Halle, landets fornemste universitet.

Efter udgivelsen af ’Kritik der reinen Vernunft’ og i stigende grad som de øvrige storværker følger efter, trænger hans problemstillinger igennem, han bliver ikke til at komme uden om, hans indsats værdsættes af stadig flere, og hans bliver erkendt som den gigant inden for filosofisk tænkning, han er.

Men intet af alt dette, hverken forholdet til mennesker eller begivenheder, til det der sker omkring ham eller ude i verden, får lov til at forstyrre ham i hans filosofiske arbejde og udviklingsgang. Han behersker sit liv i lydighed mod den pligt til at forske og tænke, der var hans.

(K. E. Løgstrup, 1970: Indledning til ’Kants kritik af erkendelsen og refleksionen’).

Vær på forkant med Danmarks nye værdipolitiske tænketank.