Jacob Birkler bemærker tørt i sin bog, ”Døden i et professionelt perspektiv”[1], at diskussionen om aktiv dødshjælp bobler op med jævne mellemrum; modstandere og tilhængere støver deres vanlige argumenter af og kaster dem lidt frem og tilbage til hinanden, og så dør temaet hen for en tid, indtil det samme gentager sig. Min søn kan fortælle, at casen med lovgivning omkring for- og imod aktiv dødshjælp gives tidligt på studiet på statskundskab som et klassisk eksempel på, at i de fleste europæiske lande (som i Danmark) er 70 % af den adspurgte befolkning for aktiv dødshjælp, 30 % imod, og hvis man spørger de respektive landes lovgivende politikere, er tallet lige omvendt – 70 % imod og 30 % for. Og at nye studerende på studiet kan give sig til at fundere over, hvorfor det mon er sådan, når der nu er en bred folkelig opbakning. Mon ikke en del af svaret er, at det er svært at bygge en politisk platform op om noget, der lynhurtigt (af modstandere) kan formuleres til: Nå, du er nok sådan en, der ønsker at ekspedere de svage og gamle ud af tilværelsen, så vi kan spare på statsbudgettet. Eller som Ole Hartling så præcist har formuleret det: Hvordan undgår vi, at den stærkes ret bliver den svages pligt? Hvordan undgås det, at det ligger i luften som en forventning, når vi bliver tilstrækkeligt syge og gamle, at nu må vi godt gøre noget ved det og forføje os?

Umuligheden, besværligheden, i foretagendet ligger for mig på to fronter.

1. Vi styres som regel – forståeligt – af enkeltfortællinger, når vi danner os en (lidenskabelig) indstilling til sagen. Som regel er enkeltfortællingerne lysende klare og meget svære at være uenige med. Men så snart vi skal til at lave en lovgivning på området, holder enkeltfortællingernes luksusholdeplads op med at eksistere. For nu skal det gælde for alle og i alle tilfælde.
2. (som naturligvis hænger nøje sammen med 1) At man skal erklære sig som enten modstander eller tilhænger. Hvilket udelukker alle de nuancer, der ikke vil holde op med at eksistere, uanset hvad vi lovgiver os frem til. Jeg kan her kun citere Jacob Birklers kloge ord: ”Vi har et dilemma og vil altid have et dilemma [..] [Der er] grundlæggende værdier, hensyn og principper, som trædes under fode, hvad enten vi gør det ene eller det andet”[2]

Jeg vader knæhøjt i disse dilemmaer og i ambivalens på begge fronter. Min ambivalens er fodret af to strømme. På den ene side:

Jeg har via mine to bøger om døden (lavpraktisk, relationelt, filosofisk set)[3] og min undervisning og foredrag gennem mange år om samme emne slået til lyd for, at vi moderne mennesker skal få set vores dødelighed og ret korte ophold på denne klode (uanset hvor lang tid vi lever) mere lavpraktisk i øjnene, både i samtale med os selv og ikke mindst vores omgivelser. At vi i langt højere grad må kunne hjælpe hinanden med at holde op med at være så overraskede over, at vi alle har en udløbsdato. At behandling ikke skal være for enhver pris, selvom det er fristende i et sundhedssystem, der som regel altid kan hive nye behandlingsmuligheder frem af ærmet. At vi må hjælpe hinanden med at blive (mere) kompetente følgesvende i hinandens dødsprocesser ved at turde at anerkende, at nu er det tid til at afvikles og dø (dvs. at gå over til palliativ behandling eller passiv dødshjælp[4].) At det er legalt at være mæt af dage (og at man ikke skal fodres med lykkepiller for at komme ud af den mæthed). At dødsprocesser kan være lige så rodede og alarmerende at stå i for omgivelserne som fødselsprocesser, og at vi skal øve os i at være desto mere robuste og uforskrækkede omkring dem. At kroppens dødsprocesser ofte ser stort på det fine ord, værdighed, som vi holder så højt i hævd, og at det må vi finde ud af at turde stå i.

På den anden side: Via mit mangeårige arbejde med samtaler med efterlevende efter selvmord og som medforfatter om en bog skrevet om netop livet med dette som vilkår[5] har jeg set på uudslettelig og smertefuld vis, hvor dybe revner og blodige spor døden for egen hånd kan trække efter sig – ofte i generationer. Død ved selvmord viser på larmende vis, hvor relationel døden er. Døden flår os ud af de livsbånd, der på godt og ondt binder os til vores mennesker. Livsbånd, der er lavet af kød og blod og kompliceret kærlighed, og som nu står som åbne sår og pulserer smerte ud i verden. Derfor min ad åre instinktive reaktion ved tanken om døden for egen hånd og eget valg: Nej, det går bare ikke. Prisen for de efterlevende er for stor at bære. Ja, jeg ved godt, at argumenterne omkring aktiv dødshjælp ikke direkte støder ind i de klassiske selvmordssmertepunkter (fordi argumenter som uhelbredelig sygdom og svækkelse er med inde i ligningen). Men alligevel.

Jeg kan kun bringe anfægtelser til torvs – på begge fronter. Nogle af dem er her:

1. Jeg anfægtes af, at i tilfælde af en legalisering af aktiv dødshjælp – hvem skal da udføre denne dødshjælp? Tværer vi lægfolk ikke igen et alt for tungt ansvar (ligesom vi gør, når vi forlanger, at et moderne sundhedsvæsen skal kunne helbrede os for alt, tak) af på det sundhedsfaglige personale? Og hvis vi antager, at det er den nærmeste familie, der sættes til at udføre dødshjælpen: Kan vi leve med den handling bagefter (og hvilke frø planter det i vores børn og unge)? Og selv hvis argumentet var, at det enkelte menneske selv skal kunne være i stand til at indtage den dødelige dosis: Nogen skal udskrive den dosis.
2. Omvendt: Alle de gode ord om, at i et land med tilstrækkelige palliative ressourcer vil aktiv dødshjælp ikke være nødvendig – holder de stik? 4 % (ca.) af en given årgang af dødsfald i Danmark dør på hospice. 96 % dør andre steder, hvor palliation måske, måske ikke er inde på nogens lystavle. I et overbelastet sundhedssystem, der kæmper for at nå rundt om kurativ behandling, er det spor realistisk, at midlerne til og viden om palliativ behandling er til stede? Og kommer palliation overhovedet ind som brugbart begreb for (habile) livsmætte, gamle mennesker, der som sådan ikke er syge, men som måske ser ind i deres sidste årti med en klarøjet og indædt modvilje mod at blive hjælpekrævende og hjælpeløse?

Afsluttende – kald trolden ved navn

Måske skal modstandere og fortalere sættes til at formulere den grimme side ved hver deres standpunkt og stå ved disses realitet. Måske skal vi sættes til, alle til hobe (og mens vi er raske), som en lovpligtig borgerpligt at få systematiseret samtalen med vores nærmeste om den måde, vi helst vil dø på, og at den skal gensamtales årligt og føres til protokol i et digitalt rum, mens vi kigger hinanden i øjnene med den smerte og den anerkendelse, det vil indebære[6]. Det ansvar starter hos os hver især, ikke hos sundhedsfaglige.

Hvordan følger vi hinanden hjælpsomt til dørs med på en og samme gang informeret, ikke-forskrækket viden og største relationelle nænsomhed? Det findes der formodentlig kun konkrete, situationsbestemte svar på. Jeg aner ikke, hvordan det vil kunne oversættes til en lovgivning. Vi må vel kunne øse indsigt af de europæiske erfaringer, både de mangeårige (Holland, Belgien) og de senest ankomne (Spanien)?

Liselotte Horneman Kragh er sognepræst og foredragsholder. Uddannet cand.theol med bifag i religion fra Aarhus Universitet. Stifter af Livsceremonier og forfatter til to bøger om døden.

 

Kildehenvisninger: 

[1] Jacob Birkler, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2015, s. 80

[2] Jacob Birkler, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2015, s. 82

[3] Døden nær – en brugsbog i nærvær omkring døende (2011) og Den fortrolige død – at besinde sig på sin dødelighed (2012) begge på forlaget Alfa (nu Eksistensen).

[4] Sundhedslovens paragraf 25: ”en uafvendeligt døende patient [kan] modtage de smertelindrende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selvom dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet«.

[5] I selvmordets kølvand – hjælp til at bære det ubærlige, Eksistensen 2019

[6] Fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop https://sundhedsdatastyrelsen.dk/da/strategier-og-projekter/fravalg_genoplivninger en god begyndelse.