På dødens eller livets side: Liberalismens mørke side

Af Michael Böss

Da min mor som 69-årig fik en blodprop i lillehjernen i efteråret 1992, regnede overlægen ikke med, at hun ville genvinde førligheden, taleevnen eller sine normale hjernefunktioner. Det meddelte han os voksne børn hen over hendes sygeseng. Hun fortalte os senere om, hvor ydmygende hun havde oplevet det. For i løbet af det kommende halve år genvandt hun ved optræning sin evne til at tale. Hjernen viste sig ikke at have taget skade. Førligheden genvandt hun dog aldrig helt. Efter i et par år at have været henvist til kun at kunne gå med støtte fra min far eller en rollator tilbragte hun resten af sit liv i en kørestol.

Som et fysisk aktivt menneske, der havde elsket at bevæge sig og gå ture i skoven, voldte det hende stor sorg. Og sorgen blev forstærket, da min far blev dement og døde fem år efter. I de år talte jeg hver aften med hende i telefonen for at muntre hende op. Undertiden var hendes humør så lavt, at hun fortalte mig, at hun ønskede at dø og gerne ville hjælpes til det. Det lykkedes dog altid både mig og mine søskende at overbevise hende om, at livet stadig var værd at leve, ikke mindst fordi hun gav os og sine børnebørn så megen glæde ved sit blotte nærvær, sin kærlighed og sin omsorg. Og de depressive øjeblikke, hun blev ramt af, blev lettet med en daglig ”lykkepille”.

Min mor nød at være sammen med os og blev med årene bevidst om, at hun havde haft et godt liv. Hun levede i 15 år efter blodproppen og udviklede i de år sider ved sig selv, som havde været mindre fremtrædende end tidligere: Hun blev varmere, mere generøs, mere tolerant og mere forstående over for andre menneskers forskellighed. Hun endte med at dø en naturlig død som følge af et svækket hjerte, sandsynligvis på grund af mange års ubehandlet højt blodtryk. Da dødsprocessen satte ind, og hun fik smerter, fik hun ordineret morfin. Vi børn, som hele tiden befandt os omkring hende, sagde også ja til, at den sidste dosis var så stor, at hun snart gled ind i døden uden smerter. De sidste ord, jeg selv hørte hende til mig, inden det skete, var ”jeg elsker dig”. I timerne op til vores mors død lå min søster med armene om hende i sengen.

I en artikel i det seneste nummer af nyhedsmagasinet, The Atlantic, skriver den mangeårige kommentator ved The New York Times, canadieren, David Brooks: ”Nogle gange afslører de gamle og de svage og dem, der er blevet såret af livet, og hvis valgfrihed er blevet begrænset, hvad der er vigtigst i livet. Nogle gange viser de os, ved at fokusere på andre og ikke på sig selv, at livet ikke består i de muligheder, vi kan vælge mellem, men i styrken af de forpligtelser, vi tager på os over for andre.”[1] Livets mening består i indtil døden at bekræfte de bånd, vi knytter til dem, vi lever sammen med. Ikke i at realisere vores absolutte, individuelle autonomi og valgfrihed.

Anledningen til Brooks’ artikel er den nye lovgivning om Medical Assistance in Dying (MAID) i Canada. Loven, der oprindeligt blev vedtaget i 2016, var ikke resultatet af et politisk ønske. Den blev heller ikke til som følge af en forudgående offentlig debat om de etiske dilemmaer, der er forbundet med at få sundhedsvæsenet til aktivt at medvirke til at tage livet af mennesker, der lider under en potential fatal sygdom. Den var derimod resultatet af en højesteretsdom. Dommen blev afsagt i 2015 på grundlag af den canadiske grundlov fra 1982, som tilkender borgerne en række individuelle rettigheder.[2]

Højesteretsdommen fastslog, at de love, der hidtil havde forbudt ”assisteret selvmord”, var en krænkelse af individets rettigheder. Hvis borgerne havde ret til at selv at skabe deres eget liv og realisere deres personlige lykke, havde de så ikke også ret til at kontrollere deres død? Skulle de så ikke også have ret til undgå unødvendig lidelse og uværdighed ved livets afslutning?

I den lov, der blev udformet i 2016, stod det rimeligt klart, hvilke kriterier der skulle opfyldes for at få hjælp til at dø: Patienten skulle for det første lide under en dødelig sygdom eller et alvorligt handicap. For det andet skulle patienten befinde sig i en ”fremskreden” sygdomstilstand, som ikke kunne forbedres, og som gjorde en naturlig død ”rimelig forudsigelig”. For det tredje skulle patienten opleve ”uudholdelig fysisk eller mental lidelse” som følge af en sygdom eller et handicap, som ikke ville kunne afhjælpes under betingelser, som han eller hun betragtede som ”acceptable”. For det fjerde skulle patienten være mindst 18 år og mentalt kompetent, og anmodningen om ”medicinsk assistance” skulle være patientens egen og måtte ikke skyldes ydre pres. Endelig skulle patienterne først være blevet informeret om, hvilke midler der stod til rådighed for at lette deres lidelser, deriblandt palliativ (lindrende) behandling.[3]

Over for kritikere, der hævdede, at loven gjorde det muligt for mennesker, der led under depression, fattigdom, fysiske handicap eller ikke-dødelige sygdomme at få hjælp til at dø, svarede den liberale premierminister Justin Trudeau, at ”det simpelthen ikke er noget, der vil ende med at ske”.[4]

Ikke desto mindre lovede han forud for parlamentsvalget i 2019, at han i tilfælde af genvalg ville udvide loven til at gælde andre grupper. Et ekspertpanel nedsat af regeringen foreslog nemlig en revideret lov, der skulle gøre det muligt for ”modne unge”, dvs. personer under 18, psykisk syge og enhver, der i forvejen skriftligt havde nedfældet et ønske om det, at få hjælp til at dø efter at have modtaget en diagnose om visse ”invaliderende”, men ikke nødvendigvis terminale, ”forhold”.[5]

På den baggrund vedtog det canadiske parlament i 2021 en ny lov. Loven fjernede kravet om, at en persons naturlige død skulle være “rimelig forudsigelig”. Efter pres fra offentligheden – i kølvandet på et voksende antal historier i medierne om, at loven havde sat Canada ud på en moralsk glidebane – blev tilladelsen til at give aktiv dødshjælp til personer, der udelukkende led under en psykisk sygdom, dog i februar 2023 udsat til marts 2024.

I dag kan enhver voksen med en alvorlig sygdom eller et alvorligt handicap søge om hjælp til at dø. 80% af ansøgerne får tilladelsen. Canada har allerede nu en lovgivning, der skiller landet ud fra andre lande, der har legaliseret aktiv dødshjælp. I modsætning til Belgien og Nederlandene, hvor eutanasi har været lovlig i en snes år, har Canada ikke nogen fast kommission til at vurdere problematiske sager. I modsætning til Belgien og Australien må læger gerne uopfordret nævne aktiv dødshjælp som en klinisk mulighed over for deres patienter. Desuden er Canada det eneste land i verden, hvor sygeplejersker, ikke kun læger, må afslutte en patients liv. I to provinser, Ontario og Quebec, bliver læger udtrykkeligt pålagt ikke at anføre eutanasi på dødserklæringen.[6]

Flere faktorer gør det sandsynligt, at Canada næste år vil få en lov, der gør det muligt for unge under 18, for psykisk syge og for ikke terminale patienter at få aktiv hjælp til at dø. Det skyldes ikke blot presset fra den stærke lobbyorganisation Dying With Dignity, som hævder, at ønsket om aktiv dødshjælp ”er drevet af medfølelse, ønsket om at gøre en ende på lidelse og diskrimination og ønsket om personlig autonomi”.[7] Det skyldes også den liberale rettighedstænkning, som har præget det canadiske samfund siden vedtagelsen af den nye grundlov i 1982. Dertil kommer udsigten til økonomiske besparelser, som en udvidet adgang til aktiv dødshjælp vil medføre. Da loven blev revideret i 2021, blev det således anslået, at den ville give en besparelse på sundhedsbudgettet på 149 CD (ca. 753 millioner kroner).

Det vil få konsekvenser, som de færreste tilhængere af aktiv dødshjælp oprindelig havde forestillet sig eller ønsket. For det første vil det være med til at øge presset på individer, som befinder sig i en sårbar situation, fysisk, psykisk og socialt. Hvad det bl.a. indebærer, kan illustreres med et eksempel, som mediet, AP, refererede i august 2022.[8]

I juni 2019 blev den 61-årige Alan Nichols indlagt på sygehuset på grund af frygt for, at han kunne finde på at tage sit eget liv. Han havde nemlig bedt sin bror om at ”få ham herfra” så hurtigt som muligt. Inden der var gået en måned, indsendte han en ansøgning om at få hjælp til at dø. Anmodningen blev imødekommet, selv om både hans familie og den sygeplejerske, som havde plejet ham, ytrede deres betænkelighed ved det. Hans skriftlige ansøgning om MAID anførte kun én begrundelse: tab af hørelsen.

Alan Nichols’ familie meldte sagen til politiet og sundhedsmyndighederne. Hans bror, Gary, fortalte, at Alan ikke havde haft evnen til at forstå den proces, han indgik i og ikke gennemgik ”uudholdelige” lidelser – sådan som et af kriterierne for MAID lyder. Endvidere anførte han, at han ikke havde taget sin medicin, ikke brugte sit høreapparat, og at sygehuspersonalet på uretmæssig vis havde hjulpet ham med at ansøge om aktiv dødshjælp. Gary fortalte siden Associated Press, at hans bror som 12-årige havde mistet hørelsen i forbindelse med en hjerneoperation, og at han for nogle få år tilbage havde haft en hjerneblødning. Han mente, at Alan ”grundlæggende set var blevet slået ihjel” af sygehuset.

I en af de vurderinger, som Nichols’ sygeplejerske indsendte før hans død, skrev hun, at han havde en sygdomshistorie med epileptiske anfald, fysisk svaghed og ”manglende livslyst”. Hun noterede også, at han havde problemer med synet og hørelsen.

I svaret på familiens klage lød det fra sygehuset, at Alan Nichols havde indgivet en fuldt gyldig ansøgning, og at det, i overensstemmelse med reglerne for patienternes private rettigheder, ikke var forpligtet til at oplyse familien om den eller inkludere dem i diskussionen om den rette behandling.

Sagen om Alan Nichols er langt fra enestående. Der er i de sidste par år blev rapporteret mange lignende tilfælde, herunder tilfælde, hvor borgere, der ikke har været i stand til at selv at betale deres udgifter til medicin og pleje, er blevet tilbudt aktiv dødshjælp. Andre eksempler viser, at loven har udslettet grænsen mellem aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Mediet, The Free Press, har således fortalt om en 23-årig arbejdsløs mand med diabetes, Kiana Vafaeian, som i september 2022 fik godkendt MAID. Da lægen, som godkendte hans ansøgning, siden blev kontaktet af hans mor, der opgav et andet navn og foregav at ønske at dø inden jul, fortalte lægen hende, at han kunne vurdere hendes begrundelse via en zoom-forbindelse.[9]

Den canadiske lov om aktiv dødshjælp er blevet stærkt kritiseret af kirkesamfund og menneskeretseksperter i både Canada og FN. Lederen af den canadiske Menneskerettighedskommission, Marie-Claude Landry, har udtalt, at aktiv dødshjælp bliver brugt til at kompensere for landets manglende evne til at beskytte deres borgere. Tim Stainton, der er direktør for Det Canadiske Institut for Inklusion og Medborgerskab ved University of British Columbia, har beskrevet Canadas lov, som ”sandsynligvis den største eksistentielle trussel mod handicappede siden nazisternes plan i 1930’erne”.[10]

Love om aktiv dødshjælp kan medvirke til at forandre vores syn på, hvad det er at være et menneske, hvad der gør livet værd at leve, og hvad vi forstår ved et godt samfund. Desuden kan det øge antallet af selvmord, ikke mindst blandt børn og unge. Den canadiske læge, Dawn Davies, som er ekspert i palliativ behandling, men oprindelig var tilhænger af MAID, siger i dag, at hun har “bunker af bekymringer” om, hvor det canadiske samfund er på vej hen. Hun kan forestille sig børn med personlighedsforstyrrelser eller andre psykiske problemer sige, at de ønsker at dø. ”Nogle af dem vil mene det, men andre vil ikke. Og vi vil ikke nødvendigvis være i stand til at skelne mellem dem.”[11]

Lederen af det britiske Anscombe Center for Bioetik, David Jones, har til AP udtalt, at Canada roser sig selv for at være liberalt, ”men hvad der lige nu sker med eutanasi viser, at der kan være en mørk side ved [liberalismen].”[12] 

Da de canadiske myndigheder blev stillet over for et krav fra borgere om at få statens hjælp til at dø, havde det canadiske samfund øjensynlig ikke et sæt fælles moralske værdier, som kunne retfærdiggøre et afslag, skriver David Brooks.[13]

Ønsket om aktiv dødshjælp hviler på en perverteret rettighedsliberalisme, som gør individuel autonomi og personlige rettigheder til de eneste værdier i livet og samfundet: Det er min krop, og jeg kan gøre med den, hvad jeg vil. Den er min ejendom, og jeg tilhører kun mig selv. Mit liv er et projekt, som jeg selv skaber, og ingen anden har ret til af fortælle mig, hvad jeg skal gøre med det. Formålet med mit liv er at blive lykkelig: At leve et liv, hvor mine glæder, hvordan jeg så vælger at definere dem, overgår mine smerter. Og hvis mit liv ser ud til at gå den forkerte vej, så fungerer det ikke længere. Og så har jeg ret til at afslutte livet med værdighed.

Men der findes også en anden og ældre form for liberalisme, som er beslægtet med konservatismen. Den bygger på en forestilling om, at vi ikke selv skaber vores eget liv, men er en del af en større historisk og social sammenhæng. At vi modtager livet og vores evner som en gave. At vi er født ind i et netværk af relationer og ansvarsforhold, som gør livet godt og meningsfuldt, også når vi lider, svækkes og ældes. Disse personlige bånd er den vigtigste kilde til den glæde, vi kan opnå i livet. Derfor er et sundt samfund et samfund, der beskytter vores bånd til andre. Et sygt samfund vedtager derimod love, der skærer dem over.

Michael Böss (f. 1952) er cand.mag. i engelsk og kristendomskundskab og dr.phil. i canadisk historie. Han er forfatter, historiker og samfundsforsker og tilknyttet Aarhus Universitet som lektor emeritus. Han udgav i 1980’erne tre lærebøger til undervisningen i etik i gymnasiet, voksenuddannelserne og sundhedsuddannelserne.

 

Kildehenvisninger:

[1] David Brooks, ”The Outer Limits of Liberalism”, The Atlantic, June 2023.

[2] Carter v. Canada (Attorney General). [2015]. SCC 5, [2015] 1 SCR 331.

[3] Bill C-14. 2016. An Act to Amend the Criminal Code and to Make Related Amendments to Other Acts (Medical Assistance in Dying). 1st Session, 42nd Parliament.

[4] David Brooks, ”The Outer Limits of Liberalism”, The Atlantic, June 2023.

[5] Kathleen Harris, “The next frontier in the ‘right to die’: advance requests, minors and the mentally ill”, CBC, January 3, 2019, https://www.cbc.ca/news/politics/maid-assisted-death-minors-mental-illness-1.4956388.

[6] Shawn Whatley, “More than we imagined? Unresolved tensions and the current state of physician-assisted suicide and euthanasia in Canada”,  Macdonald-Laurier Institute (MLI) , April 20, 2023, https://macdonaldlaurier.ca/more-than-we-imagined-unresolved-tensions-and-the-current-state-of-physician-assisted-suicide-and-euthanasia-in-canada/

[7] Dying With Dignity, https://www.dyingwithdignity.ca/.

[8] Maria Cheng, ””’Disturbing’: Experts troubled by Canada’s euthanasia laws”, AP News, August 11, 2022, https://apnews.com/article/covid-science-health-toronto-7c631558a457188d2bd2b5cfd360a867.

[9] Rupa Subramanya, ” Scheduled to Die: The Rise of Canada’s Assisted Suicide Program”, The Free Press, October 11, 2022, https://www.thefp.com/p/scheduled-to-die-the-rise-of-canadas.

[10] Cit. AP op.cit.

[11] Rupa Subramanya, ” Scheduled to Die: The Rise of Canada’s Assisted Suicide Program”, The Free Press, October 11, 2022, https://www.thefp.com/p/scheduled-to-die-the-rise-of-canadas.

[12] Cit. AP op.cit.

[13] David Brooks, ”The Outer Limits of Liberalism”, The Atlantic, June 2023.

Vær på forkant med Danmarks nye værdipolitiske tænketank.