I 2009 sprang min lillebror, David, ud fra vinduet i sin lejlighed på femte sal på Istedgade. Han blev 38 år.

Han var min eneste søskende, jeg elskede ham, og jeg kommer mig aldrig over det. Hver gang, nogen spørger mig, om jeg er bange for at dø, tænker jeg på ham: Hvis David kan være død, så kan jeg også.

Ikke desto mindre havde jeg på en måde ventet på, at han skulle dø, lige siden han som 18-årig fortalte mig, at lægerne påstod, at han var paranoid skizofren.

For enhver kunne se, at min lillebrors liv var forfærdeligt.

I tyve år havde han pendlet mellem psykiatriske afdelinger og skiftende bopæle efter et mønster, som andre meget psykisk syge vil kende alt for godt: Man bliver indlagt, tvangsmedicineres, stabiliseres, overføres fra den lukkede til den åbne og udskrives så siden med depotmedicin i kroppen til fjorten dage.

Efter et stykke tid er man på ny til fare for sig selv og sine omgivelser og tvangsindlægges igen med politiets hjælp. For uanset hvor meget, man tiggede ham om at tage medicinen, nægtede han. Det var et valg mellem at være zombie eller sindssyg.

Når han fik medicin, kunne han hverken koncentrere sig om at læse eller se fjernsyn; ja han magtede knap at føre en samtale: For det føltes, som om hans tunge var svulmet op, og han fik urolige ben, så hans knæ dirrede, når han sad ned. Desuden led han som skizofren af manglende sygdomserkendelse og troede, at lægerne var hvidkitlede nazister, som udførte eksperimenter på ham. Hvis det lyder vildt, så er det det ikke: I de tyve år jeg med skiftende mellemrum besøgte ham på lukkede og åbne afdelinger på Hvidovre Hospital, mødte jeg utroligt mange andre patienter med lignede tvangsforestillinger, hvis liv til forveksling mindede om min brors.

Hvorfor fortæller jeg alt det?

Jeg fortæller det for at sige, at hvis nogen skulle være i målgruppen for aktiv dødshjælp, så var det min bror. Hans lidelser var ubærlige, og han kredsede jævnligt om døden som en udfrielse. Det var ham, der præsenterede mig for Strunges digt APATI:

HUN VED DET VIRKELIG IKKE

OM HUN SKAL RYGE DENNE CIGARET FÆRDIG

OG DERVED FORKORTE SIT LIV MED 10 MINUTTER

ELLER

KASTE DEN UD AF VINDUET

HOLDE GODT FAST I DEN ENE ENDE

OG DERVED FORKORTE SIT LIV MED 50 ÅR

HUN KAN VIRKELIG IKKE

BESLUTTE SIG OG SKODDER CIGARETTEN PÅ ARMEN.

SÅ KAN VERDEN SE AT DEN IKKE ER ENE

OM AT PINE HENDE OG HENDES KROP.

Jeg tror, at han bad om min tilladelse. Den fik han aldrig.

Men sikke mange lidelser, han kunne være blevet forskånet for, hvis aktiv dødshjælp var en option. Ja, sikke mange lidelser, jeg selv kunne være blevet sparet: Så havde jeg slet ikke i alle disse år behøvet at bekymre mig for, om han ville slå sig selv – eller andre ihjel. For lad mig bare være ærlig om, hvor farlig han var: Et par gange smed han i afmægtigt raseri sine urtepotter af ler ned på gaden fra den samme femte sal. Ikke for at skade nogen, men fordi stemmerne i hans hoved bød ham at gøre det. Hvis han havde ramt en forbipasserende, var personen død. Han fik også en dom for at smide kogende kaffe ud over sin behandler, Alice, som han var håbløst forelsket i. 

Og ja, jeg var da bange: Når han blev udskrevet, var vi sammen de næste tre uger, og så trak jeg mig. Og ventede på besked om, at han var blevet indlagt og kunne besøges på Det Hvide Snit på Hvidovre Hospital. 

En ny velfærdsydelse

Alligevel fylder tanken om aktiv dødshjælp mig med dyb afsky.

For hvad vil der ske, hvis samfundet ikke længere føler sig forpligtet på, at borgerne skal have et værdigt liv, men blot en værdig død?

Da min lillebror døde, følte jeg, at jeg havde svigtet ham. Det føler jeg stadig. Jeg besøgte ham slet ikke så ofte, som jeg burde, og jeg ved, at der var tidspunkter, hvor han sad ude på Hvidovre og ventede og håbede på, at jeg kom. Og jeg ved, at andre, der også holdt af ham, har samme følelse. Og det er godt, at vi føler dette svigt. Staten bør ikke ønske sig, at borgerne føler anderledes, men det vil være en sandsynlig konsekvens, hvis man skubber ansvaret for folks velbefindende over på dem selv. For nok lykkedes det ikke for os, der holdt af min bror, at give ham grund til at leve, men for andre pårørende lykkes det faktisk. De anstrenger sig, og ikke kun af kærlighed, for der er mange mørke dage. Det gør det også af pligt. Når aktiv dødshjælp ikke er tilladt i Danmark, er det et vidnesbyrd om, at vi er fælles om ansvaret for, at den enkelte hellere vil leve end dø. Ethvert liv er værdifuldt, uanset hvor sølle det er.

Derfor var det heller ikke bare mig, der svigtede, da min lillebror døde. Det var også staten. Dens svigt blev udstillet ved hans selvmord og miserable liv: Den formåede ikke at tilbyde en psykisk syg som ham et trygt og rart og stabilt opholdssted, hvor han kunne leve sit liv. Distriktspsykiatrien har ført til alt for få sengepladser i uudholdelige rammer, hvor psykisk syge på skiftende stadier af psykoser bunkes sammen bag lås og slå. Hvis aktiv dødshjælp bliver tilladt, vil ambitionen om at forbedre forholdene uvægerligt blive svækket. Nu får patienterne en anden mulighed for at slippe for pinslerne. Jeg mistænker naturligvis ikke staten for at ville anspore psykisk syge mennesker til at få aktiv dødshjælp, men det behøver staten heller ikke, for mange af dem er så plagede, at de af sig selv vil bede om det. Ethvert dødsfald vil ikke længere være en tragedie, som Mette Frederiksen formulerede det under covid-pandemien. Nogle dødsfald vil blive en velfærdsydelse.

Stigende efterspørgsel

Nu kan det sagtens være, at vore politikere ikke forestiller sig, at tilbuddet om aktiv dødshjælp skal omfatte psykisk syge. 

Det forestillede de sig sikkert heller ikke i Holland, Belgien, Luxembourg, Sverige og Canada, da de i sin tid indførte PAD, Physician Assisted Death, Lægeassisteret Død. 

I dag er det ikke desto en mulighed i disse lande, hvis psykisk syge patienter over længere tid fremsætter et stærkt, tilregneligt dødsønske, og deres tilstand i øvrigt er ubærlig og uoprettelig. 

Og just her opstår dilemmaet. For hvad skal man forstå ved uopretteligt?

Plejede man ikke at sige, at så længe der er liv, er det håb? 

Vi taler jo ikke om terminalt syge patienter, der er “uafvendeligt døende”. For dem må man allerede godt hjælpe til at dø i Danmark.

Ifølge Sundhedslovens § 25 kan ”en uafvendeligt døende patient modtage de smertelindrende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selvom dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet”. 

Forskellen er altså, at mens aktiv dødshjælp forårsager døden, så mildner – og undertiden fremskynder – passiv dødshjælp den død, der under alle omstændigheder ville indtræde. Læger i Danmark skal altså ikke holde dødsmærkede mennesker i live mod deres vilje.  Aktiv dødshjælp handler om at slå folk ihjel, som ikke ellers ville være døde. Folk, der vil have hjælp til at begå selvmord. Og dem bliver der tilsyneladende flere og flere af.

I de lande, hvor aktiv dødshjælp er tilladt, er det i hvert fald blevet stadig mere populært at tage livet af sig selv med assistance fra staten. Canada satte rekord i 2022 med 13.500 aflivninger, svarende til, at 3-4 procent af alle dødsfald blev udført på bestilling. Der var dog store regionale forskelle: I provinsen Quebec stak det helt af. Her tegnede MAiD – Medical Assistance in Dying – sig for 7 procent af alle dødsfald, hvilket bragte fænomenet op på top tre-listen over dødsårsager – kun overgået af cancer og hjertelidelser. 

Og måske er der ingen grund til at undre sig over udviklingen. Hvis man først aftabuiserer selvmordet, så vil flere overveje det. Som nyere forskning har vist, er det slet ikke normalt at være rask hele tiden. Firs procent af os lever op til kriterierne for en diagnose for psykisk sygdom på et andet tidspunkt i vores liv. Men det er ikke de fleste, der får en. 

For de bliver grebet af deres familier, venner og af samfundet. Hvorfor? Fordi samfundet har opdraget sine borgere til, at vi holder hinandens liv i vores hænder.

 “Håbet er det sidste, der dør”, lyder en talemåde, der er så udbredt, at den tilskrives en række forfattere på tværs af forskellige lande. 

Lad være med at slå håbet ihjel ved at statsautorisere selvmordet.

Anna Libak er udlandsredaktør på Weekendavisen og foredragsholder. Tidl. sprogofficer og ekspert i Rusland. Uddannet cand.mag i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Modtager af Berlingske Fondsmarkspris 2022 og forfatter til fire bøger.