Åndelig opvågning og jordisk fornyelse

En usynlig kraft, der forvandler frygt til mod, splittelse til fællesskab og ord til levende vidnesbyrd. I N.F.S. Grundtvigs salme ‘I al sin glans nu stråler solen’ bliver denne forvandling ikke blot beskrevet teologisk, men også sanseligt erfaret gennem naturens billeder, sprogets musik og menighedens fælles stemme. Salmen fungerer med andre ord som et poetisk centrum for forståelsen af pinsen som både åndelig opvågning og jordisk fornyelse samt som en undersøgelse af, hvordan mennesket er til stede i verden og med hinanden.

Allerede i første vers slår Grundtvig tonen an ved at knytte pinsen til lyset. “I al sin glans nu stråler solen, livslyset over nåde-stolen.” Her smelter det kosmiske og det guddommelige sammen. Solens lys bliver et billede på en virkelighed, der ikke blot kan tænkes, men må opleves. Lyset falder på verden uden at spørge, og i dette ligger en antydning af en grundlæggende gavekarakter ved tilværelsen. Mennesket træder ind i en verden, der allerede er oplyst, allerede meningsfuld. Pinsen er ikke først og fremmest noget, der skal opnås, men den er noget, der modtages.

Søren Peter Hansen reflekterer over pinsetiden og Grundtvigs pinsesalme i Udfordringen.

Kommentar
Udfordringen
22/05/2026
Link