De døde øjne i metroen

Forleden sad jeg i den københavnske metro. Det synes som en relativt ufarlig og undselig oplevelse, som mange mennesker har hver eneste dag. Men denne dag var anderledes. Foran mig sad nemlig et lille menneske, og da jeg ved et tilfælde havde sat mig næsten forrest i metroen, kunne vi sammen følge metalormen, som den arbejdede sig frem, ned, op og gennem sine tunneller under den pulserende by.

Og det lille menneske foran mig var begejstret på den måde, som kun børn kan være. Umiddelbar, livsglad, nysgerrig begejstring over det teknologiske vidunder, som metroen jo er.

Og den slags smitter! Så jeg tog mig selv i at følge ivrigt med i, hvordan den lille purk forsøgte at styre metroens slangende bevægelse ved at trykke på det halvslidte klistermærke med påmalede knapper ved togets forreste vindue. Og den selvudråbte lokomotivfører holdt sig da heller ikke tilbage med begejstrede lyde og forklaringer på, hvad og hvor vi nu kørte hen, så vi var bestemt i trygge hænder. Fremtiden tegner lys, tog jeg mig i at tænke.

Morten Jarlbæk Pedersen fortæller om sin oplevelse i metroen, som gav stof til eftertanke om skærmenes påvirkning på vores nære relationer.

Kommentar
Politiken
01/05/2026
Link