Staten vil blande sig i alt fra trivsel til fodring af høns. Men når staten tager ansvaret, vænner vi os til ikke at tage det selv

Jeg har indimellem tænkt, at forholdet mellem borger og stat kan minde lidt om dynamikken i et kæresteforhold, hvor begge parter langsomt bliver ude af stand til at løse de opgaver, som den anden ofte påtager sig ansvaret for – indimellem som resultat af en aftalt arbejdsfordeling, andre gange bare som noget, der sker, uden man egentlig tænker over det.

Det kunne for eksempel være manden, der egentlig havde ret godt styr på det med vasketøj og rengøring, da han var single, men hvis huslige observans pludselig synes at være forduftet, efter han er flyttet sammen med en kvinde.

Eller det kunne være kvinden, der egentlig godt kunne løfte sin egen tunge kuffert og ordne afløbet, da hun var alene, men som pludselig synes, at det umuligt kan være hendes opgave, nu hvor der er en mand i huset.

Disse er selvfølgelig frit tænkte eksempler, der absolut intet har at gøre med mit eget parforhold.

Er småopgaverne vores eget eller statens ansvar? Det svarer Signe Wolff Ravneberg på i denne kommentar.

Kommentar
Kristeligt Dagblad
30/04/2026
Link