Danskhed er altid noget, vi er i færd med at blive

Folk! hvad er vel folk i grunden?« Sådan lod Grundtvig dåren spørge i sit store digt »Folkeligheden« fra 1848, som er blevet et af omdrejningspunkterne i den verserende debat om danskhed.

I den debat står to positioner over for hinanden.

Den ene gruppe følger det, som traditionelt har været det definerende og dominerende standpunkt hertillands. Her har det at være dansk at gøre med sprog, kultur, sindelag og historie, altså kort sagt ånd.

Dette er også min position.

Over for dem står en anden gruppe, som har fået den nu herostratisk berømmede »mælkemand« Rasmus Munch Søndergaard som fremmeste fortaler. Her har danskhed at gøre med blod og afstamning, det vil i sidste ende sige gener.
Den kalder vi etnonationalismen: Rigtigt dansk er man, når man er dansk af blodet.

I denne artikel udlægger Christian Egander Skov, hvad der er galt med den etnonationalistiske position for danskhed.

Kommentar
Berlingske
29/04/2026
Link