Dannelse som folkeligt beredskab

Verden har forandret sig. Krig i Europa, geopolitisk uro, pres på alliancer og en stigende kamp om historien har mindet os om, at demokrati ikke er en selvfølge. I denne artikel sætter jeg dels fokus på dannelse og folkeoplysning som fundamentet for et folkeligt beredskab og dels på historiker, dr. phil. Michael Böss’ aktuelle diagnose om at vi måske netop nu oplever “historiens tilbagekomst”. For uden historisk bevidsthed, demokratisk dannelse og kulturel modstandskraft risikerer vores folkestyre at blive en tom skal.

1. Noget er under forandring

På blot få år har verden ændret karakter på en måde, de færreste havde forestillet sig. En global pandemi lukkede samfund ned og mindede os om vores sårbarhed. Krigen i Ukraine går ind i sit femte år og har bragt storkrig tilbage til europæisk jord. Og det tætte, næsten selvfølgelige venskab med USA har forandret sig dramatisk fra Barack Obamas håbefulde retorik i 2008 til Donald Trumps uforudsigelighed, trusler og åbne udfordringer af nære allierede.

Ifølge historiker Michael Böss, der er tilknyttet Tænketanken Prospekt som seniorrådgiver, har disse omvæltninger sat noget i bevægelse. Ikke kun geopolitisk men mentalt og kulturelt.

”Ja, jeg synes, at vi ser en tendens til en større forståelse for nødvendigheden af at kende sin historie. Der er så mange ting i vores tid, vi ikke forstår, hvis vi ikke er i stand til at kigge tilbage og se parallellerne til det, vi oplever i dag. Så noget tyder på, at vi ikke står foran et helt dement samfund, men en ‘historiens tilbagekomst’,” siger han i et interview med Kristeligt Dagblad.

Ordene rammer ind i en større debat om dannelse, folkeoplysning og det, der i den seneste tid er blevet kaldt åndelig oprustning. For Böss er det ikke et fromt eller nostalgisk projekt – men et spørgsmål om demokratisk overlevelse.

2. Åndelig oprustning eller mental oprustning

Udtrykket ”åndelig oprustning” har vakt debat. Nogle forbinder det med noget religiøst eller moraliserende. Men ifølge Michael Böss handler det i sin kerne om historisk og demokratisk dannelse.

”Debatten om åndelig oprustning handler i høj grad om historisk og demokratisk dannelse, en dannelse til bevidstgørelse om de værdier, samfundet bygger på. Nogle har det svært med udtrykket ‘åndelig’, fordi de forbinder det med noget religiøst, så man kan som Alexander Stubb, den finske præsident, også betragte det som en mental oprustning. Det centrale er, at vi faktisk igen har en samtale om, hvad historien betyder for vores identitet,” siger han.

For Böss er pointen klar: Militær oprustning gør det ikke alene. Et demokrati kan ikke forsvares af våben, hvis ikke borgerne ved, hvad det er, de forsvarer.

”Der er for mig ingen tvivl om, at vi aldrig vil kunne forsvare os militært, hvis vi ikke er bevidste om de værdier, vores samfund og demokrati bygger på. Set fra den vinkel handler åndelig oprustning dybest set om dannelse: Om at blive gjort bevidste om, at vi har noget at forsvare, selvom det så skulle koste os livet.”

Her bliver dannelse til folkeligt beredskab. Ikke alarmisme. Ikke propaganda. Men bevidsthed.

3. Et samfund bliver mindre dement

Böss peger på, at der – midt i uroen – er tegn på en ny erkendelse. Som da en ekspertgruppe for nylig anbefalede, at historie skal være et obligatorisk fag i den kommende EPX-uddannelse.

”Det er jo en interessant udvikling, når man ser, hvordan faget tidligere var under pres i folkeskolen og gymnasiet. Det er det, jeg oplever som historiens tilbagekomst.”

At kende sin historie er ikke en luksus for de særligt interesserede. Det er en forudsætning for at forstå nutiden. For hvordan skal vi kunne navigere i en verden præget af stormagtsrivalisering, imperiale ambitioner og ideologiske opbrud, hvis vi ikke kan genkende mønstrene?

Når Rusland legitimerer krigen i Ukraine med historiske fortællinger. Når amerikansk politik præges af forsøg på at omskrive nationens fortid. Når Grønlands status pludselig bringes i spil i aggressive toner. Alt dette er kampe om historie – og dermed om identitet og magt.

”Historieskrivning har altid været genstand for en kamp,” siger Böss. ”Men som professionel historiker, der mener, at kampen skal foregå på et fagligt grundlag – hvor forkerte tolkninger kun kan luges ud med overbevisende dokumentation og argumentation – så er det forstemmende at se den nutidige tendens til, at magthavere forsøger at bruge historien politisk ved at skabe deres egen version af den.”

Netop derfor er dannelse afgørende. Ikke som indoktrinering, men som kritisk sans.

4. Søger mod Norden

Forandringen mærkes også i Danmarks orientering mod omverdenen.

I årtier har Danmark kulturelt og politisk orienteret sig mod USA og økonomisk mod EU. Det nordiske samarbejde blev ofte betragtet som hyggeligt, men perifert. Men ifølge Michael Böss kan vi stå ved afslutningen på en epoke.

”Måske står vi nu ved slutningen af amerikaniseringen af Danmark, Norden og Europa. Det gætter – og håber – jeg på.”

Med Sveriges og Finlands indtræden i Nato og en stadig tydeligere russisk trussel i Østersøområdet ser han konturerne af en regionalisering af sikkerhedspolitikken – og en styrket nordisk bevidsthed.

”Jeg tror, at vi vil opleve en stigende forståelse for vigtigheden af et tættere nordisk forsvarssamarbejde,” siger han.

Men bevægelsen er ikke kun militær eller strategisk. Den er også kulturel. Flere nordiske film, romaner og fortællinger finder vej til danske forbrugere. En søgen mod det nære, mod det, vi deler historisk og værdimæssigt.

Det er også her, dannelsen får sin betydning: At kende sin egen og sine naboers historie som fundament for samarbejde og sammenhængskraft.

5. Skolen som demokratisk værksted

Hvis dannelse er forudsætningen for demokratisk robusthed, har uddannelsessystemet et særligt ansvar.

Historieundervisning skal, som Böss understreger, både give identitet og kritisk sans:

”Historieundervisning skal altså både give os identitet som folk og hjælpe os med at gøre os i stand til at deltage aktivt og ansvarsfuldt i ‘et samfund med frihed og folkestyre’, som det lyder i folkeskolens formålsparagraf.”

Det handler ikke kun om at lære årstal. Det handler om at forstå, hvad frihed, folkestyre og retsstat betyder – og hvordan de er blevet til gennem kamp, kompromis og historiske erfaringer.

I en tid, hvor unge i stigende grad vælger engelsk som eneste fremmedsprog og lader AI oversætte resten, ser Böss både en risiko og et håb. Risikoen for forfladigelse. Håbet om, at en ny europæisk bevidsthed kan vække interessen for kontinentets kulturelle rigdom.

6. Ikke et våben – men en bevidsthed

Böss advarer samtidig mod, at historien selv gøres til et våben.
”Hvis historien bliver brugt som et våben – som når Putin for eksempel bruger den til at legitimere en erobring af Ukraine – er det selvfølgelig dybt problematisk.”

Derfor skal åndelig eller mental oprustning ikke forstås som nationalistisk selvovervurdering. Den skal forstås som bevidsthed om værdier og vilje til at forsvare dem – også kritisk og selvkritisk.

Dannelse kræver fordybelse, åbenhed og evnen til at leve med kompleksitet. Det er ikke et hurtigt kursus. Det er en livslang proces.

7. Et valg for fremtiden

Vi står i et skifte. Spørgsmålet er, om vi vil lade demokratiet blive en tom skal, reduceret til valg hvert fjerde år og rettigheder uden ansvar, eller om vi vil investere i det, der giver det liv.

Dannelse og folkeoplysning er ikke pynt. De er fundament. De er demokratiets indre beredskab.

Hvis historien virkelig er vendt tilbage, som Michael Böss siger, så er det ikke kun som trussel. Det er også som mulighed: for at genopdage, hvem vi er, hvad vi bygger på og hvad vi er villige til at stå sammen om.

For uden historisk bevidsthed ingen demokratisk modstandskraft.

Og uden dannelse intet folkestyre, der kan holde, når det blæser.

–

Referencer

Historien var alligevel ikke slut. Nu skal vi ikke overlade den til politikerne | Kristeligt Dagblad

Grundlovens sjæl – dannelse og folkeoplysning i et demokratisk samfund – Tænketanken Prospekt