Når grænser bliver en nødvendighed

Noget er åbenbart ved at forskyde sig i vores måde at være mennesker på. Måske er det ikke ligefrem en trend, men det er i hvert fald en tendens, der er værd at se nærmere på – ikke mindst når en udforsker som Louise Byg Kongsholm fra pej gruppen har påpeget dette.

For hvor det synlige, det sociale og det performative længe har fungeret som norm, ser vi en bevægelse i en modsat retning, nemlig væk fra eksternalitet og ind mod en mere indre orientering.

Flere mennesker ønsker ikke længere at være konstant til stede, tilgængelige og synlige. De ønsker selv at definere, hvornår, hvordan og hvor meget de er i verden – ikke som protest, men som grænsedragning. Spørgsmålet er, om denne tilbagetrækning er et udtryk for nyvunden frihed eller for, at det moderne liv har gjort det nødvendigt at trække sig for overhovedet at kunne være med.

I årevis har deltagelse været et ideal. At vise sig, mene noget, engagere sig, dele, reagere. Tavshed blev let læst som ligegyldighed, fravær som asocialitet, tilbagetrækning som svaghed. Men hvad sker der, når deltagelsen bliver så omfattende, at den ikke længere opleves som meningsfuld, men som belastende?

Kommentar
Herning Folkeblad
12/02/2026
Link