Når troen forvises, bliver staten blind

På den ene side lukker universiteter stillerum på baggrund af antagelser, ikke erfaringer. På den anden side trækkes kristendommen ud af det offentlige rum, som om den ikke længere havde noget at sige os. Men erfaringen viser det modsatte. Mennesker beder, mennesker søger, mennesker længes ikke efter abstrakte regler, men efter det ord og det nærvær, der kan bære et liv. Det er bemærkelsesværdigt, at netop kristne er blandt de hyppigste brugere af de stille rum, der nu lukkes.

Ikke for at demonstrere magt, men for i stilheden at rette sig mod det, der står over mennesket, det som ikke larmer, men kalder. Når institutioner vælger at lukke sådanne rum under henvisning til diffuse forestillinger, afslører det en frygt for troens synlighed, som mere handler om vores tid end om troens praksis. For et samfund kan ikke være neutralt i sin sjæl. Når kristendommen skubbes ud, er det ikke tomhed, der overtager.

Tomrummet fyldes af noget andet, forvirrede værdipakker, stemningsmoral, politiske erstatningsreligioner. Mange siger, at tro og politik intet har med hinanden at gøre. Men det er en illusion, mener vores direktør, Søren Peter Hansen.

Kommentar
Udfordringen
19/12/2025
Link