Hvor skal tiggeren være? Et spørgsmål om vores menneskesyn

Af og til dukker de op på fortovene. På trappetrinene foran butikken. Ved stationen. Foran caféen, hvor vi drikker kaffe med havremælk og taler om bæredygtighed og verdens uretfærdigheder. Nogen sidder bare med en kop. Andre spørger direkte. Nogle tilbyder et blad, en blomst, en velsignelse. Og mange af os kigger væk.

Det er ikke, fordi vi nødvendigvis er onde. Vi er måske trætte, overvældede, bange, uforstående.

Det er ikke sikkert, vi ved, hvad vi skal stille op med den nøgne tilstedeværelse af et andet menneskes nød.

Det gør os urolige. For det minder os om noget, vi helst vil glemme: At mennesket ikke altid har kontrol. At man kan falde igennem. At livet ikke garanterer sikkerhed eller værdighed. Det minder os måske om vores egen sårbarhed og om vores ansvar.

Derfor opstår debatten. Skal tiggeri forbydes? Er det tryghedsskabende? Gør det noget godt for nogen? Eller handler det i virkeligheden mere om, at vi ikke ønsker at blive konfronteret med noget ubehageligt? At vi forsøger at fjerne tiggeren, ikke for dennes skyld, men for vores egen?

Når vi taler om tryghed i det offentlige rum, er det værd at spørge: Hvis tryghed taler vi om?

Er det kun flertallets tryghed, der tæller?

Er det kun den, der passer ind i normerne, som har ret til at være synlig i det fælles rum?

Tiggeren gør ikke noget kriminelt ved blot at være der.

Den blotte tilstedeværelse af fattigdom bliver dog betragtet som en slags overtrædelse – en social, følelsesmæssig, måske endda æstetisk forseelse.

“Det er anmassende,” siger nogen. “Det gør mig utryg.”

Men er det ikke snarere den realitet, vi konfronteres med, som gør os utrygge og ikke personen selv?

Når vi taler om at forbyde tiggeri, bør vi ikke først og fremmest tale om, hvorvidt det er effektivt eller ej.

Vi bør begynde et andet sted: Hvad er det for et menneskesyn, vi lægger til grund? Hvilken idé har vi om menneskelig værdighed og hvem det gælder for?

Er værdighed noget, vi alle har i kraft af at være til eller er det noget, den enkelte skal kvalificere sig til? Skal man være velsoigneret, velformuleret, velintegreret for at have ret til at være til stede, også i det offentlige rum? Eller gælder værdigheden også for den, der er snublet i livet, som ikke længere har tag over hovedet, som beder om hjælp på gaden?

Når vi forsøger at gøre det sårbare usynligt, risikerer vi at gøre os selv blinde.

Når vi ikke vil se det svage, det skrøbelige, det ubekvemme, risikerer vi at skabe et samfund uden medfølelse.

Et samfund, hvor den, der falder, falder alene.

Et samfund, hvor vi betaler med vores menneskelighed for vores følelse af komfort.

Et samfund, der kun vil se det stærke, det effektive, det pæne, det funktionelle, ender med at dyrke et menneskesyn, hvor mennesket bliver et middel snarere end et mål.

Det bliver et menneskesyn uden blik for det enkelte individs uerstattelige værdi. Uden blik for det dybt menneskelige i at være afhængig af andre.

Faktum er, at vi alle er afhængige, blot på forskellige måder og til forskellige tider.

Så hvor skal tiggeren være?

Måske er det det forkerte spørgsmål.

Måske burde vi i stedet spørge: Hvor skal vi selv være som medmennesker og som samfund?

Skal vi være et sted, hvor vi kun kan rumme styrken og succesen eller skal vi være et sted, hvor der også er plads til skrøbelighed, afhængighed og behov for hjælp?

Når vi gemmer tiggeren væk, gemmer vi også en del af os selv væk.

Den del, der kunne være den anden.

Den del, der kunne være afhængig.

Den del, der stadig tror på, at menneskelig værdighed ikke skal fortjenes, men anerkendes.

Altid.