Embedsværket har også et ansvar for mængden af bureaukrati

Embedsapparatet er til debat. Senest har Christian Maric og Gustav Jensen her i spalterne hos Altinget forsvaret nødvendigheden af et fagligt (tal)stærkt embedsapparat.

Og de har da også en pointe: Hvis fagligheden hos de ansatte i det regelproducerende maskineri ikke er i top, så betaler samfundet en ret høj pris. Lovsjusk, manglende overblik over konsekvenser, politiske beslutninger uden for lovens rammer, uhensigtsmæssig og uproportional håndhævelse af reglerne – bare tre eksempler på, hvad der følger, når embedsapparatet ikke er velfungerende.

Når vi i dag diskuterer overdrevent bureaukrati og regler, som det kræver en længere universitetsuddannelse at kunne forstå, peger pilen derfor på politikerne og ikke på det velvoksende embedsværk. Det er trods alt politikerne, der er ophav til de mange regler, borgerne og virksomhederne må leve med hver dag. Så langt har Christian Maric og Gustav Jensen fuldkommen ret. Men at afskrive embedsapparatet noget som helst ansvar for eller nogen rolle i udviklingen er dog samtidig forkert. Helt forkert faktisk. I min bog om “Den defekte lovmaskine” er jeg inde på, hvordan det hænger sammen – men der findes derudover en ganske righoldig forskningslitteratur inden for både reguleringsstudier og public choice, der peger på, at embedsværket altså også har både sine egne interesser og sin egen logik.

Sådan lyder det fra Morten Jarlbæk Pedersen.

Kommentar
Altinget
31/10/2025
Link