Uden digital dannelse mister vi dømmekraften
Af Søren Peter Hansen, direktør, Tænketanken Prospekt

Grænsen mellem det private og det offentlige er mere flydende end nogensinde før.
Et klik, et billede, en video og pludselig er noget delt med hele verden. Nogle gange uden omtanke. Andre gange uden forståelse for konsekvenserne.
Derfor er digital dannelse ikke bare et begreb, som vi bør kende. Det er en nødvendighed.
Digital dannelse handler simpelthen om evnen til at begå sig ansvarligt, etisk og reflekteret i den digitale verden. Det handler derfor om at kunne analysere, vurdere og forstå det, som vi møder online, og om at kunne tage stilling til, hvad vi selv vælger at dele. Det handler også om at kunne skelne mellem fakta og manipulation, mellem dialog og propaganda, mellem et udtryk for holdning og et strategisk partsindlæg.
I den offentlige debat er der i øjeblikket stor og vigtig opmærksomhed på børn og unges færden i det digitale univers. Det er fuldt berettiget.
Men vi må ikke glemme, at digital dannelse gælder os alle. Måske gælder det endda særligt os, der har nået en vis alder og ikke er vokset op med nettet i lommen.
Uden at sige for meget, må mange af os betegnes som digitale analfabeter, ikke fordi vi ikke bruger de digitale medier, men fordi vi ikke helt forstår deres logikker og faldgruber godt nok.
At kunne bruge digitale medier og at kunne forstå dem er nemlig to forskellige ting. Det ene kræver tekniske færdigheder, det andet kræver dømmekraft og refleksion. Og det er her, digital dannelse kommer ind.
Alt for mange, unge såvel som voksne, agerer på nettet uden at tænke nærmere over det. Det fører til, at grænseoverskridende indhold spredes, at misinformation florerer, og at privatlivets grænser overskrides ofte uden ond vilje, men ganske enkelt af uvidenhed.
Digital dannelse bør derfor være en lige så naturlig del af undervisningen i skolen som læsning og matematik. Men indsatsen skal ikke stoppe der. Den bør også findes på arbejdspladser, i foreningslivet, på efteruddannelser og i det offentlige rum. For digital dannelse er ikke kun for børn. Det er for alle i samfundet.
Vi har brug for en fælles forståelse for, hvad det vil sige at være et ansvarligt menneske i en digital tidsalder.
Og vi har brug for at løfte den digitale samtale fra teknik til etik. Fra funktion til forståelse.
Dømmekraft kan ikke downloades. Den skal dannes, og det gælder os alle.
