Når principper bøjer sig for positioner

I 2021 rullede en af de mest principielt opsigtsvækkende sager i nyere dansk politisk historie. Sagen om de slettede sms’er i forbindelse med den ulovlige aflivning af alle danske mink. Det, der for mange gjorde sagen særlig alvorlig, var ikke alene den manglende lovhjemmel for beslutningen, men også det forhold at væsentlig kommunikation, muligvis afgørende for forståelsen af beslutningsprocessen, var gået tabt. Automatisk slettede sms’er fra centrale aktører i regeringens inderkreds kunne have kastet lys over, hvordan og hvorfor beslutningen blev truffet. Men væk var beskederne.

På daværende tidspunkt var kritikken klar, højlydt og principfast. Tonen var hård og anklagende. Det blev sagt, at der var tale om et opgør med grundlæggende demokratiske principper, og at det hele kastede mørke skygger over retsstaten. Der blev talt om magt uden ansvar, og om en offentlighed, der var blevet holdt udenfor i en sag, hvor det netop burde være det modsatte.

Men så sker der noget. Tiden går. Roller skifter. Positioner ændres. Og med dem tilsyneladende også holdninger.

Senest har nye oplysninger set dagens lys. Et notat fra en medarbejder i en efterretningstjeneste antyder, at det måske alligevel ikke er hele sandheden, når det hævdes, at man gjorde alt, hvad man kunne for at genskabe de slettede beskeder. Notatet rejser tvivl om grundigheden af de tekniske undersøgelser og fremhæver, at ikke alle relevante enheder eller personer blev inddraget.

Det burde være en anledning til at genoptage den principielle diskussion om ansvar og gennemsigtighed. Men reaktionen denne gang er markant anderledes. Hvor kritikken tidligere var præget af indignation og krav om fuld opklaring, mødes spørgsmålene nu med tavshed, tekniske henvisninger eller forsikringer om at de relevante myndigheder har gjort hvad de kunne.

Dette skifte bør give anledning til eftertanke.

Hvordan kan det være, at spørgsmål, som før var ubønhørligt presserende, nu bliver affejet som tekniske detaljer uden politisk relevans?

Hvad er det, der har ændret sig?

Er det virkeligheden eller blot den position, hvorfra virkeligheden betragtes?

I ethvert demokrati hviler offentlighedens tillid på en grundlæggende antagelse. At magthavere uanset politisk ståsted stilles til ansvar for deres handlinger og beslutninger. Ikke blot af vælgerne men også af hinanden. Når politikere i opposition påpeger magtmisbrug eller forsømmelse, skal det ikke være et taktisk våben, men en del af det ansvar, man har som folkets repræsentant.

Men hvad sker der med tilliden, når det viser sig, at den moralske alvor i kritikken kun gjaldt, så længe man selv stod uden for regeringskontorerne?

Hvad siger det om vores demokrati, hvis det principielle engagement forsvinder i det øjeblik, man får en ministertitel?

Der er intet odiøst i at ændre holdning, hvis man får ny viden. Det bør man faktisk kunne forvente af enhver ansvarlig politiker.

Men i denne sag handler det ikke om oplysning, det handler om undvigelse. De seneste udtalelser præges ikke af overbevisende argumentation eller ny indsigt, men af vaghed, teknisk forbehold og viljen til at skyde spørgsmålene fra sig.

En af grundene til, at sagen om de slettede sms’er har vakt så megen uro, er ikke blot de konkrete beskeders betydning, men det større billede, den tegner. Et billede af magt, der bevæger sig i lukkede kredse, uden fuld gennemsigtighed, uden tydeligt ansvar og i visse tilfælde uden konsekvens.

Når centrale beslutninger træffes på sms, og disse siden slettes automatisk, står offentligheden tilbage uden mulighed for indsigt. Og når samme politikere, der tidligere krævede fuld gennemsigtighed, nu ikke længere finder det nødvendigt at insistere på det, svækkes fornemmelsen af, at der gælder faste, fælles spilleregler for magtudøvelse.

Det er ikke nødvendigvis i form af direkte lovbrud, at demokratiet undergraves. Det sker ofte mere subtilt når ansvar relativiseres, når principper bøjer sig for bekvemmelighed, og når offentlighedens krav om svar mødes med tavshed eller teknisk tågesnak.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, om man kunne have gjort mere for at genskabe slettede sms’er. Det spørgsmål er stadig relevant.

Men et endnu vigtigere spørgsmål er, hvorfor dem, der tidligere mente, det var afgørende at få svar, nu ikke længere lader til at mene det samme.

Når politikere ændrer holdning, uden at forklare hvorfor, og når principielle krav pludselig afhænger af, hvilken stol man sidder i, mister vi noget væsentligt. Troen på, at der findes noget, der er større end partipolitiske hensyn, nemlig ansvarlighed, konsekvens og åbenhed.

Derfor må vi blive ved med at spørge.

Hvorfor hører vi ikke længere de samme krav?

Hvad er det, der gør, at vigtigheden af sandhed og gennemsigtighed tilsyneladende skrumper, når man selv får del i magten?

Og vigtigst af alt.

Hvilket signal sender det til os alle som medborgerne (og vælgere) og for den sags skyld til fremtidens politikere, hvis man kun kræver opklaring, når det ikke er en selv, der har noget at miste?