Folkeoplysning i vores tid

Hvad vil det egentlig sige at være oplyst i dag?

Hvilken rolle spiller folkeoplysningen i et samfund præget af kriser, kompleksitet og konstant forandring?

Er det bare et levn fra en anden tid eller måske netop det, vi har allermest brug for?

Vi står i en tid, hvor mennesker længes efter mening, fællesskab og sammenhæng.

Vi er online døgnet rundt, men mange føler sig alligevel ensomme.

Vi har adgang til mere information end nogensinde, men det er blevet sværere at skelne sandt fra falsk, vigtigt fra ligegyldigt.

Demokratiet kalder på deltagelse, men tilliden er under pres.

Her kan folkeoplysningen gøre en forskel, hvis vi tør gentænke den, ikke som en institution, men som en funktion, en levende praksis.

Folkeoplysningen skal ikke blot bevares.

Den skal udfordres, forandres og forankres i vores tid.

Det kræver ikke færdige svar, men modet til at stille de rette spørgsmål.

Derfor er dette oplæg ikke en løsning, men en invitation til samtale, til samarbejde, til udvikling og til at tage folkeoplysning alvorligt som en central del af fremtidens demokrati.

Derfor vil jeg pege på tre nøgleord/begreber for folkeoplysningen i dag:

1. dialog
2. fællesskaber
3. dannelse og demokrati.

For det første: Dialog – i en fragmenteret offentlighed

Vi lever i en tid, hvor meninger fylder mere end møder mellem mennesker.

Hvor algoritmer bekræfter vores synspunkter, og samtalen alt for ofte glider over i skyttegravskrig.

Men ægte dialog – den folkelige samtale – kræver nærvær, mod og vilje til at blive forstyrret. Ikke for at vinde, men for at forstå.

Spørgsmålet er: Hvordan skaber vi rum, hvor mennesker med forskellige livserfaringer faktisk mødes? Hvor uenighed ikke er en trussel, men en mulighed.

• Kan folkeoplysningen skabe langsomme rum midt i en hurtig virkelighed?
• Kan den genopfinde den folkelige samtalesalon, ikke som nostalgisk format, men som demokratisk nødvendighed?
• Kan vi bruge de digitale platforme til noget andet end likes og algoritmer, som steder for forpligtende fællesskab?

For det andet: Fællesskab – i en individualiseret tid

Vi dyrker det individuelle som aldrig før. Selvrealisering, selvoptimering, selvhjælp.

Og alligevel vokser ensomheden.

Det kalder på noget grundlæggende menneskeligt. At høre til. At føle sig set. At bidrage med noget, der rækker ud over én selv. Vejen til dannelse.

Det er i denne sammenhæng sagt, at dannelse handler om at komme væk fra sig selv.

Spørgsmålet er: Hvordan ser fællesskaber ud i dag og hvordan rækker vi ud til dem, der ikke selv banker på?

• Kan vi forestille os fællesskaber, hvor forskellighed ikke tolereres, men værdsættes?
• Kan vi møde unge, nyankomne og dem uden for fællesskabet på deres egne præmisser, ikke kun vores?
• Er det på tide at tænke fællesskab som noget, vi aktivt skaber, ikke bare noget, vi er en del af?

For det tredje: Dannelse og demokrati – i en tid med kriser

Dannelse er ikke en luksus.

Det er evnen til at orientere sig, tage stilling og handle i en kompleks verden.

Vi står over for klimakrise, teknologisk omvæltning og politisk usikkerhed.

Det kræver ikke bare viden, men dømmekraft, empati og ansvar.

Spørgsmålet er: Hvordan ruster folkeoplysningen os til at være deltagere i demokratiet? Ikke kun i valglokalet, men i hverdagen. (Kun få procenter af os er i dag medlem af et politisk parti).

• Hvordan lærer vi at skelne og forstå i en tid med deepfakes og desinformation?
• Hvordan træner vi ikke bare debat, men demokratisk dannelse, med alt, hvad det indebærer af lytten, undren og forhandling?
• Hvordan gør vi dannelse relevant, uden at gøre den overfladisk?

Et kald til handling

Første kald: Hvad kan man gøre og hvem skal man gøre det med?

Som forening, aftenskole eller oplysningsforbund bør man:

• Skabe trygge og åbne samtalerum, hvor det svære, det kontroversielle og det ukendte har plads.
• Tilbyde aktuel og vedkommende undervisning om både klassiske fag og nye emner som AI, klimaetik og digital kultur.
• Række ud til dem, der ikke af sig selv dukker op, unge, minoriteter, mennesker uden for arbejdsmarkedet. (Kulturpas, aktivitetspas).

Andet kald: Sammen med andre bør man:

• Skabe folkeoplysningsfestivaler og temauger, hvor vi samler kræfter og løfter vigtige emner lokalt.
• Indgå partnerskaber med skoler, biblioteker og kommuner, så oplysning bliver en del af hverdagen.
• Starte mentorforløb, hvor generationer lærer af hinanden, fx i sprog, håndværk, digitale færdigheder og livsforståelse.

Tredje kald: Idéer, der bør sprede sig:

• “Demokratisk værksted”: Borgerdrevne aftener med viden, samtale og konkret forandring.
• “Lyt før du taler”-arrangementer, hvor aktiv lytten er i centrum som modvægt til polarisering.
• “Temavandringer”: Samtale og bevægelse i det fri om eksistens, etik og samfund.

Og fjerde kald til beslutningstagere/politikere: Hvis folkeoplysningen skal være en levende del af fremtiden, så…

• Tænk bredt: Folkeoplysning er ikke kun klasselokaler og pensum, det er også eksperimenter, nye formater og samskabelse. Fx udendørs – ’Nat i naturen’.
• Tænk langsigtet: Giv foreninger fleksible midler og flerårige rammer til at planlægge, udvikle og tilpasse sig.
• Tænk digitalt, uden at glemme det menneskelige: Understøt udviklingen af kvalitetsindhold online, men værn om det fysiske møde. (Lovændring om fjernundervisning i regeringens lovkatalog 2025-2026)
• Tænk folkeoplysning som infrastruktur: Ligesom biblioteker og skoler er det en grundsten i et sundt demokrati.
• Tænk folkeoplysningen som den nye ’ungdomsskole’
• Tænk HF og VUC (FVU og OBU) tilbage til folkeoplysningen.
• Tænk på nøgleord så som tillid, åbenhed, respekt, samarbejde, selvstændighed, udvikling, faglighed, når det handler om folkeoplysning og dannelse.

Afslutningsvis et alle kald, et åbent spørgsmål til os alle:

Hvis vi ikke skal mødes i oplysningens rum, hvor skal vi så mødes?

Vil du være med til at holde folkeoplysningen levende i vores tid?

Så lad os begynde der, hvor det hele starter:

Med et spørgsmål.

Et åbent blik.

Og en samtale, vi ikke kender slutningen på.