Kritik af kommissorium om aktiv dødshjælp
Af Søren Peter Hansen, direktør, Tænketanken Prospekt
Kritik af kommissorium for tværministeriel arbejdsgruppe til afdækning af modeller for dødshjælp i Danmark
1. Indledning
Spørgsmålet om dødshjælp berører ikke blot sundhedsfaglige, juridiske og etiske overvejelser, det går til kernen af, hvad det vil sige at være menneske i en verden, hvor både frihed og afhængighed, lidelse og værdighed, liv og død er grundvilkår.
Når samfundet begynder at formulere modeller for at tillade, regulere eller iværksætte død, stiller det ikke kun tekniske eller juridiske krav.
Det rejser grundlæggende spørgsmål:
For det første: kan man overhovedet “modellere” døden uden at risikere at overse det unikke i den enkeltes situation?
For det andet: kan noget så endeligt som et menneskes livsafslutning indfanges i procedurer og kriterier, uden at det glider over i det forsimplede og måske det uanstændige?
Og for det tredje: hvem har ret til at definere, hvornår et liv ikke længere er værdigt – og på hvis vegne?
Det er ikke sikkert, at der kan gives svar på disse spørgsmål i en rapport. Men det er afgørende, at de stilles. Og at arbejdsgruppen i sit arbejde ikke forledes til at tro, at en juridisk eller administrativ løsning på dødens gåde kan opnå den fulde anerkendelse af det menneskelige.
2. Formål og organisering
Regeringen nedsætter en tværministeriel arbejdsgruppe for at afdække konkrete modeller for dødshjælp i Danmark. Allerede i dette formål kan spores en grundlæggende antagelse: At det er muligt at identificere og opstille modeller for noget så komplekst som et menneskes ønske om at dø.
Men er en “model” for dødshjælp ikke i sig selv en abstraktion, som risikerer at fjerne sig fra den konkrete lidende, fra det levede liv og fra den indre erfaring, der driver ønsket om ikke længere at leve?
Hvad sker der, når døden institutionaliseres, gøres til en administrativ mulighed blandt andre og hvordan påvirker det vores fælles forståelse af livets værdi?
Organisatorisk sammensættes gruppen af embedsmænd og eksperter. Men hvor er den døende? Den pårørende? Den sundhedsprofessionelle, som i stilheden efter en terminal samtale mærker et menneskes øjne, der ikke beder om at dø, men om at blive set i sin sårbarhed?
3. Arbejdsgruppens opgave og indhold
Gruppen skal formulere forskellige modeller for dødshjælp og vurdere dem ud fra blandt andet:
- Kriterier: alder, sygdom, habilitet
- Begæring: motivation, tid, kontrol
- Selvbestemmelse: behandlingsstop, palliation
- Sundhedspersoners rolle
- Risiko for fejl og misbrug
- Kontrolforanstaltninger
- Juridiske forhold
- Implementering og finansiering
Men man må spørge:
Kan frivillighed nogensinde være fri, når den er presset af smerte, ensomhed eller samfundets subtile forventning om ikke at være til besvær?
Hvordan kontrollerer man egentlig et menneskes “motivation” for at dø, uden at gribe ind i det mest intime og uformulerbare?
Hvem kontrollerer kontrollørerne?
Og hvordan måler man værdighed uden at gøre den til noget, der kan tabes?
Bag alle modeller ligger en forestilling om, at dødshjælp kan gøres sikkert og værdigt samt udgiftsneutralt.
Men disse ord har en fare i sig: De kan give os illusionen af, at vi har gjort det rigtige, blot fordi vi har gjort det effektivt.
4. Et spørgsmål om værdighed
Kommissoriet nævner “styrkede muligheder for selvbestemmelse og indflydelse på den sidste del af livet”.
Men hvad vil det sige at dø værdigt?
Er det noget, man kan garantere gennem procedurer eller noget, der kun opstår i det relationelle møde med andre mennesker, i omsorg, i nærvær, i det uudgrundelige?
Kan man opretholde anstændighed i en model, hvor døden bliver et tilbud, ikke som nødudgang, men som en mulighed på linje med andre sundhedstilbud?
Og hvad sker der med et samfund, hvor de svageste, de mest udsatte, måske begynder at føle sig kaldet til døden, ikke fordi de ønsker den, men fordi de ikke længere oplever sig ønskede?
5. En refleksion
Det er muligt, at arbejdet med modeller kan belyse visse rammer, juridiske grænser og praktiske behov.
Men i en egentlig, ordentlig og anstændig forstand er det nødvendigt at erkende, at ingen model kan gøre døden til noget ukompliceret eller værdigt i sig selv.
Værdighed er ikke noget, der implementeres, det er noget, der opstår i relationen.
Ordentlighed er ikke noget, der følger af regler, det kommer af modet til at stå i det svære uden at søge lette løsninger.
Anstændighed er ikke noget, man skriver ind i loven, det er noget, man lever med hinanden.
Derfor må man spørge: Er det ikke i sig selv en form for anstændighed at indrømme, at dette spørgsmål måske ikke kan besvares med modeller?
Og endelig: Skal vi, før vi modellerer, ikke først lytte til det menneske, der ikke længere ønsker at leve, og spørge: Hvad er det egentlig, du længes efter?
Er det døden eller at nogen bliver?
—