Civilsamfundet er en del af vores generationskontrakt

Det danske civilsamfund er en af vores største styrker. Det er her, vi mødes som medborgere – ikke som kunder eller klienter, men slet og ret som medmennesker. Det er her, vi lærer at tage ansvar, samarbejde, skabe fællesskab og bygge bro på tværs af forskelle. Det er også her, vi bærer en vigtig del af den generationskontrakt, som samfundet bygger på: At vi giver videre til dem, der kommer efter os, det vi selv har nydt godt af – og gerne lidt mere.

Men i dag er den kontrakt under pres. Ikke fordi lysten til at engagere sig er forsvundet. Tværtimod. Frivillige og ildsjæle står stadig i kø for at gøre en forskel i lokalsamfundet, i kirken, i aftenskolerne, i idrætsforeningerne, i spejdergrupperne og de øvrige folkelige og kulturelle fællesskaber.
Foreningslivet og folkeoplysningen bliver i stigende grad mødt af regler, krav og dokumentationsbyrder, der dræner energien fra det, det hele handler om: fællesskabet. Ildsjæle bruger i dag timevis på at udfylde skemaer, søge tilskud med komplekse krav, dokumentere alt til mindste detalje – ofte blot for at kunne fortsætte en aktivitet, der i forvejen er ulønnet, frivillig og til gavn for andre.

Vi skal turde vise tillid

Når vi som samfund siger, at civilsamfundet er vigtigt – og det gør vi – så følger der også et ansvar. Ikke mindst for politikerne – og det gælder for såvel Folketinget som kommunalbestyrelsen. Og det ansvar handler vel at mærke ikke om at kontrollere og regulere mere, men derimod om at vise tillid. Den overdrevne kontrolkultur har sneget sig ind overalt, også i det frivillige Danmark. Det kan ikke være meningen, at foreningslivets og folkeoplysningens fundament skal bygges på mistillid.

Det er på tide med en reel oprydning i de regler og krav, der ikke skaber værdi – men blot besvær. Den nuværende regering har fremlagt et forsigtig udspil på foreningsområdet. Men det er slet ikke nok.

Det skal ganske enkelt være nemt og ukompliceret at starte en forening, holde et kursus, arrangere et foredrag eller stable en fodboldskole på benene. For hver gang vi gør det sværere, risikerer vi at miste en ildsjæl, en frivillig, et fællesskab – eller en ung, der kunne have fundet sit ståsted i en forening.

En investering i sammenhængskraft

Civilsamfundet er ikke blot “nice to have”, som det hedder nu til dags. Det er en bærende del af vores folkestyre og vores egentlige velfærd. Det er her, unge lærer medborgerskab og ældre finder fællesskab. Det er her, integrationen lykkes i praksis, og ensomhed bliver brudt af nære relationer. Det er her, samfundet bliver stærkere, uden at staten nødvendigvis griber ind.

Hvis vi vil værne om denne styrke, må vi fjerne unødvendige byrder, så kræfterne bruges på fællesskab frem for formalia. Det er ikke et spørgsmål om at slække på ansvarlighed – det handler om at skabe balance mellem ansvar og frihed. Tillid fremmer trivsel og engagement. Kontrol kvæler det.

En kontrakt vi skal værne om

Generationskontrakten handler altså ikke kun om økonomi og pensioner. Den handler også om, hvordan vi giver værdier videre. Frivillighed, engagement og medborgerskab er ikke naturgivne størrelser – de skal næres og beskyttes. Hvis vi ikke passer på foreningslivet og folkeoplysningen i dag, risikerer vi, at kommende generationer vokser op i et samfund uden de stærke fællesskaber, vi selv har nydt godt af.

Derfor er det nu, vi skal handle. En enkel grøn-gul-grøn model kan bruges i landets 98 kommuner som udgangspunkt i kortlægningen og dialogen med foreningslivet og folkeoplysningen.

Målet bør være at: beholde det nødvendige og retfærdige (grøn), forenkle det overkommelige men træge (gul) og fjerne det hæmmende og uforholdsmæssige (rød).

Således kan vi give plads til de frivillige kræfter. Genoprette tilliden til civilsamfundets aktører. Og huske at når vi investerer i foreninger og folkeoplysning, investerer vi i den sociale sammenhængskraft, som samfundet i længden ikke kan undvære.