Folkeoplysningen fortjener mere end økonomisk knaphed og bureaukratisk kompleksitet

Folkeoplysning er ikke bare voksenundervisning. Det er levende folkestyre, kulturel sammenhængskraft og personlig udvikling. Det er dér, hvor vi mødes på tværs af alder, baggrund og geografi for at lære, forstå og engagere os. Alligevel er det, som skulle være en åndelig oprustning for befolkningen, i stigende grad præget af økonomisk knaphed og rigide rammer.

Selve rygraden i den folkelige oplysning – oplysningsforbund og aftenskoler –– kæmper i dag med skæve og utilstrækkelige støttevilkår. Kommunal støtte til den folkeoplysende voksenundervisning er faldet støt gennem årtier. Samtidig er der markante forskelle i støtteniveauet mellem kommunerne, hvilket betyder, at hvor du bor, i høj grad afgør, hvilke muligheder du har for at deltage i folkeoplysende aktiviteter.

Konkret har Videnscenter for Folkeoplysning (Vifo) i en nylig rapport med analyser påpeget, at støtten til folkeoplysende voksenundervisning fra 2002 til 2023 er faldet med knap 56 % (korrigeret for prisudviklingen). Det største fald skete ganske vist umiddelbart efter en lovændring i 2002, hvor det maksimale kommunale tilskud blev reduceret markant – fra to tredjedele til én tredjedel af aftenskolernes lønudgifter til almen undervisning og studiekredse. I perioden 2013 til 2023 (de seneste 10 år, hvor der er data) er støtten faldet med 18 %. Og det er alt andet lige et markant fald.

Diskussionen om støtteniveauer må dog ikke reduceres til et simpelt spørgsmål om kroner og ører pr. indbygger, som ofte er de tal der anvendes i de kommunale sammenligningstal. For selv i kommuner med høj støtte, presses aftenskolerne af så højt et aktivitetsniveau, at pengene ikke rækker. Især de mindre aftenskoler mærker presset og risikerer at forsvinde i centraliseringens navn.

Samtidig bliver store beløb slet ikke brugt i mange kommuner. I halvdelen af landets kommuner står midler ubrugte hen – nogle steder er der tale om sekscifrede beløb. Ikke fordi man bevidst fravælger folkeoplysningen, men fordi der simpelthen ikke bliver oprettet nok aktiviteter. Det rejser et alvorligt spørgsmål: Har vi skabt et system, hvor selv gode intentioner kvæles i administrative barrierer og manglende støtte til udvikling?

Folkeoplysningsloven er løbende blevet udbygget med nye muligheder: debatskabende aktiviteter, fleksibel undervisning og partnerskaber. Men mange aftenskoler benytter dem ikke. Det er ikke nødvendigvis udtryk for modvilje – måske snarere et tegn på, at kompleksiteten i lovgivningen og manglen på ressourcer gør det svært at omsætte mulighederne til virkelighed. Såvel store aftenskoler som mindre er afgørende for bredden i folkeoplysningen, men de drukner desværre ofte i administration og drift og har ikke kapacitet til innovation.

Der er desuden et voksende geografisk skel: Selvom der findes flere aftenskoler i yderområderne, er det byerne, der trækker det største aktivitetsniveau. Heldigvis ser nogle kommuner problemet – og begynder at give ekstra tilskud til undervisning i tyndt befolkede områder. Men spørgsmålet er, om det er nok? Eller skal vi gentænke hele den måde, vi prioriterer og organiserer folkeoplysningen på?

Vi står ved en skillevej. Enten fortsætter vi ad den vej, hvor aftenskolerne bliver færre og større, hvor kompleksitet kvæler initiativ, og hvor byerne – eller måske rettere: de største byer – løber med det hele – eller også vælger vi at investere i et oplyst, engageret og dannet samfund, hvor alle borgere, uanset postnummer, har reel adgang til folkeoplysning.

Det er på tide, vi anerkender folkeoplysningen som det, den er: et fundament for vores folkestyre og folkelige fællesskab. Det kræver politisk vilje, økonomisk opbakning og en forenkling af reglerne. Hvis vi virkelig tror på idéen om læring for livet og folkelig deltagelse, må vi handle nu.

Reference

Videnscenter for Folkeoplysning (Vifo) udgivelse, august 2025: Folkeoplysningen i kommunerne