Historien om Folkeligt Oplysnings Forbund i Aarhus VI

Resume

Udviklingen af folkeoplysende voksenundervisning – med særligt fokus på FOF i Aarhus – fra 1970’erne og frem til 2024 viser at de økonomiske og politiske ændringer i 1980’erne medførte stramninger i tilskud og skabte behov for omstilling. FOF formåede dog at tilpasse sig ved at udvide udbuddet af kurser, især rettet mod nye målgrupper som flygtninge, ledige og pensionister.

Med Carsten Lykke som forstander (1981–2013) blev FOF styrket organisatorisk og fagligt, og voksede til at blive en central aktør i Aarhus. Væksten krævede nye lokaler, hvilket førte til oprettelsen af et kursuscenter i Søndergade og senere i Hans Hartvig Seedorffs Stræde.

Lovgivningen blev i perioden mere kompleks, og opgaver flyttedes gradvist fra fritidsundervisningen til det formelle uddannelsessystem. Den nye folkeoplysningslov fra 1990 øgede det kommunale ansvar, og FOF blev en aktiv del af det nyetablerede Folkeoplysningssamvirke.

Voksenundervisningen blev i stigende grad koncentreret om dagundervisning og specialundervisning. FOF har desuden bidraget til nyskabelser som daghøjskoler og undervisning for særlige grupper. Tilskudsniveauet er dog faldet, hvilket har medført højere deltagerbetaling og udfordringer med lokaler, som fortsat er en central problematik.

Overordnet fremstår FOF som en dynamisk og tilpasningsdygtig institution, der har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af voksenundervisning i Aarhus gennem de seneste 75 år.

Voksenundervisning

Stramningen af vilkårene kom på en måde til at indvarsle nye og ændrede tider. Højkonjunkturen havde varet så længe, at mange mente at det var en permanent tilstand. Politikerne var imidlertid blevet klar over, at stigningen i de offentlige udgifter ikke kunne fortsætte.

Samfundsøkonomisk var der mange udfordringer i 1970’erne og et politisk kursskifte var i begyndelsen af 1980’erne nødvendigt. Der var behov for omstilling af stort og småt i staten og samfundet som sådan.

Det var den virkelighed, som folkeoplysningsarbejdet nu måtte forholde sig til.

I 1981 blev Carsten Lykke ansat som forstander, hvilket han varetog frem til 2013. Ligesom C. M. Andersen satte sit markante aftryk på FOF og Aarhus, kom Carsten Lykke i mere end 30 år sammen med bestyrelsen til at styrke, konsolidere og sikre FOF’s position i Aarhus. Samtidig med at en kreds af medarbejdere kom til. Ledere, konsulenter, koordinatorer og sekretærer som sammen med Carsten Lykke har været med til at sikre kontinuitet såvel som kvalitet i FOF også med hensyn til et godt og bredt udbud af folkeoplysende voksenundervisning.

Det grundlæggende folkeoplysende arbejde blev fortsat. Men der kom nye aktiviteter til, og det blev på de nye områder, at væksten satte ind. Udviklingen

skabte en række grupper i befolkningen, som af den ene eller den anden grund ikke kunne deltage i den almindelige undervisning. Den blev i øvrigt udbygget, fordi det mere og mere blev klart, at uddannelse var en livslang foreteelse, man talte mere og mere om livslang læring.

Tempoet i samfundsforandringerne føltes stigende, og behovet for at tilpasse sig nye vilkår var derfor voksende. Uddannelse blev et tilbagevendende led i et livsforløb i form af efteruddannelse eller omskoling.

Behovet for kurser voksede og skabte nye muligheder og udfordringer for de professionelle kursusudbydere, blandt dem naturligvis også oplysningsforbund som FOF. Det betød et arbejdsfelt, som voksede men samtidig et arbejdsfelt, der blev mere diffust.

Det blev vanskeligere at trække en klar grænse for, hvad oplysningsforbundene kunne beskæftige sig med. Men ofte gik det sådan, at hvis de var kommet godt i gang med et område, blev dette område taget fra dem og lagt over i et andet regi. Mulighederne voksede, men det gjorde vanskelighederne også, og man kunne aldrig vide sig sikker. Lovgivningen på området blev ustandselig ændret. Fritidsundervisningen gik ikke fri af nedskæring, og deltagerbetalingen, der i 1972 var blevet nedsat til 1/6, steg til 1/4 og derpå igen til den 1/3.

Men der kom også ændringer på området, og selve fritidsloven blev i 1977 ændret, hvilket gentog sig i 1981 og 1983. Det var ikke, fordi ændringerne var store, men deres hyppighed bidrog til en vis usikkerhed på området. Tendenserne i lovgivningen gik ud på at lægge låg over de offentlige udgifter og på at inddrage amtskommunerne stærkere i administrationen.

Aarhus kommune, der var blevet en storkommune i 1970, var den væsentligste samarbejdspartner for oplysningsforbundene og aftenskolerne i Aarhus. Storkommunen medførte også en ændret administrativ opbygning. Fritidsundervisningen, der hidtil havde sorteret under skoleforvaltningen, blev i forbindelse med kommunalreformen overført til en ny forvaltningsgren, fritids- og kulturforvaltningen, der senere igen blev til sport- og fritidsforvaltningen under magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice.

Det var oplysningsforbundene, der stod for de fleste udbud inden for fritidslovens område.

Der opstod ganske vist efterhånden en hel mindre aftenskoler, men FOF og de øvrige oplysningsforbund tegnede sig for 60% af den samlede aktivitet.

De almene kulturelle aktiviteter – foredrag, studiekredse og aftenskole eller aftenhøjskolekurser med alment sigte – voksede men kun svagt. På et tidspunkt var undervisning til højere forberedelseseksamen (HF) også på programmet, men den aktivitet blev snart formaliseret, skilt ud og forsvandt dermed fra oplysningsforbundenes arbejdsfelt. Det betød imidlertid, at der med formaliseringen af hf-kurserne var oprettet en konkurrent til sider af den undervisning, som oplysningsforbundene drev.

Den del af oplysningsforbundenes aktivitet, der særligt voksede, blev specialundervisningen. Det var fx dansk for flygtninge og kurser for arbejdsledige. Der blev også arrangeret særlige fritids- og undervisningstilbud til pensionister, og efterhånden kom efterlønsmodtagere også med i disse ordninger. Aarhus kommune så med velvilje på hele denne aktivitetsudvidelse med fokus på præcise målgrupper. Og kommunen bevilligede derfor støtte til formålet ud over, hvad kommunen egentlig var forpligtet til i henhold til lovgivningen. Over tid blev der således for flere målgruppe mulighed for tilskud til reducering af deltagerbetalingen.

Kommunen hjalp også med til at skaffe nye lokaler. Det var nemlig begyndt at blive et problem, fordi aktiviteterne forskød sig fra at være udelukkende aftenundervisning til også at være dagundervisning. Man kunne således ikke længere klare sig med lokaler på folkeskolerne. For kommunen lykkedes det at finde ekstra lokaler, der blev stillet til rådighed for undervisning i dagtimerne, men det var slet ikke nok. Yderligere lokaler kom til først og fremmest i den nedlagte Skt. Anna Gades Skole. Et sted der sammen med Brobjergskolen blev afgørende for fortsat at udbyde FOF’s brede program af kurser og foredrag.

FOF måtte dog ud over hvad kommunen kunne tilbyde af undervisningslokaler permanent fra 1980’erne leje flere og flere lokaler til at kunne dække efterspørgslen i dagtimerne. Det blev begyndelsen på opbygning af et egentligt kursuscenter i Søndergade og Hans Hartvig Seedorffs Stræde.

Deltagerantallet steg i FOF og blandt de andre aktører på området. Sammenlagt var fritidsundervisningen i begyndelsen af 1980’erne på sin vis suverænt den største uddannelsesinstitution i Aarhus med over 60.000 deltagere årligt. Deltagerantallet voksede ubrudt, selv da både timetal og holdantal faldt som følge af, at HF-undervisningen gled ud af folkeoplysningens regi.

Selv om danskundervisningen af flygtninge og indvandrere blev flyttet fra specialundervisningen til den almene undervisning, halede specialundervisningen eller den hensyntagende undervisning som den efterhånden blev kaldt år efter år ind på den almene, og i 1985 var den nået op på at udgøre knap 50% af denne målt i timetal. Dette til trods for at en del af specialundervisningen, den såkaldte kompenserende specialundervisning i begyndelsen af 1980’erne blev overført til Aarhus Amtskommune, og dermed gled den ud af folkeoplysningen men den blev fortsat varetaget af byens få oplysningsforbund.

Generelt har voksenundervisningen og folkeoplysningen i FOF’s foreløbige 75-års historie fungeret som en form for rugekasse og udviklingslaboratorium for nye lærings- og undervisningstilbud, som senere mere eller mindre er gledet over i det formelle uddannelsessystem som statslige eller kommunale tilbud. Det har folkeoplysningen kunnet på grund af fleksible rammer og mange ildsjæle.

Eksempler som Folkeligt Oplysnings Forbund (FOF) har været en del af er bl.a.: Dansk for udlændinge, der er nødvendigt i 70’erne, hvor mange gæstearbejdere kommer til Danmark; Daghøjskolerne, der bliver et svar på arbejdsløshed og opkvalificering; Produktionsskolerne, der er et tilbud til de unge uden uddannelse og beskæftigelse; Specialundervisning, både hensyntagende og kompenserende, for mange forskellige typer af deltagere og som hjælper mange videre og giver et positivt livsindhold; Ordblindeundervisning (OBU) og Forberedende Voksenundervisning (FVU) og Oplysningsforbundenes Forberedelsesundervisning der er blevet til HF og almen voksenundervisning på VUC.

Den fortsatte udbygning af det almindelige uddannelses- og undervisningssystem tog flere og flere af de almenkulturelle opgaver væk fra fritidsundervisningen og lagde dem ind i den formelle undervisning. Derfor kom den undervisning, der var rettet til bestemte målgrupper til at fylde en stigende del inden for fritidsundervisningens område. Men det var tydeligt i1980’erne, at den omstillingsproces, der blev sat i gang også måtte komme til at berøre fritidsundervisningen.

Folketinget vedtog et 10-punkts program for voksenundervisning og folkeoplysning. Og det blev indledning til en forsøgsperiode på fire år, der skulle indhøste erfaringer med henblik på en gennemgribende revision af lovgivningen.
Nye tendenser blev ikke overraskende en udfordring for fritidsundervisningen. Men der blev også åbnet for nye muligheder. Behovene for uddannelse og undervisning af mange slags var usvækkede, og når det offentlige blev mere tilbageholdende med selv at påtage sig driften, opstod der et voksende marked for private entreprenører.

Det betød, at arbejdsfeltet blev stadig mere diffust.

I 1990 var en ny lov på trapperne. Lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet.
Kritikken mod den gamle lov var rettet mod for megen administration med godkendelsesprocedurer, der slet ikke stod mål med de midler, det handlede om.

Afgørende var det imidlertid også, at den nye lov var baseret på lokale kommunale tilskud. Kommunen skulle herefter hvert år afsætte en økonomisk ramme til den samlede folkeoplysningsvirksomhed. Den lovgivning, som de folkeoplysende foreninger skulle eller måske rettere kunne operere ud fra, blev mere uoverskuelig. Det var ikke længere kun en enkelt lov, man skulle forholde sig til. Nu blev det også nødvendigt at følge med i de muligheder og begrænsninger, der fulgte af loven om specialundervisning for voksne, om almen voksenuddannelse, om støtte til folkeoplysning, om undervisning af voksne indvandrere, om åben uddannelse, om støtte til voksenuddannelse samt lov om daghøjskoler og produktionsskoler mv.

I folkeoplysningsloven betegnes aktiviteterne på området som den folkeoplysende voksenundervisning. Og det er på mange måder et mere præcist ord end aftenskolen, fordi en stor del af aktiviteterne foregår i dagtimerne, rent faktisk er størstedelen af aktiviteterne i dagtimerne, alle ugens 7 dage.

I 1990 blev ”Folkeoplysningssamvirket” stiftet, parallelt med vedtagelsen af den nye lov om folkeoplysning, som en paraplyorganisation for oplysningsforbund, folkeoplysende foreninger og aftenskoler i Aarhus Kommune. FOF blev naturligvis medlem af folkeoplysningssamvirket og har siden haft en fast plads i samvirkets bestyrelse.

I 2024 er der i Aarhus Kommune i alt 30 udbydere af folkeoplysende voksenundervisning, omkring århundredeskiftet i 1999-2000 var der i alt 70 foreninger.

Folkeoplysningssamvirkets formål er for det første at varetage folkeoplysende foreningers samlede interesser i forhold til offentlige myndigheder og anden tredje part. Dette gælder specielt økonomisk og politisk samt at formidle den nødvendige kontakt for udbygning, vedligeholdelse og udlejning af offentlige anlæg og lokaler, der stilles og bør stilles til rådighed for folkeoplysende voksenundervisning. For det andet er formålet at forvalte de til rådighed stillede midler, herunder sekretariatsbistand. For det tredje er formålet at arbejde for en styrkelse af de tilsluttede folkeoplysende foreningers mulighed for at udøve deres virksomhed. Og endelig for det fjerde er formålet for folkeoplysningssamvirket at repræsentere de tilknyttede foreninger over for myndigheder og institutioner.

FOF i Aarhus udviklede sig som andre oplysningsforbund mere eller mindre til en flerfaglige institution med diverse specialafdelinger. Lovgivningens muligheder skulle selvfølgelig udforskes og udnyttes. Der blev fx i 1990’erne gennemført kurser finansieret med midler fra Den regionale Socialfond og Det regionale Arbejdsmarkedsråd.

Samt i det nye århundrede er forskellige aktiviteter efter ansøgning blevet finansieret af midler og tilskud dels fra puljer under kulturministeriet og dels midler fra lokale og regionale myndigheder til specifikke aktiviteter gerne for særlige målgrupper eller inden for specifikke temaer fx den grønne omstilling.

En daghøjskole med tilknytning til FOF fik sin endelige godkendelse fra Undervisningsministeriet i 1996. Og det er værd at bemærke, at det offentlige tilskud til daghøjskoler lå på et betydeligt højere niveau end tilskud til FOF’s traditionelle folkeoplysende aktiviteter. Festen varede dog ikke særligt mange år. Tilskudsstrukturen blev ændret hvilket inden for en kort årrække betød en markant reduktion i antallet af daghøjskoler i Aarhus. Og FOF indstillede efter mindre end to årtier sin daghøjskole.

I 2002 betød en besparelse for den folkeoplysende voksenundervisning, at det maksimale tilskud til underviserløn blev sat ned fra maksimalt 2/3 til 1/3. Dette medførte en betragtelig stigning i deltagernes betaling for voksenundervisningen.

Endvidere har de kommunale tilskud til området alt andet lige været præget af tilbagegang de seneste mange år. Den stigende deltagerbetaling handler derfor i dag om betalingsvillighed og betalingsevne. Og således også om hvad den enkelte prioriterer i fritiden.

FOF har igennem de seneste 75 år haft flere forskellige kontor- og administrationsadresser samt undervisningsadresser.

Med hensyn til kontoradresse var det først kaffehandler og forstander C.M. Andersens privatadresse i midtbyen. Det var en god og billig løsning. Men ikke en holdbar løsning.

I 1960 kom det første officielle FOF-kontor i Ryesgade og siden blev det til flere forskellige adresser på Søndergade, før FOF i 1984 etablerede administration i Sønder Alle 9 (Regina-bygningen) frem til 2011, hvor Fredensgade 36, ’Den gamle Bispegård’, blev FOF’s hoveddomicil i en næsten 10-årig periode.

Senest har FOF i en 5-årig periode haft delt administration i Frichsparken og i H. H. Seedorffs Stræde.

I jubilæumsåret 2024 er administrationen blevet samlet i centrum af Aarhus C, i Hans Hartvig Seedorffs Stræde.

Det som C. M. Andersen mere eller mindre ene mand varetog i begyndelsen varetages 75 år senere af mere end 20 administrative medarbejdere, fordelt med ledere, konsulenter, koordinatorer og sekretærer på fagområderne og med medarbejderteams i stabsfunktioner inden for kommunikation og markedsføring, HR og økonomi samt ejendomsservice.

En forudsætning for et vellykket undervisningsforløb var i 1949 og er i 2024, at det kan finde sted i velegnede lokaler i forhold til målgruppen.

Undervisningen i FOF begyndte på Frederiks Alles Borgerskole og fortsatte på den også efter den blev til Brobjergskolen indtil 2010’erne, hvor den kommunale forvaltning delvist henviste FOF til andre lokaliteter.

Omkring 1980 lejede FOF sig ind i FDB’s bygning i Søndergade, hvilket blev begyndelsen på FOF’s kursuscenter i Søndergade og Hans Hartvig Seedorffs Stræde. Aktiviteternes omfang betød i 1980’erne og 1990’erne at kursuscentret blev udvidet til at omfatte mere og mere af bygningen.

Dette faste undervisningsdomicil i de seneste 40 år har først og fremmest været nødvendigt i forhold til at imødekomme efterspørgslen for undervisning i dagtimerne. De ejede og lejede undervisningslokaler er fra tid til anden blevet suppleret med flere lejede undervisningslokaler centralt i Aarhus.

Fjords Gades Skole erstattede i 2014-2015 Skt. Anna Gades Skole og egentlig også Brobjergskolen som et nyt samlende kursus- og undervisningssted for den folkeoplysende voksenundervisning.

De fysiske rammers beskaffenhed er og bliver et afgørende parameter for FOF’s undervisning.

Ikke mindst set i forhold til at der ofte er en ganske høj deltagerbetaling, forventer deltagerne også lokaler, der både har rum til selve undervisningen og til social udfoldelse i pauserne. Undervisningen foregår ofte på kommunale folkeskoler, der ikke altid er velegnede til voksenundervisning, fordi de logisk nok er indrettet til undervisning af børn og unge.

I takt med at den største del af den folkeoplysende voksenundervisning foregår i dagtimerne, har man været nødt til at finde andre løsninger end folkeskoler. Det kan fx være nedlagte skoler som Fjords Gade Skole, der nu kan anvendes til voksenundervisning, eller andre typer af kommunale lokaler, der er ledige i dagtimerne. Der er store forskelle på, hvor velegnede lokalerne er. Det spænder fra, at der er fremragende forhold for voksenundervisningen til temmelig simple lokaler.

Det er et problem, at lokalebehovet for den folkeoplysende voksenundervisning ikke prioriteres mere end det er tilfældet. Og efter sigende er det problem i de fleste kommuner. Hvis man forsøger at lægge pres på kommunen for at få et større tilskud til private lokaler, hvad man egentlig har krav på ifølge folkeoplysningsloven, hvis kommunen ikke kan stille egnede lokaler til rådighed, er svaret som regel, at så vil det beløb, der skal føres ind i lokalepuljen, blive taget fra den pulje, der går til undervisning mm. Stillet over for dette valg vælger de fleste folkeoplysende foreninger at foretrække, at tilskuddet går til undervisningen i stedet for til lokaleleje, og derved forbliver lokaleproblemerne uløste.