Historien om Folkeligt Oplysnings Forbund i Aarhus V

Resume

I 1947 begyndte konservative kredse i Aarhus at arbejde med studiekredse som led i folkeoplysning. I 1949 blev FOF (Folkeligt Oplysnings Forbund) grundlagt i Aarhus, og undervisningen blev organiseret under aftenskoleloven. Foreningen voksede hurtigt, og interessen for voksenundervisning steg markant – især for praktiske fag som sprogfag, bogføring, psykologi og håndarbejde.

C.M. Andersen, oprindeligt kaffehandler, blev central figur og forstander i FOF og ledte oplysningsforbundet frem til 1973. Under hans ledelse blev FOF en vigtig aktør i byens oplysningsliv med mange deltagere og kurser, også for soldater og ældre. Udfordringer opstod undervejs, bl.a. debat om såkaldte “hobby-kurser” og krav om deltagerbetaling.

Med 1968-loven om fritidsundervisning blev der åbnet op for meget friere kursusudbud, hvilket førte til vækst, men også behov for regulering i 1971. FOF havde i denne periode stor succes og udvidede undervisningen til mange skoler i Aarhus og omegn.

C.M. Andersen blev afløst som leder i 1973, men forblev en central skikkelse til sin død i 1978. Herefter overtog Inge Olsen ledelsen i en ny æra med professionel drift og flere ansatte.

FOF i Aarhus

I Aarhus knyttede konservative kredse i 1947 konkret an til tanken og arbejdet med studiekredse som begyndelsen til en bredere folkeoplysningsvirksomhed. Man holdt sig dog til deltagere fra egne rækker, fra de konservative organisationer, dvs. vælgerforeningen, kvindekredsen og Konservativ Ungdom. Man annoncerede ikke, og man oprettede kun ganske få studiekredse.
Det følgende år fortsatte man arbejdet under de samme beskedne former. Først efter at man var blevet klar over, hvordan det havde været grebet an andre steder i landet, blev man opmærksom på, at undervisningen kunne lægges ind under aftenskoleloven.

I 1949 blev der således indkaldt til en generalforsamling, hvor man stiftede en forening og vedtog at lade undervisningen foregå inden for aftenskolelovens rammer. Folkeligt Oplysnings Forbund (FOF) var dermed en realitet i Aarhus. I 1949.

Bestyrelsen kom i første omgang til at bestå af kaffehandler C.M. Andersen, der havde kontakt til vælgerforeningen, lærer Margrethe Jørgensen (1894-1986) med forbindelse til kvindekredsen og Erik Askel, der havde tætte kontakter til Konservativ Ungdom, samt Gudrun Hasselriis (1890-1984) som blev foreningens første formand.

Gudrun Hasselriis var skoleinspektør (1937-55) for Frederiks Allés Borgerskole (senere kendt som Brobjergskolen). Videre enedes man i bestyrelsen om en konstituering, hvor C.M. Andersen blev næstformand, Margrethe Jørgensen blev kasserer og Erik Askel blev sekretær.

En undervisningsplan blev lagt fast og foruden adskillige sprogfag, blev der udbudt undervisning i historie, samfundskundskab, husgerning, strikkekursus, bogføring, barnepleje, psykologi og sy- og tilskærekurser. Og disse kurser var kommet i gang udbød man yderligere undervisning i skilteskrift, retorik og litteratur, ligesom der blev taget initiativ til et fotokursus.
Lokaleforholdene var allerede fra begyndelsen afgørende for den folkeoplysende voksenundervisning.

Man besluttede at satse entydigt på Frederiks Alles Borgerskole som en fast base. Hellere en overfyldt skole end at sprede aktiviteterne på flere. Afgørende var det også, at samarbejdet med pedellen var godt. Og så var det ikke at forglemme FOFs formand Gudrun Hasselriis’ skole. En vis betydning havde det naturligvis også, at skoleinspektører på flere af de andre byskoler var stærkt engageret i konkurrenten, ligesom man var bekendt med at adskillige skoleinspektører havde tilknytning til Socialdemokratiet og endog havde sæde i AOF’s bestyrelse.

Gudrun Hasselriis blev i 1950-1953 igen valgt til Folketinget. Hasselriis havde allerede i perioden 1945-47 været medlem af Folketinget. Det betød, at C.M. Andersen gradvist som næstformand kom til at overtage stadig flere bestyrelsesopgaver. Lidt efter lidt blev han også den daglige, administrative leder af FOF, han fik således titel af forstander for FOF, en post han i øvrigt fortsatte på frem til 1973.

Fra begyndelsen i 1949 blev initiativtagerne, dvs. bestyrelsen, på det nærmeste overvældede, idet der meldte sig flere hundrede deltagere til den udbudte voksenundervisning. Det var de mest elementære fag, der trak, men ud over de allerede nævnte undervisningsfag blevet rationaliseringskursus også et trækplaster. Ligeledes fik et havekursus betydelig tilslutning. Endelig havde det i de første år også betydning, at C. M. Andersen kontaktede garnisonen i byen og dermed dels fik officerer til at undervise og dels et ikke ringe antal soldater til at melde sig som deltagere i voksenundervisningen.

Samfundsmæssigt blev 1950’erne et besværligt årti. Man talte om en politik, hvor der skiftevis blev fyret op under økonomien og slået bak. Men i 1958 slog konjunkturerne for alvor om, og årene frem blev økonomisk set en gylden periode. Frem til 1973 var konjunkturerne overvejende gunstige.

Og det havde betydning for interessen i den undervisning, som FOF havde på programmet. Betydning havde det også, at arbejdstiden blev sat ned. Det var første gang siden 1919, at arbejdstiden blev sat ned. Og da der i 1958 først var slået hul på en arbejdstid på 6 dage a 8 timer, gik resten omtrent af sig selv. Weekend blev et begreb og snart efter også 5 dages uge. Nu var det så 5 dage a 8 timer.

Således kom fritid til at fylde mere. Og man talte om og efterspurgte fritidsundervisning. FOF var i de samme år blevet stadig mere markant på landsplan. Den teologiske professor Flemming Hvidberg var i 1947 blevet landsformand for FOF, en post han beklædte til sin død i 1959.

I Aarhus var Hvidberg en kendt skikkelse, idet han siden 1943 havde været valgt til Folketinget i Aarhus og i øvrigt forblev medlem af Folketinget til sin død.

For FOF og folkeoplysningen havde det også en vis betydning, at Flemming Hvidberg blev udnævnt til undervisningsminister (1950-53). I 1950’erne og 1960’erne var der frem mod kommunalreformen i 1970, der skabte den nye storkommune Aarhus, en kraftig vækst inden for voksenundervisning med FOF og AOF som de dominerende aktører.

Kurser i maskinskrivning var næsten fra begyndelsen i 1949 dominerende og efter få år rejste forstander C.M. Andersen spørgsmålet om FOF skulle fortsætte undervisningen i maskinskrivning. Det var ikke fordi han havde noget mod faget. Problemet var blot, at reparation af skrivemaskinerne og afskrivning på samme androg et højere og højere beløb. Man fortsatte med maskinskrivningen og udbuddet af kurser steg og steg. Det var ikke det eneste store spørgsmål, der var oppe i 1950’erne i FOF.

Et andet var, at C.M. Andersen havde fået udbetalt et lederhonorar. Det mente ikke alle, at de var blevet orienteret om. I almindelighed vedtog man dog i bestyrelsen at betale C.M. Andersen 1 kr. pr. deltager som vederlag for hans arbejde og sekretæren Erik Askel modtog en beskeden timebetaling for at hjælpe med det administrative arbejde. Aktiviteterne i FOF havde i 1950’erne efterhånden nået et omfang, at det blev besluttet at finde et kontor, ligesom sekretæren fik stillet telefon til rådighed, dog mod en fastsat bestemt kontortid. Det var heller ikke længere tilfredsstillende eller rimeligt at bruge kaffehandler C.M. Andersens private hjem som kontor. Frederiks Alles Borgerskole var heller ikke længere tilstrækkelig til at kunne rumme den samlede undervisning i FOF. Flere kommunale skoler måtte inddrages til undervisningsformål. Alt i alt havde FOF fået et godt samarbejde med den kommunale forvaltning. En form for ’Samsøgade-afdeling ’af FOF var det således også blevet til i første halvdel af 1950’erne. Og man diskuterede om den måske skulle flyttes til Munkegades skole. Siden gik ønskerne i retning af at opnå eneret på at bruge netop denne skole til voksenundervisning. Den øgede fritid medførte andre og nye behov. Ønsket om at rejse ud og se andre steder og lande end det hjemlige tager til, en rejseafdeling i FOF ser derfor dagens lys. Og der bliver planlagt ture og rejser til Rom, Firenze og Venedig og til Spanien. Økonomien i rejserne optog i øvrigt ganske meget af bestyrelsens tid. Det skulle ikke kun løbe rundt, det skulle også gerne give et overskud. I Aarhus havde alt hidtil gået stille og fredeligt til, præget af fremgang. Men pludselig i 1956 blev bestyrelsen kastet ud i en voldsom blæst. Anledningen var sådan set ikke lokal, men foranlediget af en kritik rejst af FOF i Holstebro. På et FOF-repræsentantskabsmøde i København havde man rejst spørgsmålet om det rimelige i, at der blev arrangeret, hvad man kaldte hobby-kurser på det offentliges regning. Man ønskede, at de såkaldte vildskud måtte føre til en ændring af loven. Man pegede på flere eksempler: klipning af juletræspynt, fletning af peddigrør, maling af porcelæn mm. Aarhus Stiftstidende bragte i forlængelse heraf en leder om spørgsmålet. Og der blev indkaldt til et ekstraordinært bestyrelsesmøde.

Diskussionen var af en sådan karakter, at Margrethe Jørgensen omgående ønskede at fratræde posten som formanden samt at udtræde af´bestyrelsen. Hun blev på det efterfølgende bestyrelsesmøde erstattet af lærer Laura Dalgaard, som nyt bestyrelsesmedlem. Og C.M. Andersen overtog formandsposten. Bestyrelsen traf desuden beslutning om at fremsende en kommentar til det lokale dagblad.

Kritikken satte sig politisk afgørende spor i form af nedsættelse af et 17-mands stort Folketingsudvalg, der af vittige journalister naturligvis blev omdøbt til peddigrørsudvalget. Det skulle undersøge påstandene om misbrug af loven og eventuelt komme med forslag til ændringer og stramninger. Undervejs stillede de borgerlige partier forslag om et deltagergebyr. Holdningen var den, at deltagerne blev mere ansvarlige, hvis de selv havde et medansvar for økonomien.

I forbindelse med en lovrevision i 1959-1960 øjnede de borgerlige oppositionspartier en mulighed for at markedsføre deres synspunkt. Forslaget var nu modificeret på en sådan måde, at det blev overladt til de enkelte oplysningsforbund og aftenskoler at afgøre, om de ville opkræve et deltagergebyr.

Hele dette spørgsmål dannede i 1959 udgangspunkt for et særligt ’bestyrelsesmøde’ i Aarhus mellem byens oplysningsforbund og aftenskoler samt de formelle kommunale grundskoler. Målet var egentlig at udstikke grænselinjer mellem folkeskolen og ungdomsskolen samt aftenskolen.

I markedsføringen lagde man efter den heftige debat om aftenskoleundervisningen stadig større vægt på at vise, hvad deltagerne havde fået ud af undervisningen. Det blev derfor snarere reglen end undtagelsen, at der hvert år blev lavet udstillinger, hvor dette var muligt, om ’udbyttet’ og ’nytten’ ved undervisningen.

Udstillingerne, der fra år til år foregik på forskellige lokaliteter i byen så som Aarhus-Hallen, Rådhushallen, Østergades Hotel og Håndværkerforeningens bygning, var almindeligvis store tilløbsstykker.

Meget var under forandring i samfundet. Undervisningssystemet ændrede sig. Tilgangen til mellemskolen og siden gymnasiet steg år for år. Og denne tendens ændrede sig ikke, selv om skoleloven af 1958 afskaffede mellemskolen. Stadig flere unge fik enten realeksamen eller studentereksamen. Alt dette ændrede også vilkårene for voksenundervisningen. Befolkningens behov gik måske ikke længere så meget i retning af almene og alment dannende fag som i retning af fag, der gjaldt en meningsfuld fritid eller gav særlige individuelle kvalifikationer. I øvrigt var man også begyndt at tale om den begyndende konkurrence fra fjernsynet. En anden udfordring var de stigende vanskeligheder med at skaffe undervisere.

Økonomien i FOF var tilfredsstillende og regelmæssigt kunne man bevilge penge til indkøb af materialer. Båndoptagere, lysbilledapparater og nye skrivemaskiner. Ikke blot maskinskrivning, men også undervisning i korrespondance, blanketter og formularer, som forekom på et moderne kontor, skulle man i undervisning også delagtiggøres i. Kursusbeviser hørte med som en naturlig del af dette undervisningsforløb. I midten af 1960’erne vedtog mani bestyrelsen at indkøbe yderligere skrivemaskiner. Maskinparken nåede herefter op på 36. I 1965 drøftede man tillige særlige kursusrækker for ældre og samme år også indførelse af en særlig pædagogisk indsats overfor FOF’s egne omkring 170 undervisere. I 1967 var FOF medinitiativtager til et stort fælles grundkursus for alle undervisere i aften- og ungdomsskolen. Kurset tilsigtede at give deltagerne et grundlæggende kendskab til undervisningspsykologi, pædagogik og metodik for voksne deltagere. Kurset krævede 15 aftener af hver fire timer, og for at opnå et voksenpædagogisk bevis, skulle den enkelte underviser havde deltaget i mindst 80% af undervisningen. Ideen dannede i øvrigt siden mønster for andre rundt om i landet. Siden krævede amtet, at alle oplysningsforbundenes og aftenskolernes undervisere skulle have gennemgået et voksenpædagogiske grundkursus. Nu var undervisningen ikke længere samlet på nogle få centralt liggende skoler, men på næsten alle byens kommuneskoler så som Vorrevangskolen, Møllevangsskolen og Skt. Anna Gades skole dog med en overvægt af undervisning på Brobjergskolen (den tidligere Frederiks Allés Borgerskole). Og ikke nok med det. FOF havde også undervisning på adskillige folkeskoler i forstæderne, ligesom der blev indledt et samarbejde med de selvstændige FOF-foreninger i omegnskommunerne til Aarhus.

Ligesom samfundet ændrede sig, gjorde lovgivningen det også. I årene 1948, 1954, 1960, 1968 og 1971 blev lovgrundlaget for fritidsundervisningen ændret. Områdets dynamik kan egentlig aflæses af lovenes betegnelser. Tilskud til Aftenskoler (1948), Ungdomsundervisning m.v. (1954), Ungdomsskoler og aftenskoler m.v. (1960) og Fritidsundervisning (1968). Adskillelsen mellem ungdomsskole og aftenskole blev stadig tydeligere fra midten af 1950’erne.

Ungdomsskolen skulle tage sig af de 14-18-årige, mens aftenskolen skulle tage sig af dem, der var over 18 år. Frem til 1968 var der fastsat nøje bestemmelser om hvilke fag, som aftenskolen kunne undervise i. Der blev nævnt 4 fagrækker, og inden for dem skulle man holde sig. Med loven fra 1954 blev der dog mulighed for at indføre andre emner, men det forudsatte vel at mærke Undervisningsministeriets godkendelse. Loven i 1968 om fritidsundervisning ændrede dette. I øvrigt erstattes begrebet aftenskole i den nye lov af begrebet fritidsundervisning. Nu blev der åbnet mulighed for at undervise i alt det, som deltagerne kunne ønske undervisning i.

Ganske vist med de samme krav til faglighed og alsidighed, som allerede lå i lovgivningen. Den nye lov var i det hele taget bemærkelsesværdig og kan stå som et eksempel på det rige og tolerante samfunds lovgivning. Den kunne da heller ikke holde. Virkeligheden indhentede den, og den blev strammet tre år senere. Men i de tre år, den var i kraft, åbnede den mulighed for næsten hvad som helst, blot man var over 18 år, og det foregik uden for arbejdstid. Kommunerne skulle som det hed stille rene og varme lokaler gratis til rådighed, og deltagerne kunne nøjes med et indskrivningsgebyr.

Særlig opmærksomhed tiltrak de såkaldte interessegrupper sig. Her dukkede fx skak og bridgeundervisning op. Tilskudsreglerne fastlagde 1/3 statstilskud til underviserens/instruktørens løn og frit slag for kommunerne og deltagerne om resten. Det vil sige, at hvis kommunen ville, kunne den betale hele den resterende 2/3. Teoretisk set kunne man altså spille bridge for det offentliges regning.

Det genoplivede en debat om, hvilke fritidsaktiviteter, der med rimelighed kunne få offentligt tilskud. Resultatet blev en stramning af tilskudsreglerne i 1971, således at deltagerne i interessegrupperne selv skulle betale 1/3 af udgifterne til underviseren/instruktøren. Det angreb oppositionen hårdt, og den nedsatte året efter deltagerbetalingen til 1/6, da den selv var kommet til.

Lovgivningen pålagde kommunerne et ansvar for folkeoplysningen og fritidsundervisningen, ikke for selve driften og indholdet, men for at rammerne var i orden, såvel de fysiske som de økonomiske.

De kommunale udgifter til området steg overordnet fra slutningen af 40’erne til begyndelsen af 50’erne, men stabiliseredes så, og hovedparten af områdets udgiftsstigning tog staten sig. Med lovændringen i 1968 ændrede billedet sig totalt.

På få år sprang kommunens udgifter i vejret. En markant udgiftsstigning kaldte på et politisk indgreb, og som nævnt kom det også i 1971.

I 1973 fratrådte C.M. Andersen som forstander for FOF i Aarhus efter 25 års indsats. Indtil 1960 havde han drevet kaffeforretning ved siden af opgaverne i FOF, herefter var han blevet fuldtidsleder.

Det var ikke mindst hans store fortjeneste, at FOF var blevet en velfungerende forening og forretning.

Takket være C. M. Andersens enestående arbejdskraft og viljestyrke parret med realitetssans og iderigdom, skabte han et stort aarhusiansk oplysningsforbund. En personlighed med stærke synspunkter var han uden tvivl. Han nåede gode resultater og fandt nye veje til gavn for FOF og til glæde for tusindvis af deltagere.

Han blev i første omgang efterfulgt af Verner Falk Jørgensen og siden af K.H. Rasmussen, der begge dog kun fungerede i ganske kort tid. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at C. M. Andersen stadig var i kulissen indtil sin død i 1978.

Inge Olsen tiltrådte i 1976 som leder af FOF, og hun varetog med sikker hånd hvervet til 1981. Det var nye tider med fuldtidsansat forstander og halv snes administrative medarbejdere.