Historien om Folkeligt Oplysnings Forbund i Aarhus IV

Resume

Studiekredsen beskrives som en organiseret samtaleform, hvor mennesker med forskellig baggrund samles om et fælles emne, de finder vigtigt for dem selv eller samfundet. Studiekredsen er en videreudvikling af den daglige samtale og udnytter samtalens evne til at skabe forståelse og viden.

I modsætning til almindelige samtaler er studiekredsens diskussioner systematiserede og styret af en studiekredsleder, som opdeler emnet i mindre dele og fordeler dem mellem deltagerne. Hver deltager har både ansvar og rettigheder: de skal bidrage aktivt og har ret til at blive hørt. Formålet er gensidig oplysning og personlig udvikling gennem dialog, frem for blot at modtage viden passivt.

Studiekredsen

I 1944 udsendte journalisten Aage Hastrup en vejledning for studiekredsinteresserede i håb om at afhjælpe et længe følt savn inden for de konservative organisationers oplysningsarbejde.

Studiekredsen blev forløberen for en bredere folkeoplysning og voksenundervisning, og vejledningen herom blev genudgivet i 1947, da der altså blev stiftet et egentligt oplysningsforbund. Det følgende er fra den nævnte vejledning som et svar på spørgsmålet om hvad en studiekreds er. I 1944.

Studiekreds er betegnelsen for en række sammenkomster af mennesker, som gerne må være forskellige i indstilling, alder, køn og erhverv, men som har én fælles interesse: ved hinandens bistand at gennemdrøfte et bestemt emne, som de finder betydningsfuldt for dem selv, deres samfund eller den ide, de arbejder for.

Ved et studiekredsarbejde forstår man i virkeligheden kun en kultivering af de samtaler, som føres dagligt utallige gange af alle mennesker, og om alle emner. Gennem disse samtaler modtager hver enkelt af os til stadighed en vis påvirkning, utvivlsomt den stærkeste påvirkning, som vi overhovedet udsættes for. Man møder en bekendt på gaden, man kommer til at drøfte vejr og vind og falder måske over i en samtale om madvarepriser, forsyningsforhold, forsvarsspørgsmål, Sydslesvig, udenrigspolitik, eller hvad man det nu kan være.

Gennem denne samtale tvinges man til at danne sig en vis mening om det spørgsmål, der drøftes, og man tvinges også til at give udtryk for sine tanker. Emnet cirkulerer – populært sagt – helt anderledes naturligt gennem hjernevindinger end om man sad og hørte et foredrag eller læste en bog om det samme spørgsmål, og man vil hurtigt bemærke, at denne form for oplysningsarbejde i virkeligheden er den, der rodfæster sig bedst.

Studiekredsen er opbygget i erkendelse af samtaleformens værdi for kundskabsberigelse og kundskabsmeddelelse. Forskellen fra en almindelig dagligdags samtale og en studiekreds er i hovedsagen den, at i studiekredsen er samtalerne systematiseret, og de drejer sig om et hovedemne.

Den er udsprunget af en hos en kreds af mennesker tilstedeværende trang til gennem samtale og læsning at dygtiggøre sig i et bestemt spørgsmål.
Dette spørgsmål inddeles af studiekredslederen med støtte i grundbogen i en række afsnit, som derefter fordeles mellem deltagerne, således at hver enkelt får overdraget den opgave at sætte sig grundigt ind i en bestemt lille del af dette hovedemne, man arbejder med.
Studiekredsen er på den måde, at studiekredslederen påtager sig gennem et personligt arbejde at fremskaffe en række særlige oplysninger, som kan stilles til kredsens rådighed og dermed bidrage til at højne dens diskussioner. Studiekredslederen sørger for, at der er system i samtalen, således at denne fortrinsvis kommer til at bevæge sig inden for emnet, og således at oplagte misforståelser ikke får lov til at stå uimodsagt hen.

Men deltagerne i sammenkomsterne må ikke møde med den forudsætning, at det er studiekredslederen, der skal præstere arbejdet. Hver især har de deres pligter og rettigheder. Pligt har de til at vise emnet og kredsen interesse, ret har de til at få deres synspunkter hørt og respekteret af kredsens øvrige medlemmer.