Historien om Folkeligt Oplysnings Forbund i Aarhus III

Resume

Dette er historien om tilblivelsen af Folkeligt Oplysnings Forbund (FOF), der blev stiftet i 1947 som et konservativt initiativ til at fremme folkeoplysning og dannelse blandt voksne. Idéen opstod under besættelsen og udsprang af ønsket om at engagere ungdommen i meningsfuld debat og personlig udvikling. Efter krigen blev initiativet genoptaget, og konservative kræfter – herunder Flemming Hvidberg – blev centrale i arbejdet.

Hvidberg blev formand og satte en klar vision: FOF skulle danne mennesker åndeligt og kulturelt, ikke blot ideologisk. Navnet “Folkeligt Oplysnings Forbund” blev valgt for at signalere et bredt kulturelt engagement. Den lokale forankring viste sig dog svær, bl.a. på grund af modstand i konservative kredse og konkurrence fra kommunale aftenskoler.

FOF fik dog sit gennembrud takket være ildsjæle og Hvidbergs inspiration. Aktiviteterne begyndte med studiekredse og foredrag og udviklede sig senere til også at omfatte sprogundervisning. Midt i 1950’erne kom det store gennembrud, og FOF blev en central aktør i dansk folkeoplysende voksenundervisning.

Folkeligt Oplysnings Forbund

Den første tanke i konservative kredse om at iværksætte et bredt anlagt oplysningsarbejde opstod allerede under besættelsen. Dette beretter journalisten Aage Hastrup (1919-1993) om i bogen ’Frugtbar uro’ fra 1961.

Aage Hastrup havde som ungdomspolitiskrejsesekretær ført samtaler med den jævnaldrende Poul Møller (1919-1997) om denne sag. Og forhåbningerne gik i retning af at samle ungdommen under former, der skulle være at en sådan art, at de i sig selv understregede respekten for det enkelte menneskes personlighed og dets forpligtelse til at skaffe sig viden og danne sig mening om tidens afgørende spørgsmål.

I de følgende år oprettedes en lang række studiekredse rundt om i landet. Og for første gang gjorde konservative foreninger brug af aftenskole og aftenhøjskoleloven. Bortset fra kommunale myndigheder havde hidtil kun Arbejdernes Oplysnings Forbund benyttet sig af denne lovgivning.

I sin søgen bankede Konservativ Ungdom på folkehøjskolens dør. Ikke altid blev den åbnet. Men flere ledende højskolefolk fra Ryslinge, Askov, Vesterdal og Snoghøj så sig pludselig, måske til nogens overraskelse for dem selv, som foredragsholdere ved konservative arrangementer.

Her mødte man også det konservative folketingsmedlem, professor dr.theol. Flemming Hvidberg (1897-1959), som hurtigt blev den selvskrevne foredragsholder ved alle større kulturelle sammenkomster inden for ungdomsbevægelsen.

Den konservative aftenskole- og studiekredsvirksomhed nåede navnlig i vinteren 1943-44 et betydeligt omfang. Der var diskussion og undervisning i historie, samfundskundskab og litteratur samt hjemstavnslære. Men den efterfølgende vinter satte de skærpede vilkår under besættelsen en stopper såvel for dette som for alt andet legalt politisk foreningsarbejde.

Efter befrielsen genoplivedes tanken om at gøre oplysning, som det former sig i studiekredse og aftenskoler, til noget centralt ikke kun i ungdomsorganisationens, men også i de konservative vælgerforeningers og kvindekredses almindelige virksomhed.

Det konservative Folkepartis ledere, John Christmas Møller (1894-1948) og Poul Sørensen (1904-1969), lyttede med åbent sind til disse planer og overdrog til et par af partiets yngre medarbejdere at undersøge og udarbejde grundlaget for et sådant oplysningsarbejde. Disse planer var færdige i foråret 1947. Og den 3. juni samme år stiftedes ved et møde på Christiansborg et selvstændigt oplysningsforbund, som til en begyndelse ikke fik noget egentlig navn.

Flemming Hvidberg deltog ikke i stiftelsesmøde den 3. juni 1947. Forinden havde nogle drøftet, hvem der skulle være formand for oplysningsforbundet. Flere navne blev nævnt, men i første omgang ikke Hvidbergs. Måske var det, fordi han, den forfinede politiker og ansete universitetsprofessor, mere kendt som forsker end som pædagog, blev anset for at være for eksklusiv til at ville påtage sig den opgave.

Som konservativ havde Flemming Hvidberg kun været kendt i de få år, siden han i 1943 havde indvilget i at stille op som kandidat til folketinget og blev valgt i Aarhus.

Havde man kendt ham i perioden som præst (1924-1929) på Amager, hvor han viste sine gode menneskelige og folkelige egenskaber, ville man sikkert have betragtet ham som selvskreven til formandsposten. Men for en snæver kreds var Hvidberg blot en af de nye i folketinget.

Med sit sikre instinkt for, hvad der bor af værdier og muligheder i et menneske, var det Poul Sørensen, der pegede på Hvidberg. Selv følte Hvidberg sig ikke alt for overbevist om, at han var den rette. Han fik nogle dages betænkningstid, og så sagde han ja.

Måske var det af pligtfølelse, at Flemming Hvidberg sagde ja til formandsposten for det unavngivne oplysningsforbund. Men opgaven betog ham hurtigt. Pligt blev til lyst. Egentlig var det vel folkeoplysningen, der fik ham til at føle sig hjemme i og lykkelig ved sin gerning som konservativ politiker.

Der fulgte en tid, præget af megen iver og store drømme. Hvidbergs overtagelse af formandsposten løftede det hele. Hans væremåde, der på én gang var karakterfast og frigjort for al snæversyn, smittede af. Og mange forstod, at det drejede sig om langt mere end blot at danne konservativt tænkende mennesker til en indsats i og for samfundet.

Den egentlige opgave var at komme dem til hjælp, som hverken folkehøjskolen eller AOF havde draget omsorg for, kort sagt vække dem til forståelse af deres egne muligheder og forpligtelser og samle dem om en kulturel indsats, som kunne give impulser til det politiske liv.

Navnet for det nye oplysningsforbund måtte ikke være for snævert. Sammen nåede man frem til navnet Folkeligt Oplysnings Forbund (FOF).

Flemming Hvidberg gav FOF et mål og forklarede hvad det var, man skulle søge at opnå. FOF som en bevægelse hvor vi ganske enkelt dannes til at være mennesker. Derved at denne bevægelse peger på de åndelige værdier, som giver styrke og selvstændighed – også i modgang.

FOF har intet mindre mål end dette at danne os alle til at bevare vor menneskelige værdighed midt i en verden, hvor det efterhånden mest er de udvendige ting, der kan måles og vejes, der beskæftiger tankerne.

Efter at FOF nu var dannet og den centrale ledelse var på plads, gjaldt det om at få etableret lokale aktiviteter i landets daværende 1321 kommuner. Til at løse denne opgave blev ansat en sekretær, som fik et lille kontor og derfra måtte sekretæren så drage ud i landet og prøve at inspirere de lokale vælgerforeninger til at oprette FOF-udvalg. Som hjælp fik de pjecen ”Studiekredsen og Aftenskolen”. Det viste det sig langt vanskeligere at etablere lokale FOF-udvalg end man vist havde forestillet sig. Bestyrelserne i de lokale vælgerforeninger kunne ikke altid forstå, hvorfor man som konservativ skulle til at lave undervisning og studiekredse med offentlige tilskud. Det stred efter manges opfattelse mod konservativ politik.

I mange af landets kommuner fandtes der endvidere dengang kommunale aftenskoler, hvor mange konservative sogneråds- og byrådsmedlemmer sad som medlemmer af bestyrelsen. Det var derfor forståeligt, at disse advarede mod at etablere FOF, som jo ville blive en konkurrent til den udmærkede kommunale aftenskole. Mange vælgerforeningsbestyrelser følte vel også, at etablering af en FOF-forening som tilrettelagde foredrag og studiekredse ville være en direkte konkurrent til vælgerforeningens egne arrangementer.

I foråret 1948 holdt FOF et repræsentantskabsmøde på Christiansborg under Flemming Hvidbergs ledelse. Adskillige kulturelt interesserede kvinder og mænd deltog, ikke mindst var provinsens lærerstand rigt repræsenteret. Mange var kommet alene i tillid til Hvidbergs navn, uden ret at vide, hvad FOF egentlig drejede sig om. Og over for denne kreds og en lignende forsamling, der senere på året var samlet på folkehøjskolen i Kerteminde, talte Hvidberg ikke for døve øren. Her fandt hans tanker en klangbund og vandt en forståelse, som gav stødet til FOFs egentlige gennembrud. Den skyldtes først og fremmest Hvidbergs inspiration, men dernæst at der var mennesker, der kunne lade sig inspirere.

I Sønderborg, i Vejle, i Lyngby, i København, i Odense og i Hornbæk samt i Aarhus blev inspiration til virkelighed, for blot at nævne nogle enkelte. Ildsjæle skabte den folkeoplysning og den undervisning for voksne, det studium for alle, der blev grundlaget for FOF.

Uden Flemming Hvidbergs inspiration, uden hans evne til at forklare, hvor vigtigt det er at vide noget, var FOF vel aldrig blevet hvad det er i dag, fordi han ikke blot kaldte til kundskab, men også til en åndelighed, som vi må erkende, at vi har brug for.

I de første år var FOF’s virksomhed lokalt mest af alt studiekredse og foredrag. Der var dog nogle, som havde fundet ud af, at der var et behov for at lære fremmedsprog og derfor havde tilbudt undervisning i engelsk, tysk og fransk. Det store gennembrud for FOF kom i midten af 1950’erne.