Historien om Folkeligt Oplysnings Forbund i Aarhus II

Resume

En historisk gennemgang af oplysningens og dannelsens udvikling i Danmark med særligt fokus på voksenundervisning og Folkeligt Oplysnings Forbund (FOF). Udgangspunktet er den grundtvigske tradition, som forstår oplysning som livsoplysning for hele folket – ikke kun de lærde.

Oplysning ses som en proces, hvor samfundet bliver klogere på sig selv gennem myter, ritualer og kulturel læring. Traditionen går tilbage til reformationen i 1536, hvor kristen oplysning dominerede. Senere udviklede sig en statsborgerlig og folkelig-national oplysning, bl.a. med aftenskoler og højskoler, kulminerende med Grundtvigs idéer om oplysning som noget lystbetonet og folkeligt forankret.

I 1800-tallet blev folkeoplysning en del af civilsamfundets udvikling og foreningsliv, med bevægelser som højskolebevægelsen, arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen. I 1900-tallet nærmede grundtvigianisme og arbejderbevægelse sig hinanden, hvilket førte til dannelsen af Dansk Folkeoplysnings Samråd i 1941. FOF viderefører denne brede og klassiske dannelsestradition med fokus på voksne og læring for livet.

Oplysning og dannelse

I Danmark er der tradition for at forstå voksenundervisning og folkeoplysning som noget, der begyndte med N. F. S. Grundtvig (1783-1872). Historien om Folkeligt Oplysnings Forbund i Aarhus skriver sig også ind i den grundtvigske oplysnings- og dannelsestradition. En dybere forståelse af denne tradition fordrer såvel et historisk tilbageblik som et indblik i de oplysningstraditioner, der mere eller mindre har præget Danmark siden reformationen i 1536.

Oplysning kan ifølge Ove Korsgaard (Kampen om lyset, 1997) defineres som den proces i samfundet, der fortæller samfundet om sig selv. Så vi kort sagt kan blive klogere på os selv og hinanden. Den proces kommer bl.a. til udtryk i myter og ritualer. I koncentreret form er myter fortællinger om samfundets værdigrundlag. Og ritualer er en dramatisering og visualisering af dette grundlag. Alle samfund har myter og ritualer. Disse myter og ritualer er af afgørende betydning for overførelsen af normer og værdier til næste generation. Det er afgørende at uddanne og at danne kommende generationer, fordi opbygning og vedligeholdelse af kvalifikationer er ethvert samfunds livsnerve. Hver ny generation skal imidlertid ikke kun kvalificeres fagligt, men også kulturelt til et leve i et bestemt samfund. Alle samfund har derfor både dannelses- og uddannelsesinstitutioner.

Når det gælder dannelse, har kristendommen gennem flere århundrede i Europa været en vigtig samfundsmæssig institution, der har varetaget centrale opdragelsesopgaver og forvaltet nogle af de vigtigste myter og ritualer.

Uddannelse blev i det før-moderne samfund overvejende varetaget gennem læretid på gården

eller i værkstedet. Den unge lærte gennem sameksistens med den voksne hvad der var nødvendigt for at klare sig. Man lærte det, man skulle kunne, ved at efterligne og hjælpe til i arbejdet.

Læretiden som uddannelsesmåde har i det moderne samfund fået konkurrence og er lidt efter lidt blevet erstattet af skolegang. Det betyder, at den unge ikke får sin uddannelse i direkte kontakt med arbejdslivet. Også når det gælder dannelse får skolen en vigtig funktion og den har vel alt andet lige erstattet kirken som samfundets centrale institution på det felt.

Historien om Folkeligt Oplysnings Forbund (FOF) i Aarhus handler ikke om uddannelse og dannelse af børn, men derimod om uddannelse og dannelse af voksne. Og vel egentlig også mere om dannelse end uddannelse. Det er imidlertid svært at trække en klar skillelinje. Hvad der i en sammenhæng forstås som uddannelse, forstås i en anden som dannelse.

Mens alle samfund lægger vægt på uddannelse og dannelse af børn og unge, forholder det sig anderledes når det gælder voksne. Om end der findes former for voksenundervisning i mange kulturer, er den udformning, som voksenundervisning i Europa fik med reformationen, et nybrud og udtryk for en helt særegen historie, idet den nu principielt set rettede sig mod hele folket.

Reformationen er altså det første store folkeoplysningsprojekt i Danmark med fokus på dannelse. Folket skulle dannes ved hjælp af kristen oplysning.

Som oplysnings- og dannelsestradition strækker den kristne oplysning som grundlag for den kulturelle indlæring sig fra reformationen i 1536 til vedtagelsen og indførelsen af Grundloven i 1849. Martin Luthers lille Katekismus blev grundbogen i denne dannelsesproces.

Katekismen gav et minimum af viden om kristendommens grundbegreber og dogmer. Den kristne børnelærdom blev dog ikke kun indgangen til menighedslivet men også til samfundslivet.

I 1736 blev konfirmationen (gen)indført og lovpligtig med en kundskabsprøve. I sidste halvdel af 1700-tallet opstod der imidlertid behov for en undervisning, der ikke kunne imødekommes alene af det med kirken forbundne undervisningssystem.

Parallelt med den kristne oplysning opstår i slutningen af 1700-talletsåledes en statsborgerlig oplysning som en ny kulturel indlæring præget af landboreformer og undervisningsreformer, der bl.a. fører til etablering af ’aftenskolen’.

Med almueskoleloven i 1814 blev der åbnet mulighed for at oprette aftenskole for unge, der ønskede undervisning i regning og skrivning og anden nyttig undervisning. Dermed får kirken som institution og kristen oplysning mindre betydning for voksenundervisningen. Skolen bliver med andre ord samfundets anden nøgleinstitution.

Den statsborgerlige oplysningstanke er tæt forbundet med forsøget på at fastholde staten som en fælles ramme, som et fælles værdigrundlag for alle borgere.

I begyndelsen af 1800-tallet bliver folkelig dannelse og folkelig oplysning ligefrem et kvalitetsbegreb.

Første gang, betegnelsen ”folkeoplysning” blev brugt i offentlig sammenhæng, var med stor sandsynlighed i 1829, hvor folkeoplysning blev anvendt i omtalen af stiftelsen af en aftenskole.

Dette er fremkomsten af en folkelig-national oplysning. Det var fra folket, at kulturen skulle vokse frem. Og Grundtvig præsenterede dette synspunkt med sangen ”Er lyset for de lærde blot”. For Grundtvig handlede oplysning om at blive klogere på livet. Livsoplysning og dannelse er ikke kun forbeholdt den lærde, men retter sig også mod bonden.

Grundtvigs sang ”Er lyset for de lærde blot” fra 1839 blev indledningen til det oplysningsarbejde, som fortsat finder sted rundt omkring i landet, og som minder os om, at oplysning og frihed ikke vokser af sig selv. Grundtvig holdt i efteråret 1838 en række historiske foredrag på Borchs Kollegium i København. De blev senere udgivet under titlen ’Mands Minde’. I maj 1839 stiftede en kreds af tilhørerne ved disse foredrag foreningen Danske Samfund med det formål ”at fremme Danskheden med Tale og Sang”.

På otteårsdagen for de rådgivende stænderforsamlingers oprettelse 28. maj 1831 afholdt Danske Samfund en fest, og til den fest skrev Grundtvig sangen ”Er lyset for de lærde blot”, der er som en programerklæring for folkelig oplysning.

Som ofte i sin digtning går Grundtvig tilbage til et ords grundbetydning og dets afledninger, her ordet ”lys”, for så i sangens sidste vers at opnå klimaks med hovedordet ”oplysning”.

For Grundtvig er oplysning lystbetonet og drejer sig om at blive klogere på livet. En sådan livsoplysning handler ikke om bestemte fag, men kan finde sted, uanset hvad der undervises i (”…er det så kun om sivet”). Oplysning rækker ud over den specifikke faglighed og sigter mod oplysningen om tilværelsen.

Herved indtager oplysning efter Grundtvigs opfattelse en frontstilling mod de lærdes – og elitens – universitetskultur, der først og fremmest er teoretisk og fagorienteret. Over for de lærde stilles bonden, der lovprises som det umiddelbare menneske, der er rodfæstet i en konkret folkelig virkelighed, der bl.a. indebærer, at bonden er oppe og i gang langt tidligere end de lærde. Også bonden skal omfattes af oplysning og dannelse.

Den frisindede tankegang gennemstrømmer sangen og viser sig bl.a. i første linje af tredje vers: ”Er lys på visse vilkår…”, hvor Grundtvig refererer til indskrænkningen af ytringsfriheden, som han selv havde været offer for, da han var under censur i årene 1826-37. Grundtvig advarer om, at vi ikke skal lade os skræmme af en eventuel risiko for misbrug af friheden, sidste del af vers 3: ”Skal for misbrugens skyld…”. Den advarsel er ikke blevet mindre vigtig med årene. Endelig minder han os om, at oplysning og frihed ikke vokser af sig selv. Det kræver, at folkeoplysningen vugges af folket, vers 5: ”den springer ud af folkedåd / og vokser som den vugges”.

På baggrund af Mands Minde-foredragene afholdt en række af Grundtvigs tilhængere i den følgende tid møder rundt i landet.

”Er lyset for de lærde blot” blev således indledningen til og programerklæringen for det arbejde, der fortsat finder sted bl.a. på de fleste højskoler og i oplysningsforbund som Folkeligt Oplysnings Forbund (FOF).

Grundtvig var idémand bag stiftelsen af den første danske folkehøjskole, Rødding Højskole, i 1844. Sideløbende med at Danmark overgik fra enevælde til demokrati i 1849, udvikledes et civilsamfundsbaseret forenings- og organisationsdemokrati.

Det skyldes bl.a., at Grundloven fra 1849 stadfæstede forsamlingsfriheden og borgerens frie ret til at stifte foreninger. I den forstand fik Danmark med Grundloven i 1849 et dobbeltdemokrati.

Efter Grundloven og afskaffelsen af Enevældet i 1849, blev højskolebevægelsen kernen i de folkelige og sociale massebevægelser, der for alvor begyndte at præge samfundsudviklingen i sidste tredjedel af 1800-tallet. Det var fx bondebevægelsen, arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, gymnastikbevægelsen.

I den periode blev der oprettet et utal af foreninger, hvoraf mange havde folkeoplysning og undervisning på programmet, bl.a. foredragsforeninger, sangforeninger, andelsforeninger, brugsforeninger, landboforeninger, fagforeninger, mm.

Den folkelige-nationale oplysningstanke slår for alvor igennem i 1864, hvor Danmark efter tabet af Sønderjylland bliver til en nationalstat, og bliver derefter det nye grundlag for den kulturelle indlæring. Det betyder i en folkeoplysningssammenhæng, at nederlaget i 1864 gør i de næstehundrede år den grundtvigske højskole til samfundets vigtigste institution.

I den sidste del af 1800-tallet, i det såkaldte moderne gennembrud, opstår en arbejderoplysning sammen med arbejderbevægelsen. Og i en længere periode frem til anden verdenskrig lægger arbejderbevægelsen og socialdemokratiet vægt på at opbygge egne institutioner – fra vugge til krukke – og skabe en parallel kultur, en selvstændig arbejderkultur.

I 1930’erne begyndte den grundtvigske bevægelse og arbejderbevægelsen samt socialdemokratiet at nærme sig hinanden, og de blev mere eller mindre fælles om at have national og folkelig oplysning som grundlag.

Professor, dr.theol. Hal Koch kom i en årrække til at personificere det nye fælles grundlag, idet han under anden verdenskrig blev et forbindelsesled mellem den ene og den anden bevægelse.

I 1941 fulgte dannelsen af Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) som en konsekvens af en frygt for tyskernes krav om indskrænkninger i forsamlings- og mødefriheden. Flere oplysningsinitiativer fulgte i de følgende årtier.

Livsoplysning og dannelse er ikke kun forbeholdt den lærde, men retter sig også mod bonden.

Grundtvigs sang ”Er lyset for de lærde blot” fra 1839 blev indledningen til det oplysningsarbejde, som fortsat finder sted rundt omkring i landet, og som minder os om, at oplysning og frihed ikke vokser af sig selv. Grundtvig holdt i efteråret 1838 en række historiske foredrag på Borchs Kollegium i København. De blev senere udgivet under titlen ’Mands Minde’. I maj 1839 stiftede en kreds af tilhørerne ved disse foredrag foreningen Danske Samfund med det formål ”at fremme Danskheden med Tale og Sang”.

På otteårsdagen for de rådgivende stænderforsamlingers oprettelse 28. maj 1831 afholdt Danske Samfund en fest, og til den fest skrev Grundtvig sangen ”Er lyset for de lærde blot”, der er som en programerklæring for folkelig oplysning.

Som ofte i sin digtning går Grundtvig tilbage til et ords grundbetydning og dets afledninger, her ordet ”lys”, for så i sangens sidste vers at opnå klimaks med hovedordet ”oplysning”.

For Grundtvig er oplysning lystbetonet og drejer sig om at blive klogere på livet. En sådan livsoplysning handler ikke om bestemte fag, men kan finde sted, uanset hvad der undervises i (”…er det så kun om sivet”). Oplysning rækker ud over den specifikke faglighed og sigter mod oplysningen om tilværelsen.

Herved indtager oplysning efter Grundtvigs opfattelse en frontstilling mod de lærdes – og elitens – universitetskultur, der først og fremmest er teoretisk og fagorienteret. Over for de lærde stilles bonden, der lovprises som det umiddelbare menneske, der er rodfæstet i en konkret folkelig virkelighed, der bl.a. indebærer, at bonden er oppe og i gang langt tidligere end de lærde. Også bonden skal omfattes af oplysning og dannelse.

Den frisindede tankegang gennemstrømmer sangen og viser sig bl.a. i første linje af tredje vers: ”Er lys på visse vilkår…”, hvor Grundtvig refererer til indskrænkningen af ytringsfriheden, som han selv havde været offer for, da han var under censur i årene 1826-37. Grundtvig advarer om, at vi ikke skal lade os skræmme af en eventuel risiko for misbrug af friheden, sidste del af vers 3: ”Skal for misbrugens skyld…”. Den advarsel er ikke blevet mindre vigtig med årene. Endelig minder han os om, at oplysning og frihed ikke vokser af sig selv. Det kræver, at folkeoplysningen vugges af folket, vers 5: ”den springer ud af folkedåd / og vokser som den vugges”.
På baggrund af Mands Minde-foredragene afholdt en række af Grundtvigs tilhængere i den følgende tid møder rundt i landet.

”Er lyset for de lærde blot” blev således indledningen til og programerklæringen for det arbejde, der fortsat finder sted bl.a. på de fleste højskoler og i oplysningsforbund som Folkeligt Oplysnings Forbund (FOF).

Grundtvig var idémand bag stiftelsen af den første danske folkehøjskole, Rødding Højskole, i 1844. Sideløbende med at Danmark overgik fra enevælde til demokrati i 1849, udvikledes et civilsamfundsbaseret forenings- og organisationsdemokrati.

Det skyldes bl.a., at Grundloven fra 1849 stadfæstede forsamlingsfriheden og borgerens frie ret til at stifte foreninger. I den forstand fik Danmark med Grundloven i 1849 et dobbeltdemokrati.

Efter Grundloven og afskaffelsen af Enevældet i 1849, blev højskolebevægelsen kernen i de folkelige og sociale massebevægelser, der for alvor begyndte at præge samfundsudviklingen i sidste tredjedel af 1800-tallet. Det var fx bondebevægelsen, arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, gymnastikbevægelsen.

I den periode blev der oprettet et utal af foreninger, hvoraf mange havde folkeoplysning og undervisning på programmet, bl.a. foredragsforeninger, sangforeninger, andelsforeninger, brugsforeninger, landboforeninger, fagforeninger, mm.

Den folkelige-nationale oplysningstanke slår for alvor igennem i 1864, hvor Danmark efter tabet af Sønderjylland bliver til en nationalstat, og bliver derefter det nye grundlag for den kulturelle indlæring. Det betyder i en folkeoplysningssammenhæng, at nederlaget i 1864 gør i de næstehundrede år den grundtvigske højskole til samfundets vigtigste institution.

I den sidste del af 1800-tallet, i det såkaldte moderne gennembrud, opstår en arbejderoplysning sammen med arbejderbevægelsen. Og i en længere periode frem til anden verdenskrig lægger arbejderbevægelsen og socialdemokratiet vægt på at opbygge egne institutioner – fra vugge til krukke – og skabe en parallel kultur, en selvstændig arbejderkultur.

I 1930’erne begyndte den grundtvigske bevægelse og arbejderbevægelsen samt socialdemokratiet at nærme sig hinanden, og de blev mere eller mindre fælles om at have national og folkelig oplysning som grundlag.

Professor, dr.theol. Hal Koch kom i en årrække til at personificere det nye fælles grundlag, idet han under anden verdenskrig blev et forbindelsesled mellem den ene og den anden bevægelse.

I 1941 fulgte dannelsen af Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) som en konsekvens af en frygt for tyskernes krav om indskrænkninger i forsamlings- og mødefriheden. Flere oplysningsinitiativer fulgte i de følgende årtier.