Folkeskolen har mistet sin retning
Af Søren Peter Hansen, direktør, Tænketanken Prospekt
Der er noget stille og næsten usynligt over store sammenbrud. Ofte sker de ikke som voldsomme brudflader, men som en langsom opløsning. Når noget, vi har taget for givet, begynder at miste sin selvfølgelighed. Sådan er det med folkeskolen i Danmark lige nu. Den smuldrer – ikke som bygning, men som idé.
Det, der tidligere var en stolt og samlende institution, betegnes nu som værende i “dødsspiral”, “sammenbrud” og “sidste udkald”. Det er ikke overdrevne udtryk fra enkelte debattører, men nøje afstemte diagnoser fra tre markante stemmer: Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik, tidligere undervisningsminister Merete Riisager og Danmarks Lærerforenings formand Gordon Ørskov Madsen. Når tre så forskellige aktører rammer den samme konklusion med forskellige ord, er der grund til at lytte.
Det centrale budskab i deres analyser er klart: folkeskolen har mistet sin retning. Ikke blot sin faglige styrke eller pædagogiske klarhed, men sin grundlæggende betydning som fælles sted. Det sted, hvor børn med forskellige baggrunde mødes, og hvor fundamentet for samfundets fællesskab bliver lagt. Et sted for møde, ikke flugt.
Men virkeligheden ser anderledes ud.
Lærere forlader skolen i stigende antal. Elever mistrives. Forældre søger mod privatskoler. Ikke fordi de nødvendigvis ønsker elitære alternativer, men fordi de oplever, at folkeskolen ikke længere kan levere ro, faglighed og nærvær. Tallet på 12 % elever, der dumper i dansk eller matematik, er ikke blot et uddannelsesproblem, det er et tillidstab.
Tillidstab har en særlig karakter. Det opstår ikke nødvendigvis, fordi én ting går galt, men fordi flere ting begynder at føles meningsløse på én gang. Når lærere ikke længere oplever, at de har autoritet i klasseværelset. Når forældrene ikke føler sig hørt, og eleverne oplever utryghed og fragmentering. Når selv viljen til forandring forsvinder, fordi ingen længere tror, den nytter.
En af de mest gennemgående og betændte problematikker er umiddelbart inklusionen. Idealet har været ædelt: at alle børn skal rummes i det samme fællesskab. Men når dette ideal ikke ledsages af ressourcer, kompetencer og realisme, bliver det destruktivt. Flere lærere beretter om en hverdag præget af kaos, hvor behov i klassen er så divergerende, at undervisningen mister sit indhold. Når ét barn fylder det hele, mister de andre også noget.
Vi står her ved en grundlæggende konflikt mellem ide og praksis. Viljen til at inkludere alle kan ikke stå alene. Den må følges af politisk mod til at sige, at inklusion ikke kan være grænseløs. Det er ikke et udtryk for svigt at sætte grænser; det er et udtryk for ansvar.
Et andet gennemgående træk i folkeskolens opløsning er tabet af lærerens faglige og sociale autoritet. Når Merete Riisager kritiserer den reformdrevne skoleudvikling og det, hun kalder et ekstremt børnesyn, handler det ikke om nostalgi. Det handler om, at lærerens rolle er blevet opløst i en uklar strøm af styringsdokumenter, inklusionsmål, trivselstiltag og konsulentdrevne projekter, som fjerner fokus fra det væsentlige: undervisningen.
Der findes meget få professioner, hvor relationen mellem faglighed og personlig autoritet er så tæt som i lærerfaget. Læreren er ikke bare en underviser, hun eller han er en repræsentant for det samfund, barnet skal møde. Hvis den position undermineres, falder hele institutionen sammen indefra.
Når læreruddannelsen samtidig kæmper med manglende prestige og optag, forstærkes krisen. Der er tale om en spiral, hvor mistrivsel skaber flugt, og flugten gør det sværere at genskabe stabilitet. Det er ikke blot en arbejdskamp, det er en kamp om, hvorvidt nogen overhovedet ønsker at være folkeskolelærer i fremtiden.
Martin Krasniks analyse peger på et politisk svigt af dimensioner. Han ser en skole, der i årevis er blevet forandret gennem kompromisløse reformer uden reel investering. Ikke mindst reformen fra 2013, der forvandlede skolen gennem ændret arbejdstidsaftale, længere skoledage og inklusionsmål, men uden at tilføre den nødvendige støtte eller mening.
Merete Riisager og Gordon Ørskov Madsen bakker op med hver deres sprog: henholdsvis det idépolitiske og det professionsbårne. Begge efterlyser en tilbagevenden til skolens kerne: undervisning, dannelse og fællesskab. Ikke i form af en nostalgisk tilbageskuen, men som en erkendelse af, at en grundskole ikke kan fungere uden en klar kerneopgave og mennesker, der tror på den.
Men tro kræver noget at tro på. Derfor er den centrale politiske opgave ikke at komme med endnu en reform. Den er at erkende fejlen, indrømme svigtet og begynde arbejdet med at genskabe det, der blev revet ned.
Når vi taler om folkeskolens krise, handler det ikke kun om skoleskemaer, vikarer og tests. Det handler om en dybere værdi: om folkeskolen som kulturelt og demokratisk rum. Når denne skole svigter, svigter vi ikke bare børnene – vi svigter os selv som samfund.
Hvis vi ikke længere har én skole for alle, mister vi det fælles. Vi mister det sted, hvor børn mødes på tværs af klasser, kulturer og erfaringer. Vi mister det sprog, der kan forbinde os, når vi bliver voksne. Vi risikerer at ende med et samfund, hvor forståelse og tillid ikke længere kan tages for givet, fordi de aldrig blev grundlagt.
Derfor er spørgsmålet ikke, om folkeskolen skal ændres. Spørgsmålet er, om vi vil bevare den – som en levende, meningsfuld og fællesskabende institution. Og det kræver mere end ord. Det kræver politisk erkendelse, investering, mod og ydmyghed.
Martin Krasnik sammenligner folkeskolens behov med forsvarets: det kræver en egentlig redningsplan. Men i modsætning til forsvarspolitik, er det her ikke ydre trusler, der er på spil. Det er indre opløsning. En langsom slitage, hvor tillid, faglighed og autoritet er blevet udhulet over tid.
Det kræver handling nu.
Ikke flere skiftende strategier og lappeløsninger, men en samlet og langtidsholdbar plan. En ny arbejdstidsaftale. En styrket læreruddannelse. En reform af inklusionspolitikken. Et opgør med konsulentdreven skoleudvikling. Og vigtigst af alt: en klar politisk melding om, at folkeskolen igen skal være stedet, hvor Danmark mødes.
For hvis vi ikke gør noget, ender vi med en skole, der kun eksisterer på papiret – mens det reelle fællesskab, det, der engang bar samfundet, smuldrer omkring os.
Referencer:
Folkeskolens dødsspiral | Weekendavisen