Karakterdannelsens to verdener: Et kommunalt eksempel

I min første artikel for Center for Karakterdannelse argumenterede jeg for, at karakterdannelse er en central del af dannelsen, og at karakterdannelse derfor ikke kan ses uafhængig af den samlede filosofiske og sociale sammenhæng, som handling og personlig udvikling indgår i.

Med andre ord: Nogle gange er det godt at være vedholdende, andre gange ikke. Og nogle gange er det godt at være nysgerrig, andre gange ikke. Selv håndgemæng kan i visse sammenhænge være godt, f.eks. under frihedskampen, hvor mange mente, at den normale dyd, nemlig ”fredelig”, snarere var en last. Men dem, som gik ind for samarbejdspolitikken, var naturligvis ikke enig i det, så dyden er også politisk. Når dyderne kommer i kontakt med den sociale og filosofiske sammenhæng, så opstår der ofte en politisk situation.

I den første artikel knyttede jeg disse to forståelser af karakterdannelse an til to læsninger af Aristoteles, som har haft stor effekt på nyere dydsteori. Der er dels en individualistisk- biologisk læsning, som fører os hen til en form for individualiseret dydsoptimering, som let kan gå i symbiose med konkurrencestatens systemer. En sådan symbiose udviklede sig i særlig grad i regi af den positive psykologis fokus på optimisme og humør, som fik stor magt fra slutningen af 00’erne.