Det er op til os, om ny model for organdonation vil få reel betydning

Ny model for organdonation

Danmarks nye model for organdonation, der trådte i kraft 1. juni 2025, bygger på princippet om aktivt fravalg: man betragtes som potentiel donor, medmindre man har fravalgt det. Modellen har vakt bekymring om både selvbestemmelse og effektivitet. Kritikken går på, at staten får for stor magt over individets krop, og at loven måske ikke vil øge antallet af organer til transplantation. Den danske model balancerer dog fortsat respekten for individets ønske, idet hverken organer bruges uden samtykke fra afdøde eller pårørende. Erfaringer fra udlandet viser, at sådanne modeller kan øge bevidsthed og tilkendegivelser. Derfor afhænger modellens reelle effekt ikke af loven alene, men af, hvordan vi som borgere vælger at forholde os – gennem vores holdninger, handlinger og stillingtagen.

Lovændringen kan måske blive en anledning til at tage stilling

Den nye model for organdonation i Danmark, der trådte i kraft 1. juni, repræsenterer et betydeligt skift i måden, vi som samfund forholder os til organdonation. Hvor det tidligere krævede en aktiv tilmelding at blive donor, betragtes man nu som potentiel donor, medmindre man aktivt har fravalgt det. Selvom modellen på papiret indebærer en administrativ forandring, er dens reelle betydning først og fremmest afhængig af befolkningens holdninger og konkrete handlinger.

Det er i mødet mellem loven og vores fælles etiske kompas, at dens virkning skal vurderes.

En af de mest udbredte bekymringer i debatten om organdonation har været og er, at modellen kan opleves som et skridt væk fra individets selvbestemmelse, at staten i højere grad gør krav på kroppen, hvis individet ikke aktivt modsætter sig det. Denne frygt knytter sig ganske enkelt til en forskydning i forholdet mellem borger og stat, hvor det ikke længere er den enkelte borger, der skal give samtykke, men i stedet selv tage initiativ til at fravælge.

Men i den nye danske model er balancen trods alt bevaret. Det er stadig den enkeltes ønske, der er i centrum – enten i form af en registrering i livet eller i pårørendes beslutning efter døden. Der anvendes ikke organer fra en afdød, uden at der på en eller anden måde er truffet en beslutning, som relaterer sig til personens ønsker. Det betyder, at modellen ikke nødvendigvis truer selvbestemmelsen, men forudsætter, at vi som borgere bliver informeret og tager stilling. Den gør det blot nemmere at få et tydeligere billede af vores respektive præferencer.

Så spørgsmålet er ikke, om loven i sig selv respekterer selvbestemmelsen, men om vi som borgere tager ansvaret på os og tilkendegiver vores vilje. Modellen lægger op til, at vores stillingtagen – eller mangel på samme – får betydning, men det er stadig os, der vælger, hvilken betydning den skal have.

Den anden bekymring har handlet om og handler såmænd fortsat om, hvorvidt modellen overhovedet vil føre til flere organer til transplantation.

Skepsissen er ikke uden grund, for politisk er der valgt en forsigtig udgave af aktivt fravalg, hvor ingen registreres som donorer uden deres eller familiens samtykke.

Det rejser spørgsmålet: Hvis ikke flere organer bliver tilgængelige, hvad er så pointen med den nye model og lov?

Erfaringerne fra andre lande viser simpelt hen, at denne form for lovgivning ofte har en mobiliserende effekt. Ikke blot i forhold til at øge antallet af tilgængelige organer, men også i forhold til at fremme samtale og bevidsthed.

Flere lande har oplevet en stigning i antallet af personer, der aktivt registrerer deres ønske om at donere.

Det tyder dog på, at en ny model ikke i sig selv er løsningen. Men den kan være anledningen til, at flere får taget stilling.

Tallene fra Danmark viser, at en stor del af befolkningen er positivt stemt over for donation, men at relativt få har registreret deres holdning.

Lovændringen kan måske blive en anledning til at tage stilling.

For hvis vi reagerer ved at tilkendegive vores valg, og hvis der samtidig føres oplysningskampagner, kan modellen måske være med til at løfte antallet af organer til transplantation.

Modellens succes afhænger således ikke alene af dens udformning, men af hvordan vi som borgere forholder os til den.

Vi har stadig selvbestemmelse, men den bliver vel sagtens kun meningsfuld i det øjeblik, vi bruger den. Og modellen kan blive effektiv, men kun hvis vi reagerer på den med handling. Det er altså ikke staten alene, der afgør modellens betydning. Det er os – gennem vores stillingtagen, vores samtaler og vores beslutninger. Det er netop i den fælles bevægelse, at modellen kan blive virkelig.

Kilder:

Notat: Organdonation – etisk set – Tænketanken Prospekt

At give et hjerte | Weekendavisen – Klumme i Weekendavisen, 6. juni 2025, af Andreas Albertsen, der er lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet og forfatter til bogen ’Organdonation – og behovet for en ny model’.