‘Dyd’ er etisk genopdragelse for det moderne menneske

Hvorfor kan vi ikke længere blive enige om, hvad der er godt og ondt? Hvorfor har vi i dag så svært ved at finde en fornuftig fælles holdning til verdens krige og konflikter? Hvorfor domineres den offentlige debat næsten udelukkende af følelser frem for velovervejede etiske argumenter? Hvorfor har så mange unge (og ældre for den sags skyld) vanskeligt ved at socialisere, finde venner og danne parforhold? Hvorfor lider så mange af psykiske lidelser som angst, depression, ensomhed og stress? Og hvorfor har så mange en oplevelse af, at staten og det offentlige system ikke længere handler retfærdigt?
Ifølge Alexander Sokol, der er forfatter til bogen Dyd: Oprids af en værdibaseret samfundsorden , kan alle disse spørgsmål føres tilbage til én grundlæggende årsag: Det senmoderne samfund hviler ikke længere på fælles dydsetiske retningslinjer, og derfor mangler det senmoderne menneske den indre styrke og det etiske kompas, der er nødvendigt for at navigere i den komplekse og konfliktfyldte samtid, vi lever i.
Med bogen har Sokol skrevet et omfattende værk, der både fungerer som en indføring i dydsetikken og som en guide til, hvordan det senmoderne samfund kan reformeres og indrettes efter en opdateret og sekulariseret version af denne ellers ældgamle etiske tradition.
Det er en interessant, ambitiøs og nytænkende bog, der vil sine læsere noget. Bogen har – som alle værker – elementer, der kan kritiseres eller diskuteres, men den tilbyder en original vision og et nyt perspektiv, som alle med interesse for samfundet og den værdimæssige brydningstid, vi befinder os i, bør stifte bekendtskab med.
Læs den fulde anmeldelse af Alexander Sokols bog Dyd.
Artikel
POV International
26/05/2025
Link
