Kirkeministeren har fat i den lange ende

Er kristendom en af de ting, danske soldater kæmper for? Det mener kirkeminister Morten Dahlin (V).

» Det er både i kristendommen, troen og den kristne kulturarv, at man finder den kampvilje. Det betyder ikke, at man skal være gudfrygtig eller troende, men det vil være et nationalt selvmål at adskille kirken, troen og kristendommen fra Danmark. Det kan man ikke – og dermed kæmper du selvfølgelig også for kristendommen,« hed det i et interview her i avisen.

Udtalelsen har fået en ublid medfart. Mest bemærkelsesværdigt fra den øvrige regering, som er faldet Dahlin i ryggen.

Moderaterne kalder det »meget forkert« , og lod deres kirkeordfører sige : »Du kan jo ikke forlange, at så skal vi kun have kristne soldater ind i militæret. Det er jo forkert, da der er religionsfrihed i Danmark. Så at komme med det krav, synes jeg er at gå for vidt.«

Bedre lød det ikke hos Socialdemokratiet. Partiets veteran- og beredskabsordfører slog fast, at »ikke alle udsendte soldater er kristne. Nogle har et andet ståsted, og det er de i deres gode ret til. De er mindst lige så gode soldater som alle andre.«

Utvivlsomt sandt. Til gengæld kan man undre sig over, hvem de taler til. For der er vist ingen, der har rejst krav om, at man skal være kristen for at være soldat?

Nogle gange er reaktionerne det mest sigende. For mange er der vist ingen større forargelse end, at kristendommen skulle være værd at kæmpe for.

Ja, det her med at kæmpe for sin tro forbinder mange vel mest med islamiske selvmordsterrorister. På reaktionerne skulle man tro, at Dahlin havde stillet sig op i Roskilde Domkirke og som pave Urban 2. kaldt til korstog med et »Deus Vult!« – Gud vil det.

Hvis man ikke må kæmpe for sin tro, hvad må man så kæmpe for?

Kommentar
Berlingske
19/05/2025
Link