13/11 Europa alene hjemme?
Europa alene hjemme?
Europas sikkerhed har siden 1945 lænet sig trygt op ad Amerika. Den tryghed er nu væk, efter at præsident Donald Trump har gjort det klart, at amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik først og fremmest skal tjene amerikanske interesser. Det skaber en ny usikkerhed, som ændrer Europas strategiske grundlag.
Afstanden over Atlanten vokser, og i de europæiske hovedstæder spørger man sig selv: ”Hvad gør Europa, hvis vi ikke længere kan regne med Amerika?” Pludselig bliver spørgsmålet om selvstændig europæisk handlekraft både konkret og presserende – ikke længere kun et teoretisk dilemma.
I kølvandet på denne udvikling taler mange om, at EU bør spille en større rolle i sikkerhedspolitikken. Men kan EU det – og vil vi det? Og hvilke politiske og institutionelle udfordringer følger med, hvis Europa skal tage mere ansvar?
Til seminaret har vi inviteret tre toneangivende eksperter: sikkerhedspolitisk seniorrådgiver Lars Bangert Struwe fra Atlantsammenslutningen, politisk analytiker Jarl Cordua og adjungeret rådgiver i Tænketanken Prospekt, Morten Jarlbæk Pedersen. Ordstyrer er Christian Egander Skov, programleder i Tænketanken Prospekt.
Tid: kl. 19-21
Sted: Store Kannikestræde 12, 1169 Kbh., foredragssalen øverst.
Pris: Seminaret er gratis, men forudsætter tilmelding.
Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet
