Formlen for al fortvivlelse er at ville af med sig selv. Og det er på en måde, der ’regeringsudvalget for en mere værdig død’ havner med en anbefaling om aktiv dødshjælp som en mere værdig død. Det er i bogstavelig forstand nedværdigende.

Der er behov for et korrektiv til dette reflekterende blik. Det er tid til at vi standser op og spørger ind til det egentlige. Det vil sige at tænke menneskelivets vilkår igennem. Og dermed hvad det i det hele taget vil sige at være menneske.

Der skal ikke herske nogen tvivl om at regeringsudvalgets syn på mennesket fordrer et korrektiv. Det er som om blikket har været rettet mod et fast givet mål, hvorved det er stivnet, og man har mistet overblikket. Man har simpelthen udviklet et dødt blik.

Vi må altså begynde forfra med en undersøgelse af hvad det er at være menneske. En analyse af det faktiske menneskeliv, som det faktisk leves.

Et menneske er altid konkret, et enkelt bestemt individ, en eksisterende. På den ene side er mennesket et individ, denne enkelte, bestemte person, ikke at forveksle med andre, enestående og mageløs. Det er en afgørende og urokkelig tanke.

Ethvert menneske er en verden for sig. Den har aldrig været til før. Og den vil aldrig blive til i nogen anden. Den kan ikke gentages. Og den kan ikke forveksles med nogen anden. Dens opgave er at være og forblive helt og aldeles identisk med sig selv.

Mennesket er som individ uerstatteligt. Men i sin funktion kan mennesket erstattes. Og i den forstand er ingen uundværlig.

Men som individ som dette bestemte menneske er den enkelte uigentagelig og derfor uerstattelig.

Mennesker er altså ikke kopier.

Vi er som mennesker hver for sig individer, samtidig er vi alligevel alle sammen af det samme – menneske.

Mennesket er på én gang sig selv og hele slægten. Hvert menneske gentager i og for sig slægten, men på sin egen individuelle facon.

Hvert individ må begynde forfra og på den måde, i sin egen individuelle virkelighed, gennemløbe hele slægtens udvikling. Slægt skal som bekendt følge slægters gang.

Når denne enkle side af et menneskesyn er fremlagt, skal vi samtidig være opmærksomme på den anden side, at et menneske altid og på forhånd er indfældet i et samfund. Dermed angives ikke blot et opholdssted, et sted, men også en væsensbestemmelse.

For hvad et menneske er, afgøres af, hvad man der på stedet, i det pågældende samfund, hævder at et menneske er.

Individet er ikke en fast, afgrænset, i sig selv hvilende størrelse, der blot på udvendig vis tilfældigvis befinder sig i et samfund. Men det er på en intim måde og fra første begyndelse og det vil sige altid på forhånd forbundet med sit samfund.

Enheden mellem individ og samfund er sådan, at vi egentlig slet ikke kan tale om to størrelser, individet og samfundet. Der er mere tale om en enhed. Hvad individet er har det fra samfundet. Og hvad samfundet er, kan vi efterse i individet. Ingen af størrelserne kan bestemmes uden i kraft af den anden.

Samfundet er i sin inderste betydning et faktisk fællesskab mellem samfundets medlemmer, det er et væld af livsforståelse, dannelse, værdier, normer, adfærd og følelser samt vurderinger af og holdninger til hinanden. Det er det vi i vores fællesskab om livet gør os og hinanden til.

Samfundet er det almene, det almenmenneskelige, enheden af det almene og individuelle. Og når den enhed er til stede, da er mennesket menneske. I resonans med det som kalder os til eksistentielt nærvær og etisk handling.

Ethvert menneske er stillet en opgave, der er som minimum er af såvel eksistentiel som etisk karakter. Og den opgave adskiller sig fra alle andre opgaver, derved at den er lige let og lige svær for alle og enhver. Og den opgave fordrer alene den menneskelighed, der er det almene – det etiske – i ethvert menneske.

Men hvis vi som mennesker bærer rundt på et sprog og en adfærd, der først og fremmest som i ’regeringsudvalget for en mere værdig død’ er ledet af et selvrefleksivt og selvbestemmende ideal, kan man spørge, om vi da ikke risikerer at komme i et dissonant forhold til livet – og døden – og de eksistentielle og etiske dimensioner i livet.

I hvert fald er selvvalgt livsafslutning et nøglebegreb i regeringsudvalgets nysprog, som skal låse op for en lovliggørelse af dødshjælp. Vi skal forstå at det er det enkelte menneskes helt eget valg, helt uafhængigt af andre mennesker og ydre omstændigheder.

Selvvalgt livsafslutning kunne som nysprog være en omskrivning af selvmord. Men i udvalgets anbefaling er det en udvidet version, hvor andre skal inddrages i selvmordet, som minimum ved at skulle udskrive medicin og måske endda ved at føre sprøjten. Alene af den grund er den selvvalgte død ikke kun selvvalgt. Selv om det kan synes at det eneste et menneske kan være for et andet menneske er at være i vejen.

Ordet selvvalgt lægger sig umiddelbart op ad begreber, som flere opfatter positivt, så som: en fri vilje, selvbestemmelse og selvbestemmelsesret. De begreber udgør grundlaget for regeringsudvalgets argumenter for at lovliggøre dødshjælp.

Ligesom det knytter an til det moderne menneskes stadige trang til at ’ville være sig selv’. Og melodien kender vi: Selvbestemmelse er at jeg ikke kan lade mig bestemme af noget uden for mig selv. Jeg skal selv have valgt det – ellers er det jo ikke mit valg. Mit liv er mit og ikke nogen andens. Der kan være mange udmærkede og vigtige nødvendigheder eller opgaver i denne verden, men hvis jeg ikke har valgt dem, kommer de ikke mig ved. Jeg er min egen adgang til verden og min egen udgang. Jeg kan således ikke lære noget, hvis ikke jeg tager ansvar for egen læring. Mit liv er intet, hvis jeg ikke selv har ansvar for det. Jeg er fremmedgjort, hvis jeg blot samstemmer eller adlyder, hvad andre siger. Jeg skal have lyst til at gøre det, jeg gør – ellers er det blot en sur pligt.

Ærlig talt er dette en tænkning i discountudgave.

Dette viser sig også selvmodsigende i regeringsudvalgets argumentation, at brugen af begrebet selvvalgt skal bane vejen for en generel lovliggørelse af en selvbestemmende dødshjælp, som skal godkendes af andre.

Alligevel har enhver som patient ret til at sige nej til behandling, på et oplyst og velinformeret grundlag. Og det gælder enhver behandling. Også selv om behandlingen vil redde den enkeltes liv. I den forstand er det enkelte menneskes selvbestemmelse ubegrænset.

Denne ret handler vel at mærke om at afslå en behandling.

Den handler ikke om retten til at få enhver behandling. Den ret har ingen.

Selvbestemmelse er umiddelbart et relativt begreb og et relationelt begreb til trods for at mange mennesker sikkert opfatter selvbestemmelse som en ret til at vælge og forlange.

Men uanset hvordan man politisk mener en eventuel lov om aktiv dødshjælp kunne se ud, ville en ret til aktiv dødshjælp aldrig blive givet til alle. I hvert fald ikke til en begyndelse. Andre vil altid skulle vurdere. Selvbestemmelse inkluderer andres medbestemmelse.

Selvvalgt bliver i denne sammenhæng et valg der er helt anderledes end alle andre valg. Måske er det forkert at tale om et valg. I en situation hvor man måske er ’ude af sig selv’. I fortvivlelse og håbløshed eller i en følelse af at være til overs, til besvær eller blot i vejen. En sådan situation er mildest talt et skrøbeligt og elendigt grundlag for at skulle foretage et valg.

Med en lov ville det enkelte menneske være fri til at vælge dødshjælp, men ikke fri for at skulle vælge.

Den frihed som regeringsudvalgets refleksioner om dødshjælp foregøgler os er en dæmonisk frihed.