Nytår 2025

Af Søren Peter Hansen

Det er en gammel tradition ved nytåret at vi skyder det gamle ud, så er vi færdig med det. Så er det af vejen. Og så kan vi begynde på et nyt år.

Men kan vi reelt blive af med det der er overgået os? Bliver det ikke på en eller anden måde siddende i os?

Vi kan ganske vist forsøge at glemme og fortrænge det. Og som sådan holder flere af os sikkert stadig vores nytårsaften.

Lad os drikke os ud af det. Lad os glemme os selv.

Vi kan sikkert også drikke så meget, at vi ikke kan huske hvad vi selv hedder. Men næste morgen kommer vi som det hedder ’til os selv’. Og hvem er så det?

Hvad betyder det egentlig at være sig selv?

At være den jeg blev, ved det der skete og indtraf, ved de tab jeg led, ved de frygtelige og dejlige ting jeg oplevede, ved de valg jeg foretog, med en vis skyld og et vist ansvar for, at jeg blev den jeg blev.

Jeg har med andre ord ikke skabt mig selv. Ingen har skabt sig selv.

Jeg fik (og får) mit liv på bestemte betingelser. Arv og miljø og påvirkninger og evner og muligheder. Men hvad gjorde jeg af det alt sammen, hvordan forholdt jeg mig til mit liv?

Jeg stod måske nok lidt skævt i forhold til det. Men så er der jo nytårsforsætterne.

Der er umiddelbart de nemme nytårsforsætter, der går ud på at jeg vil være lidt mere påholdende og forsigtig for ikke at komme galt af sted. Men der er også de alvorlige, dem der får en til at sige, at nu vil jeg leve helt anderledes, nu vil jeg lægge min tilværelse om, nu vil jeg være en anden. Kort sagt: Jeg har været for overfladisk, nu vil jeg – fra i morgen eller i overmorgen – være helt anderledes seriøs og realisere mig selv.

Nuvel, det har ganske vist været et slagord gennem mange år, at man vil realisere sig selv. Det er dog stadig en hovedtrend: at realisere sig selv, når ens liv ikke rigtig lykkedes på grund af tilværelsen som sådan eller på grund af de andre. Når man rent ud sagt føler sig forskudt.

Men når man vil realisere sig selv, begynder det gerne med at man selv må forskyde et par stykker. Spørgsmålet er dog om man bliver følelsen af at være forskudt kvit, blot fordi man forskyder nogle andre.

”Selv har jeg mange gange lånt en andens blik og fået øje på noget nyt”. Sådan lød det umiddelbart før nytåret. Og videre: ”Det kan være udfordrende, men det er altid berigende, uanset om vi ser helt ens på tingene”.

En andens blik, for mit vedkommende er det fx ofte salmedigterens blik: ”Da lærte jeg arme / i midvinter sval / at lys uden varme / er helvedes kval”.

Lys uden varme, det er det lys hvor vi pludselig ser en udvej for os selv. Men vi opdager straks at det får temmelig store omkostninger for andre. Alligevel vælger vi den udvej for at realisere os selv.

”Ved midvinters tide / du selv fik at vide / hvad glimrende skygger formå”.

Glimrende skygger formår ikke at løse sig fra sig selv, fra tiden, fra fortiden, fra alt hvad det er bestemt af.

Hvem formåede det? Hvem formår det? Den fortabte søns far.

Det blik har jeg i hvert fald behov for.

Det er ikke det lys, vi kender fra os selv! Men det er det sande lys, som oplyser hvert menneske.
GODT NYTÅR

Vær på forkant med Danmarks nye værdipolitiske tænketank.