Principper for en borgerlig EU-politik

Det er ingen hemmelighed, at mange danskere interesserer sig helt ufattelig lidt for EU-politik. Selvom danske medier måske / måske ikke er bedre end i flere andre lande, er EU-stoffet meget sjældent dét, der prioriteres eller optager hverken redaktører, læsere, lyttere – eller politikere.

Det gælder også for mange borgerlige. Og selv ihærdige forsøg på at iværksætte større, tværeuropæiske debatter om unionens fremtid har det med at falde lidt til jorden i mediebilledet eller kun blive dækket af lidt mere perifere medier og ikke de helt store, nationale af slagsen.

Og det er i grunden både skørt og ærgerligt. Skørt, fordi EU i dag udgør en politisk kraft af enorm rækkevidde og med kæmpe indflydelse på samfundets indretning og udvikling. Der er nærmest ikke det politiske område, som EU ikke har eller forsøger at få indflydelse over og mulighed for at regulere eller påvirke, og på nogle områder fylder regler, der på den ene eller anden vis har sin afstamning i det europæiske, politiske maskinrum, nærmest mere end regler, som Folketinget har sagt ja til.

Og ærgerligt, fordi EU er en guldgrube af politiske intriger, stormagtspolitik, vilde historier, byzantinske beslutningsgange og gakkede politikere fra det hele kontinent. Altså alt det, der for mange faktisk gør politik bare en lille smule spændende.

Det er danskerne, som de er flest, bare ret så ligeglade med. Selvom europaparlamentsvalget i foråret 2024 satte lidt strøm til EU-debatten herhjemme, er det også hurtigt noget, der uddør i mediebilledet igen. Desværre.

En af årsagerne til den manglende interesse for EU er naturligvis den manglende politiske interesse for EU. Det fylder ikke meget i de politiske debatter, selvom EU’s indflydelse er stor og kun er blevet større. Resultatet er, at EU-politikken bliver omkranset af et underligt skær af lige dele mystik, bureaukrati og teknik.

Det kræver en særskilt afhandling at forklare, hvorfor dette er tilfældet – hvorfor de politiske partier generelt og måske især de borgerlige har haft et så stedmoderligt forhold til EU-politikken. Så det vil jeg i det følgende kun ganske kort tage under behandling. Med afsæt i min bog Vejen til et borgerligt Europa vil jeg i stedet fokusere på at skitsere nogle af de principielle overvejelser, som en borgerlig EU-politik må og skal hvile på, hvis den skal kunne kalde sig selv borgerlig og tage sig selv alvorligt.

De borgerlige partiers stedmoderlige behandling af EU

Ja, det er måske lidt polemisk sagt, og enhver veltrænet politiker vil givetvis ihærdigt argumentere mod påstanden i overskriften ovenfor. Men ikke desto mindre er det denne forfatters påstand, at mange borgerlige partier historisk har behandlet EU-politikken alt for overfladisk. Det er der mindst to tæt sammenhængende grunde til.

For det første skal man ikke undervurdere den potentielle politiske uenighed om EU. Der er og har aldrig været en absolut enighed om tilgangen til EU på den borgerlige side. Størst har den latente konflikt nok historisk været hos Det Konservative Folkeparti. I dag er billedet, at der er kommet flere partier til og dermed også flere holdninger til EU, men mange steder har tilgangen til EU alle dage haft kompromisets skær – eller måske snarere skæret af, at man ikke havde fundet et egentligt kompromis og derfor bare rummede de fleste.

For det andet skal man erindre sig, at denne ikke-position har kunnet lade sig gøre, fordi EU primært var – eller blev opfattet som – et markedsprojekt, der handlede om frihandel. Udfordringen i dag er, at EU er så uendelig meget mere end blot det.

Der er således ganske få politiske områder, som helt og holdent er undtaget indflydelse fra EU’s regulerende maskine – og det gælder også områder, der har et værdipolitisk karaktertræk, og som næppe entydigt kan siges at handle om rammerne for f.eks. varernes eller kapitalens frie bevægelighed.

Netop denne udfordring – at EU i dag er så meget mere end tidligere – gør behovet for at tage aktiv stilling til EU og formulere en mere sammenhængende og politisk prægnant EU-politik langt mere akut. Der bliver behov for at tydeliggøre grundlaget for arbejdet med EU-politikken, og der bliver behov for at tydeliggøre grænserne for EU-politikken. Og det er et arbejde, som man kun med meget stor optimisme kan påstå fylder meget i de borgerlige partier i dag.

EU-politik handler om både indhold og form

Udgangspunktet for formuleringen af en sammenhængende og principielt velbegrundet borgerlig EU-politik må alle dage være en forståelse og erkendelse af EU-systemets natur og drivkræfter. Det kræver en halv bog eller mere at uddybe, så her skal jeg nøjes med at konstatere to ting:

For det første bør det stå tindrende klart, at EU-politikken traditionelt er blevet betragtet som en afart af udenrigspolitikken, og det kan den ikke længere. EU’s indflydelse er så omfattende, at det snarere bør betragtes som en afart af indenrigspolitikken.

Og behandles politisk og mediemæssigt som sådan. I Danmark erkendte man tidligt dette, og derfor har Folketinget da også et europaudvalg. Men det er overbebyrdet og slet ikke gearet til den virkelighed, EU er i dag. Og det er faktisk ingen nyhed.

For det andet bør det altid ligge i baghovedet, at enhver EU-retsakt altid har en forfatningspolitisk dimension. EU har ikke nogenlunde fastlagte rammer for, hvad det politiske system kan og ikke kan; det er tværtom en størrelse i konstant udvikling og bevægelse.

Derfor kræver EU-politikken også i dagligdagen en dybere refleksion og en mere nuanceret tilgang fra politikerne. Det handler aldrig kun om ”hvad”, også altid rigtig meget om ”hvem”: Er dette et emne, der bor eller bør ligge i EU’s favn? Eller er det noget, som medlemslandene skal tage sig af? Dette spørgsmål går ud over de sædvanlige politiske debatter og kræver en forståelse for de forfatningsmæssige implikationer af EU’s beslutninger.

Det kræver med andre ord en forståelse af, hvad et givent direktiv eller en given forordning kan udvikle sig til over tid. Da man i EU i slutningen af 1980’erne vedtog regler om arbejdstid, , var der f.eks. ingen levende mennesker, der troede, at det kunne bruges af EU-Domstolen til at kræve detaljeret tidsregistrering på alle arbejdspladser i EU.

Og da man i begyndelsen af 1990’erne i et opholdsdirektiv^, eksplicit slog fast, at studerende ikke har ret til sociale ydelser, når de studerer i et andet EU-land, var der ingen, der højlydt talte om risikoen for, at studerende ad alle mulige bagveje og med minimalt arbejde kunne få adgang til f.eks. SU alligevel – men begge dele er realiteter i dag. For nu blot at nævne et par eksempler.

Disse erkendelser bør være det første grundlag for enhver EU-politik, borgerlig eller ej. Det næste bør være at tage afsæt i to forpligtelser: Forpligtelsen på det nære og forpligtelsen til at være skeptisk.

Forpligtelsen på det nære

Ethvert sundt og velfungerende politisk fællesskab hviler på et fællesskab, der går før det politiske. Noget konstituerende. Sprog, kultur, national egenart mm. er åbenlyse parametre i den sammenhæng. Og enhver borgerlig politiker må i første omgang se sig selv som dette fællesskabs repræsentant.

I lyset af den stadig mere udviklede europæiske integration, og i lyset af de mange steder stadig stærkere ønsker om at gå endnu videre med unionsprojektet, må enhver borgerlig EU-politik derfor også hvile på en forpligtelse til at respektere, sikre og bevare de nationale (og regionale og lokale) særpræg og politiske egenarter. Det er nemlig ikke en forpligtelse, der er bygget ind i eller særligt velforankret i hverken EU-rettens praktiske udleven eller EU-systemets organisering.

I EU-politikkens dagligdag skulle dette gerne være sikret gennem to EU-retlige principper, nemlig det såkaldte subsidiaritetsprincip (nærhedsprincippet) og princippet om kompetencetildeling. Førstnævnte princip – nærhedsprincippet – tilsiger, at problemer og politiske udfordringer skal løses på det lavest mulige niveau. Men beskyttelsen og håndhævelsen af og respekten for dette princip ligger ofte på et meget lille sted.

Og det gør den politiske forpligtelse til at være opmærksom på princippet så meget desto større. Andet nævnte princip – princippet om kompetencetildeling – tilsiger, at unionen alene og afgrænset har kompetencer på de områder, hvor en sådan er blevet eksplicit tildelt. Men ikke desto mindre har EU-reguleringen i dag gradvist og lydløst bevæget sig ind på nye og spændende områder og på samme vis gradvist udvidet sig betragteligt på eksisterende områder.

En borgerlig EU-politik, der forstår og tager afsæt i, at politiske fællesskaber skal have en dybere, kulturel klangbund for, og som ønsker at respektere dette, bør derfor arbejde ihærdigt for at give kunstigt åndedræt til håndhævelsen af disse EU-principper.

At være forpligtet på det nære har derfor også en række politiske implikationer. Det følger f.eks. logisk, at man som borgerlig ikke kan stille sig tilfreds med en integration, der udvides og udvikles på autopilot. Og det følger også logisk, at der bør arbejdes for at give de nationale parlamenter en stærkere stemme i EU-systemet.

Vigtigst af alt er dog, at det følger logisk, at et stadig mere forskelligartet EU får sværere og sværere ved at agere, som om medlemslandene var ens. Der er omvendt behov for en langt klarere og mere eksplicit kompetencefordeling – og til gengæld mere smidige regler, hvis nogle lande ønsker at samarbejde yderligere på et område. For nu blot at nævne nogle eksempler.

Forpligtelsen til at være skeptisk

At være forpligtet på det nære er dog ikke helt tilstrækkeligt for en borgerlig EU-politik. Denne må og skal krydres med en sund skepsis over for EU-systemet som sådan.

Denne skepsis følger af to ting: På den ene side den almindelige og sunde skepsis over for statsmagt og regulering, som bør ligge enhver borgerlig på sinde. På den anden side og måske vigtigere her af den forfatningspolitiske dimension, der altid er gældende i EU-politikken.

Når man ved, at EU-politik altid også har denne dimension, aftvinger det et særligt behov for eftertænksomhed og tilbageholdenhed i EU-sager sådan i almindelighed. For EU-retsakter kan sagtens vise sig at få konsekvenser langt ud over de konkrete regler – ikke mindst med EU-Domstolens nogle gange kreative mellemkomst.

Og måske er der nogle, der vil slå sig på, at jeg her anvender ordet ”skepsis” – men det er nu engang det mest rammende. Ikke at være skeptisk anlagt over for en politisk organisation, der for det første er en voldsom regulerende kraft i samfundslivet og for det andet historisk har tiltaget sig gradvist flere og mere omfattende kompetencer, må for enhver borgerlig være aldeles utænkeligt. At skose skeptikeren for at være skeptiker er at udstille sig egen ulyst til reflekteret stillingtagen.

Også dette har selvsagt en række realpolitiske implikationer, hvor den væsentligste givetvis er, at en borgerlig EU-politik bør arbejde på, at enighed er vigtigere end beslutningsdygtighed, når det kommer til EU. En borgerlig skepsis kan ikke blive mindre, hvis EU-systemet i endnu højere grad tillades at tage beslutninger, uden at alle er med ombord.

En sund skepsis over for EU-systemet må også have den implikation, at det må erkendes, at EU kan fejle, og at der nogle gange skal ses andre veje end blot blindt at hælde flere kompetencer og mere indflydelse i retning af Bryssel, når det viser sig, at virkeligheden ikke arter sig som forventet.

Man skal være pinligt bevidst om den forfatningspolitiske dimension i EU-politikken, hvor enhver krise eller lignende jo er en oplagt mulighed for at udvide EU-systemet og dets indflydelse og kompetencer. Dette indebærer også, at man på den ene eller anden måde bør arbejde langt mere ihærdigt på at udfordre EU-Domstolens rolle og praksis. Det sker nemlig i temmelig begrænset grad i dag.

Et par afsluttende overvejelser

Ovenfor har jeg tegnet konturerne af nogle principper for en borgerlig EU-politik. Både de og den bagvedliggende analyse kan naturligvis udvides og uddybes langt mere, end pladsen tillader her. Men man skal jo begynde et sted.

Det oplagte spørgsmål i forlængelse af ovenstående er dog, om den udstukne kurs er realistisk. Ønsker de borgerlige partier i Danmark (og Europa for den sags skyld) reelt at forpligte sig på de nære fællesskaber og indtage en mere skeptisk tilgang til EU-systemets fortsatte udvidelse af kompetencer? Og hvis de gør, er det så realistisk, at de kan få nogle af de ønskede forandringer gennemført?

Disse spørgsmål er åbne. Meget åbne. Og måske afhænger svaret mest af ens personlige temperament, og det er fuldkommen legitimt at komme til den konklusion, at det fra et borgerligt perspektiv var bedre, at Danmark stod alene. Men det er samtidig et synspunkt med en forpligtelse til at formulere et reelt og ikke mindst realistisk alternativ. Tom modstand som den, der i sin tid drev brexit frem, gavner ingen.

Mener man omvendt, at Danmark – måske af nødvendighed – må blive i unionen, er man omvendt forpligtet til aktivt at kæmpe for, at unionen bevæger sig i en mere borgerlig retning, der i langt højere grad anerkender og respekterer forskelligheden i medlemskredsen, og som er mere tilbageholdende i sin iver efter at regulere europæernes hverdag. Og den forpligtelse til en langt mere aktiv og principielt begrundet, borgerlig EU-politik er måske den vigtigste, for det er den forpligtelse, hvor de fleste i dag fejler.

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.

Længere forsknings- eller formidlingsartikel
Årsskriftet Critique
16/10/2024
Link