Enhver har brug for sit hjemland – også selvom det ikke er perfekt

En dag for 10 år siden opholdt jeg mig i forbindelse med en forskningsrejse en uge i den inuitiske by Nain i Labrador. Her stødte jeg en dag på et par unge kvinder, som så ud til at være ved at afslutte deres år som teenagere. Vi kom i en sludder om løst og fast, men mest om, hvad de syntes om at bo i Nain. Jeg havde forventet, at de ville have svaret, at byen var alt for lille, alt for fjerntliggende og alt for lukket og kvælende, sådan som unge fra et dansk udkantssamfund kunne finde på at svare.

Men der tog jeg grundigt fejl. De mente begge, at de boede det bedste sted på Jorden. Den ene arbejdede som frivillig for lokalradioen, som alle i byen lyttede til. Den anden kunne ikke forestille sig at flytte væk, fordi hun ønskede at bo tæt på sin familie. Og så kunne man ”gøre alt, hvad man havde lyst til heroppe”, sagde hun: ”Om vinteren kan man køre med snescooter hvor som helst. Om sommeren kan man tage op i en lejr i baglandet for at fiske og gå på jagt eller sejle rundt i kystens fjorde. Og så er der alle de kammerater, jeg altid har kendt. Hvad mere kan man ønske sig? Her er du aldrig alene.”

Statistikkerne fortæller, at canadiske inuitter har en gennemsnitslevealder, der er 10 år lavere end i Canada som helhed. De vigtigste årsager er en relativt høj spædbarnsdødelighed, store afstande til læge- og sundhedsklinikker og en stor udbredelse af en række kroniske sygdomme og infektioner samt sygdomme i luftvejene. De sidste skyldes overfyldte og lufttætte boliger, hvor støjniveauet desuden kan være så højt, at mange børn ender med at få permanente høreskader.

Michael Böss i Kristeligt Dagblad.

Kronik
Kristeligt Dagblad
03/09/2024
Link